USA VALG

Donald Trump Jr. til TV 2: - Vi får se, om min far stiller op igen

Donald Trump-fans og politiske støtter er valfartet til Florida, hvor Trump søndag aften holder sin første store tale, efter han forlod Det Hvide Hus.

USA's tidligere præsident Donald Trump holder søndag aften en imødeset tale i Orlando i delstaten Florida ved sin første offentlige optræden, siden han forlod embedet.

Trumps tale bliver kulminationen på en fire dage lang konference, der ventes at give en tidlig indikation på, hvem der kan blive republikanernes præsidentkandidat i 2024.

Der er særligt ét spørgsmål, mange er interesseret i forud for Trumps tale: Om den tidligere præsident har tænkt sig at stille op til præsidentposten igen.

Stiller Trump op igen?

TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz, er med til konferencen i Orlando, hvor han lørdag fangede Donald Trump Jr.

Stiller din far op til valg igen?

- Vi får se, lød det korte svar fra Trumps søn, som er politisk aktiv i sin fars kampagne.

Floridas senator, Rick Scott, er også blandt deltagerne ved den konservative konference CPAC.

Hvad skal partiet fremadrettet gøre uden Trump?

- Vi vil vinde valget, fordi vi vil være familiernes parti, siger Rick Scott til TV 2.

Men bliver det med eller uden Trump?

- Se, det er helt op til ham.

Trump er fremtidens mand

De mange Trump-støtter ved konferencen er ikke i tvivl: Trump er fremtidens mand og skal stille op i 2024.

- Ellers vil støtter som mig selv ikke støtte Det Republikanske parti. Helt sikkert ikke, siger Sanu Dash, som sælger Trump-merchandise i det store konferencecenter.

Men hvorfor ikke finde det næste store talent?

- Hvem skulle det være? Vi støttede ikke det Det Republikanske Parti i forvejen. Vi støttede det kun, fordi Trump stillede op, siger Sanu Dash.

Samme positive toner lyder fra Lisa Snyder, en anden Trump-fan. Hun er iklædt en t-shirt med et billede af Trump og teksten ”I’ll be back”.

- Jeg er overhovedet ikke i tvivl. Jeg går stort set klædt sådan her hver dag. Jeg er en omvandrende reklamesøjle for Donald Trump og den konservative bevægelse, siger Lisa Snyder til TV 2.

Trumps kult og fanklub

Der er store forventninger til aftenens begivenhed ved konferencen i Orlando, fortæller Jesper Steinmetz:

- De venter på, at deres superstjerne taler i aften, og det er der ingen tvivl om, at Donald Trump er, efter jeg har tilbragt et par dage her i Orlando. Det er i virkeligheden Trumps parti, der er samlet her. Det er ikke Det Republikanske Parti bredt set – det er simpelthen Trumps kult, hans fanklub.

Hvad er forventningerne til, hvad Trump vil sige i sin tale?

- Forventningen er, at han dels vil lange ud efter sin efterfølger. Han vil kritisere Joe Biden og den linje, han har anlagt. Han vil også slå på sine politiske mærkesager – sandsynligvis slå meget på immigrationsspørgsmålet. Vi forventer, det vil være Trumps varemærke i de kommende måneder og måske år, siger Jesper Steinmetz.

Toprepublikaner støtter Trump

Hvis Donald Trump bliver Det Republikanske Partis nominerede til præsidentvalget i 2024, har han Mitch McConnells støtte.

Det sagde McConnell, der er mindretalsleder for Republikanerne i Senatet, fredag til Fox News.

McConnell er en magtfuld skikkelse i partiet og den øverste valgte republikaner.

Han har efter stormløbet 6. januar mod Kongressen, som yderligtgående Trump-tilhængere stod bag, været på kant med den tidligere præsident.

Men nu er tonen blevet en anelse mere forsonlig mellem de to.

Direkte adspurgt, om han vil støtte Trump, hvis han vinder partiets nominering, svarede McConnell:

- Partiets nominerede? Selvfølgelig, sagde McConnell i interviewet med Fox News.