Udland

Enighed om nye EU-sanktioner efter russisk "ydmygelse" af EU

De nye sanktioner vil ramme en række indflydelsesrige russere - men næppe Putin selv.

EU’s udenrigsministre har besluttet at straffe Rusland med nye sanktioner efter fængslingen af landets førende Putin-kritiker Aleksej Navalnyj.

Den politiske aftale blev taget på et udenrigsministermøde mandag og vil blive udmøntet i løbet af ugen, oplyser EU-kilder til TV 2 og flere andre medier.

- Der er tale om sanktioner mod en række specifikke personer, der har spillet en rolle i krænkelserne af menneskerettighederne i Rusland, specielt i forbindelse med fængslingen af Navalnyj og undertrykkelsen af demonstrationerne til støtte for Navalnyj, fortæller TV 2’s EU-korrespondent Lotte Mejlhede.

Det forventes, at EU’s udenrigschef Josep Borell i løbet af denne uge vil sætte navn på de personer, der skal omfattes af sanktionerne.

Før mødets start sagde den danske udenrigsminister Jeppe Kofod, at det var vigtigt at EU kunne sætte ”hårdt mod hårdt” overfor Rusland.

- Vi skal reagere kraftigt på overgrebet og fængslingen af Navalnyj, som er et politisk skuespil, mens vi støtter de russere, der kæmper for deres demokratiske frihedsrettigheder, sagde han til TV 2 mandag morgen.

Før mødets start sagde den danske udenrigsminister Jeppe Kofod, at det var vigtigt at EU kunne sætte 'hårdt mod hårdt' overfor Rusland.

Indefryser formuer

Sanktionerne betyder, at personerne på listen får indrejseforbud i EU og at deres eventuelle formuer, der er placeret i EU, bliver indefrosset.

- Det er sanktioner, der kan gøre ondt på personer tæt på præsident Vladimir Putin. Putin selv er næppe på listen. Det plejer man ikke at gøre – også for at have en mulighed for, at man senere kan stramme skruen endnu mere, siger Lotte Mejlhede.

Det er våben, som EU allerede tidligere har benyttet sig af. Seks russere blev allerede ramt af sanktioner efter forgiftningen af Navalnyj sidste år, men siden har EU tøvet med at optrappe konflikten med Rusland yderligere.

Politiet anholder en protesterende Navalnyj-tilhænger under en demonstrantion i Sankt Petersborg i januar

Ydmygelse i Moskva

Den nye, skrappere kurs fra EU’s side kommer efter Rusland for 14 dage siden udsatte EU for en usædvanlig diplomatisk ydmygelse.

EU forsøgte at række hånden ud til Rusland, og sendte udenrigschef Josep Borell til Moskva, hvor han skulle mødes med Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov.

Men under selve mødet mellem de to annoncerede Rusland til EU’s store overraskelse, at man ville udvise diplomater fra tre EU-lande, fordi de for tydeligt havde vist støtte til Navalnyj og hans tilhængere.

- EU blev fuldstændigt ydmyget. Man anede ikke noget om det på forhånd. Og det har skabt et stemningsskifte, så EU’s medlemslande nu er enige om, at der er behov for at vise flaget, siger Lotte Mejlhede.

Forgiftet og fængslet

Navalnyj, der er præsident Vladimir Putins største rival, blev anholdt i januar, da han vendte hjem fra Tyskland. Her var han blevet behandlet efter at være blevet forgiftet med nervegiften Novitjok.

Navalnyj hævder selv, at Ruslands efterretningstjeneste stod bag.

Han blev ved hjemkomsten anholdt for ifølge myndighederne at have brudt regler i forbindelse en betinget dom, han fik tilbage i 2014.

Senere - i begyndelsen af februar - blev han sendt i fængsel, da en domstol ændrede en betinget dom på tre et halvt års fængsel til en ubetinget straf.

Hans tilhængere har siden arrangeret protester, der – efter russisk målestok – har samlet mange deltagere, men som er blevet slået ned med hård hånd.