Pfizer-BioNTech-vaccinen er ekstremt effektiv, viser nye tal

Tal fra de israelske sundhedsmyndigheder viser, at vaccinen er næsten 96 procent effektiv i beskyttelsen mod smitte med covid-19.

Israel er det land i verden, der er suverænt længst fremme i deres vaccinationsprogram.

Ud af 9,3 millioner israelere har 4,25 millioner fået første stik, og blandt dem har 2,88 millioner borgere fået begge stik og er dermed færdigvaccineret.

Og nu tegner nye tal et meget positivt billede for denne gruppe. Det skriver den israelske avis Haaretz.

Tal fra de israelske sundhedsmyndigheder for de næsten tre millioner borgere viser nemlig, at Pfizer-BioNtech-vaccinen to uger efter sidste stik har en effektivitet mod smitte på næsten 96 procent. Samtidig forhindrer den alvorlige sygdomsforløb med mere end 99 procent.

De nærmere tal for effektiviteten to uger efter færdigvaccinering er:

  • 95,8 procent beskyttelse mod smitte
  • 98,0 procent beskyttelse mod feber og åndedrætsbesvær
  • 98,9 procent beskyttelse mod indlæggelse
  • 98,9 procent beskyttelse mod dødsfald
  • 99,2 procent beskyttelse mod alvorlige sygdomsforløb

Professor: "Imponerende og opmuntrende"

Israel sikrede sig fra start en stor del af vaccinerne fra Pfizer-BioNtech – både fordi de var villige til at betale mere for doserne end EU, men også fordi de indvilligede i at dele borgernes sundhedsdata fra vaccineindsatsen med medicinalvirksomheden.

I Danmark har vi på nuværende tidspunkt taget tre forskellige vacciner i brug: Pfizer-BioNtech-, AstraZeneca- og Modernavaccinen. Og selvom tallene fra Israel er både ”meget imponerende og opmuntrende”, er det mindre vigtigt, hvilken vaccine vi bruger.

Det siger Søren Riis Paludan, der er professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.

- Det handler i bund og grund om hurtigst muligt at få vaccineret så mange som muligt, siger han til TV 2.

- Selvom mRNA-vaccinerne (Pfizer-BioNtech og Moderna, red.) ser ud til at klare sig lidt bedre, så kan de andre bruges til at beskytte os andre og rykke os mod flokimmunitet.

De danske sundhedsmyndigheder har indgået aftaler om levering af 4,6 millioner doser af Pfizer-BioNtech-vaccinen.

Vaccinepas i Israel

Israel har indført et grønt vaccinepas, der giver borgere, som er fuldt vaccinerede, mulighed for eksempelvis at tage i fitness, til koncert, i teatret eller til et sportsarrangement.

Samtidig har skolerne og en række butikker søndag fået mulighed for at åbne igen.

Tiltaget sker ifølge ZDF blandt andet for at stimulere landets økonomi, hvor mange af de forretningsdrivende, der har været tvangsnedlukkede, ikke har modtaget økonomisk hjælp fra regeringen.

Over for Ritzau forklarer den danske ambassadør i landet, Anne Dorte Riggelsen, at tiltaget med vaccinepasset har skabt blandede følelser i befolkningen.

- Befolkningen er utroligt lettet over, at man nu er gået ind i det, sundhedsministeren kalder den første fase af genåbningen, siger hun.

Hun mener dog samtidig, at en genåbning, der baserer sig på vaccination, kan føles invaderende for de borgere, der ikke ønsker at få den.

Israel har siden 19. december vaccineret over 49 procent af befolkningen. Målet er at have tilbudt vacciner til alle borgere over 16 år inden udgangen af marts.