Udland

Tidligere præsident Sarkozy idømt tre års fængsel

Dommen blev læst op i larmende stilhed, fortæller TV 2s analytiker.

Frankrigs tidligere præsident, Nicolas Sarkozy, er mandag dømt skyldig i korruption.

Sarkozy, som var præsident fra 2007 til 2012, er idømt et års ubetinget og to års betinget fængsel.

Det er dog ikke sandsynligt, at Nicolas Sarkozy reelt kommer til at afsone i fængsel, da Frankrig normalt kun håndhæver fængselsdomme på mere end to års ubetinget fængsling.

Så det tidligere statsoverhoved kan nu se frem til at afsone straffen hjemme med en fodlænke.

Krævede hårdere straf

Den 65-årige ekspræsident var sammen med advokaten Thierry Herzog tiltalt for korruption i forbindelse med et forsøg på at bestikke dommeren Gilbert Azibert i 2014. Også Azibert er tiltalt.

Sarkozy er dømt for at have lovet dommeren en eftertragtet post i Monaco til gengæld for information om den såkaldte Bettencourt-sag.

Den sag handlede om, hvorvidt Sarkozy i 2007 havde taget imod ulovlige kampagnebidrag fra den ekstremt velhavende forretningskvinde Liliane Bettencourt.

Dommen er mildere, end hvad anklagemyndigheden havde krævet. Kravet herfra var fire års fængsel, heraf to år betinget.

Opsigtvækkende dom

Retssagen blev afsluttet i december, men Sarkozy og hans medtiltalte måtte vente i næsten tre måneder på rettens afgørelse.

- Det er en meget opsigtvækkende dom. Reporterne, som var til stede i retslokalet, beskriver, at dommen blev læst op i larmende stilhed, mens Sarkozy stirrede ret frem for sig, fortæller TV 2s internationale analytiker, Frederikke Ingemann.

Sarkozy har tidligere haft sager på halsen, men er hver gang gået fri – blandt andet på grund af tiltalefrafald. Mandag faldt hammeren.

- Og det var meget hårde ord, som han fik med fra retspræsidenten. Hun sagde, at Sarkozy har misbrugt sin stilling som tidligere præsident for personlig fortjeneste. Og så tilføjede hun, at Sarkozy ovenikøbet selv er advokat, fortæller Frederikke Ingemann.

Historisk retssag

Ud over fængselsstraffen kan der komme bøder på op mod 1,2 millioner euro - op mod 9 millioner danske kroner.

Anklagerne var baseret på politiets aflytninger af telefonsamtaler mellem Sarkozy og andre involverede.

Aldrig tidligere er en fransk præsident blevet retsforfulgt for så alvorlige lovbrud.

Sarkozys forgænger, Jacques Chirac, fik i 2011 en betinget dom på to år for misbrug af offentlige midler i sin tid som borgmester i Paris.

Nicolas Sarkozy skal senere på måneden for retten igen i en sag om ulovlig finansiering af hans præsidentkampagne ved valget i 2012.