Udland

Trump flirter med tanken om at stille op igen

Donald Trump gav Bidens regering en hård medfart og afviste ikke at fortsætte i politik, da han talte for første gang som ekspræsident.

- Det er langtfra slut, lød det fra Donald Trump sent søndag aften dansk tid.

Det var en af de første sætninger, der undslap den tidligere præsidents mund, da han trådte ind på scenen til den konservative CPAC-konference i Orlando i Florida.

Hvem, hvem, hvem mon det bliver?

Donald Trump om en republikansk præsident efter næste valg

- Har I savnet mig? spurgte ekspræsidenten, inden salen brød ud i jubel.

Hvis svaret var ja, bragte talen godt nyt. Trump flirtede nemlig flere gange i sin halvanden time lange tale med tanken om at vende tilbage som præsidentkandidat og tage kampen om Det Hvide Hus op med demokraterne endnu en gang.

- Hvem ved, måske beslutter jeg mig endda for selv at slå dem (demokraterne, red.) for tredje gang, sagde Trump med udgangspunkt i sin ukorrekte påstand om, at det var ham, der vandt valget i november.

Donald Trump omtalte også sin kone, Melania, som landets "fremtidige førstedame".

Trumps første tale som ekspræsident vakte jubel blandt partifæller på tilskuerrækkerne.

Angreb Biden

Bliver et comeback aktuelt, vil det være som kandidat for det republikanske parti. Det står klart efter talen trods tidligere spekulationer i medierne om, hvorvidt ekspræsidenten kunne finde på at starte et nyt parti.

- Det var fake news, sagde Trump.

I stedet skal republikanerne ifølge ekspræsidenten nu stå endnu mere sammen i kampen mod "den socialistiske" Biden-regering.

- Joe Biden har haft den mest katastrofale første måned som præsident i historien, sagde Donald Trump.

Han forudså samtidig, at Bidens præstationer som præsident vil føre til, at demokraterne taber Kongressen ved midtvejsvalget i 2022 og Det Hvide Hus i 2024.

- Med jeres hjælp vil vi vinde Repræsentanternes Hus, vi vil tage Senatet tilbage og en republikaner vil indtage Det Hvide Hus. Og jeg er spændt på, hvem det bliver. Hvem, hvem, hvem mon det bliver? lød det gådefuldt fra Trump.

Lyn-analyse

Trumps tale kan opdeles i to dele: den første time var et drømmescenarie for partitoppen, hvor Trump stort set holdt sig til at angribe Joe Biden, mens den sidste halve time var mareridtsscenariet, hvor Trump talte konspirationsteorier om udbredt valgsvindel, og hvor han gik målrettet efter nogle af sine partifæller, som han vil forsøge at vippe af pinden. Men Donald Trump italesatte i høj grad sig selv som synonym med partiet, og der var flere gange undervejs, hvor han åbenlyst flirtede med tanken om at stille op igen i 2024.

Coronahåndteringen stod for skud

Det vil blandt andet være Bidens håndtering af grænsen mellem USA og Mexico, der ifølge Trump vil bidrage til, at demokraterne ifølge ham vil "miste Det Hvide Hus".

Men også andre af Bidens politik-punkter fik ris med på vejen fra hans forgænger.

Flere gange kom Donald Trump med kritik af coronahåndteringen, mens han roste tilgangen til pandemien under sin egen administration.

Konkret langede han ud efter Biden for ikke at have tilladt amerikanske skoleelever at komme tilbage i skole. Ifølge Trump er der ingen grund til fortsat at holde børnene hjemme, og han taler om beslutningen som et historisk stort svigt.

- På vegne af USA's mødre og fædre opfordrer jeg Joe Biden til at få skolerne åbnet.

Han sagde desuden, at Bidens håndtering af pandemien ikke bygger på videnskab.