Udland

Kamala Harris har ringet til Mette Frederiksen - det talte de om

- Det giver så meget mening, at det er netop de to, der snakker sammen nu, siger TV 2s korrespondent i USA.

Coronapandemien, kampen mod klimaforandringer og behovet for kvinder i arbejdsstyrken for at styrke samfundsøkonomien.

Det var bare nogle af de emner, som statsminister Mette Frederiksen (S) fredag vendte med USA's vicepræsident, Kamala Harris, på et telefonmøde.

Samtalen var ifølge Mette Frederiksen "rigtig god", og det skal man ikke underkende, mener Jesper Steinmetz, der er TV 2s korrespondent i USA.

- Det giver så meget mening, at det er netop de to, der snakker sammen nu, siger han

- Det er to kvinder i toppen af politik, og Kamala Harris står - i højere grad end præsident Joe Biden - for de samme mærkesager som Mette Frederiksen, forklarer Steinmetz og peger på klima samt kvinders rettigheder og deres rolle i at skabe et stærkt samfund.

Kampen for et bedre klima

Selve samtalen var der ikke meget overraskende i.

For eksempel fik Mette Frederiksen ønsket Kamala Harris tillykke med valget som USA's første kvindelige amerikanske vicepræsident og understreget, at USA er Danmarks vigtigste allierede.

Men på Twitter skriver Kamala Harris derudover, at USA ser frem til at arbejde for et bedre klima sammen med Danmark.

- Præsident Joe Biden og jeg ser frem til at arbejde sammen med Danmark om en grønnere, mere sikker fremtid, lyder det.

Det samme gør den danske statsminister.

- Her er de danske virksomheder i verdensklasse. Og de står klar til at levere de grønne løsninger, som USA får brug for. Sammen med dansk erhvervsliv, gør vi fra regeringens side alt, hvad vi kan, for at styrke den grønne eksport i USA, skriver Mette Frederiksen på Facebook lørdag morgen.

Atter med i Parisaftalen

Over telefonen kunne den danske statsminister byde USA "velkommen tilbage i Parisaftalen".

Det er en omfattende klimaaftale, hvor målet er at begrænse den globale opvarmning til en stigning på under to grader fra niveauet før industrialiseringen.

- Vi har brug for et stærkt og engageret amerikansk lederskab, hvis vi skal tackle klimaudfordringerne og overbevise resten af verden om at levere ambitiøse resultater, lød det fra Mette Frederiksen fredag aften.

Den forrige amerikanske præsident, Donald Trump, trak USA ud af aftalen, da han mente, den ville skade USA's økonomi.

Men det lavede landets nye leder, Joe Biden, om på samme dag, han blev indsat og skrev under på landets retur til aftalen.

Biden er en travl mand

Og Mette Frederiksen skal nok få talt med Joe Biden og måske endda besøgt ham, vurderer Jesper Steinmetz.

- Jeg er sikker på, at man fra dansk side presser på for en samtale med Joe Biden, siger han.

- Men Biden har meget andet at se til end at tale med udenlandske stats- og regeringschefer i denne hektiske første periode. Han har kun selv snakket med ganske få som for eksempel Canada, Mexico og Storbritannien, så det skal man ikke lægge noget i.

For netop nu er kampen mod coronapandemien det altoverskyggende fokus for begge lande, som det understreges i Mette Frederiksens Facebook-opslag lørdag morgen.

- Vi talte om, hvor vigtigt det er, at vi samarbejder internationalt, så vi kommer bedst igennem pandemien. Det bruger vi begge størstedelen af vores tid på lige nu, skriver hun.