Udland

Forlovet til myrdede Khashoggi: - Saudiarabisk kronprins bør straffes

Khashoggi blev dræbt og parteret på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i 2018. Ny rapport peger på kronprins som bagmand.

Det er vigtigt, at kronprinsen i Saudi-Arabien, som ifølge USA gav ordre til drabet på journalisten Jamal Khashoggi, bliver straffet.

Det siger den dræbte journalists forlovede, Hatice Cengiz, i en udtalelse på Twitter.

Udtalelsen kommer i kølvandet på en amerikansk efterretningsrapport, hvori CIA anklager Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman for at have godkendt drabet på Khashoggi.

- Det ville ikke kun give os retfærdighed for Jamal, men det kan også forhindre lignende hændelser i fremtiden, skriver hun

Khashoggi blev dræbt og parteret på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i 2018.

Sanktioner gælder ikke kronprinsen

Som konsekvens af drabet på Jamal Khashoggi har USA’s udenrigsministerium indført en særlig visumregel.

- I henhold til det, vi kalder Khashoggi-forbuddet, indfører vi visa-restriktioner for 76 saudiere, som vurderes at være indblandet i at afskrække systemkritikere i udlandet, og her tænker vi ikke kun på mordet på Khashoggi, sagde USA’s udenrigsminister Anthony Blinken lørdag.

Men inden Blinkens meddelelse havde embedsmænd i USA's regering gjort det klart, at sanktionerne ikke omfatter kronprinsen selv.

Den amerikanske præsident Biden ventes mandag at tydeliggøre USA's politiske kurs over for Saudi-Arabien og forholdet til kronprinsen.

Allerede lørdag sagde Biden, at rapporten ville få konsekvenser.

- Vi vil holde dem ansvarlige for brud på menneskerettigheder. Vi vil gøre det klart, at hvis de vil have med os at gøre, så skal der tages hånd om brud på menneskerettigheder. Sådan skal det være verden over, men især her, siger Joe Biden, som torsdag talte i telefon med Saudi-Arabiens 85-årige kong Salman.

Khashoggi skrev kritisk

Den amerikanske efterretningsrapport konkluderede i sidste uge, at det er "højst usandsynligt", at drabet på Khashoggi kunne have fundet sted, uden at kronprins Mohammed bin Salman havde godkendt det.

Drabet stemmer overens med "kronprinsens støtte til at bruge voldelige tiltag for at gøre kritikere i udlandet tavse", hedder det videre.

Khashoggi, der var saudiarabisk statsborger bosat i USA, havde skrevet kritisk om den måde, som kronprinsen og kong Salman forvaltede deres magt i Saudi-Arabien. Han skrev blandt andet for Washington Post.

Den tidligere præsident Donald Trump har tidligere afvist at offentliggøre den rapport, som Det Hvide Hus nu har lagt frem.

Den saudiarabiske regering har afvist, at kronprinsen - der reelt er landets leder - var involveret i drabet.

Den 35-årige Mohammad bin Salman har på mange områder allerede overtaget ledelsen af landet efter kong Salman.