Coronavirus

Ungarn fortsætter enegang i EU og tilbyder nu kinesisk vaccine

Der er en udbredt skepsis blandt ungarerne mod den kinesiske vaccine, da den ikke er godkendt i EU, fortæller TV 2s korrespondent Uffe Dreesen.

EU-landet Ungarn tager onsdag den kinesiske vaccine CoronaVac i brug i kampen mod coronapandemien.

Det skriver det britiske medie Daily Express.

Det er første gang, den kinesiske vaccine, der er udviklet af Sinovac Biotech, tages i brug i et EU-land.

Med godkendelsen af CoronaVac fortsætter Ungarn dermed sin enegang i EU.

Ungarerne bliver allerede vaccineret med den russiske vaccine Sputnik V ud over de vacciner, som EU-landene i fællesskab har købt.

Ungarsk kritik af EU

Ungarns nationalistiske regering har flere gange kritiseret EU for at være for langsomme i forhandlingerne med vaccineproducenterne.

Det fortæller TV 2s korrespondent Uffe Dreesen fra Budapest:

- Man siger, der har været et kaos med hensyn til anskaffelsen af vacciner i EU. Derfor går man nu sine egne veje. Ministerpræsident Viktor Orbán har sagt, at man ikke har brug for bortforklaringer, man har brug for vacciner.

EU-Kommissionen har hidtil forhandlet med de selskaber, der producerer vacciner mod covid-19, på vegne af alle 27 medlemslande.

Forhandlingerne omfatter dog ikke køb af Sputnik V eller CoronaVac.

Ungarerne er skeptiske

Da hverken den russiske eller kinesiske vaccine er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), har de ungarske myndigheder valgt at springe nogle vigtige sikkerhedsprocedurer over, forklarer TV 2s korrespondent:

- En del ungarere er allerede vaccineret med den russiske Sputnik V, og mange vil sikkert også takke ja til den kinesiske vaccine, men i sidste ende er det faktisk en form for forsøg, fordi man ikke kender til virkningerne.

Der er derfor en udbredt skepsis blandt befolkningen i Ungarn mod at lade sig vaccinere med CoronaVac, fortæller Uffe Dreesen.

- Folk har en fornemmelse af, at vaccinen ikke er ordentligt afprøvet, og den er jo heller ikke godkendt i EU.

Læge vil ikke anbefale vaccine

Rent praktisk kommer vaccineringen med den kinesiske vaccine til at foregå sådan, at de praktiserende læger vil kontakte deres patienter i de kommende dage. De vil så få tilbudt et stik med CoronaVac.

- Vi skal ud at besøge en læge senere i dag, som har den kinesiske vaccine som en del af sit tilbud. Han vil ikke selv anbefale den, da man ikke kender de nøjagtige testresultater, fortæller Uffe Dreesen.

For en måned siden skrev det brasilianske nyhedsmedie UOL, at den kinesiske vaccine beskytter langt mindre end konkurrenternes.

CoronaVac bliver testet og udviklet i samarbejde med det brasilianske forskningsinstitut Butantan i Sao Paolo. Her har det ifølge UOL vist sig, at den har en beskyttende effekt på mindre end 60 procent.

Konkurrerende vacciner som Modernas og Pfizer/BioNTechs har begge en effekt på over 90 procent.

Til dato er godt seks procent af den ungarske befolkning blevet vaccineret mod covid-19.