Udland

Frankrig skifter kurs og tillader AstraZeneca-vaccinen til ældre

I Danmark bliver det anbefalet, at vaccinen primært gives til personer under 65 år.

Frankrig vil nu alligevel tilbyde coronavaccinen fra AstraZeneca til personer over 65 år med en allerede eksisterende lidelse.

Det siger landets sundhedsminister, Olivier Véran, ifølge BBC.

Således kan ældre i alderen 65 til 75 år nu også få vaccinen, hvis de for eksempel har sukkersyge eller højt blodtryk.

Det vil betyde, at potentielt yderligere 2,5 millioner mennesker vil være del af den gruppe, der kan få vaccinen i Frankrig.

Nye data viser gode tal for ældre

Frankrig havde ellers i første omgang besluttet udelukkende at give vaccinen til personer under 65 år.

Begrundelsen var, at der ikke var et tilstrækkeligt datagrundlag for vaccinens effekt hos personer over 65 år.

Men data fra Storbritannien viser ifølge BBC, at vaccinering med AstraZeneca-vaccinen reducerer risikoen for at udvikle covid-19, der kræver indlæggelse, med 80 procent blandt personer over 80 år.

- Man har taget mennesker i aldersgruppen 50 til 75 år og givet placebo til en gruppe og AstraZeneca-vaccinen til en anden. Resultatet var, at dem som havde fået vaccinen, ikke blev smittet, fortæller TV 2s korrespondent Ulla Terkelsen fra Cannes i Sydfrankrig.

Studiet har taget udgangspunkt i patienter over 80 år og viser, at effekten træder i kraft tre til fire uger efter vaccinationen.

I Danmark anbefaler Sundhedsstyrelsen, at vaccinen kun primært gives til personer under 65 år, selvom Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har godkendt vaccinen til alle voksne.

EMA lader det dog være op til de enkelte medlemslande at bestemme de præcise kriterier, skriver britiske BBC.

Den mindst populære vaccine

I Danmark AstraZeneca den mindst populære blandt de godkendte vacciner i befolkningen, viser en Voxmeter-måling foretaget for Ritzau.

Blandt de 379 respondenter, der har en foretrukken vaccine, svarer 87 procent, at de foretrækker Pfizers coronavaccine. Otte procent foretrækker Modernas, mens kun tre procent foretrækker AstraZenecas.

Den udbredte AstraZeneca-skepsis blandt myndighederne i nogle lande i Europa har medført kritik på grund af manglen på vacciner i EU og stigende smittetal, skriver dpa.

I Tyskland har blandt andre Carsten Watzl, generalsekretær for Tysklands Forening for Immunologi, opfordret landenes myndigheder til at godkende vaccinen til ældre.

Frankrig er ifølge statistiksiden Worldometers blandt de lande i verden, der har været hårdest ramt af corona.

Med over 86.000 dødsfald og en befolkning på omkring 67 millioner mennesker ligger landet nummer 23 på statistiksidens liste over lande med flest dødsfald per indbygger.