Udland

Dele af passagerfly regnede ned over amerikansk by

Et fly måtte lande kort efter at være lettet, da en af motorerne eksploderede.

Indbyggere i Denver-bydelen Broomfield i den amerikanske delstat Colorado havde en noget usædvanlig lørdag.

Lidt over middag hørtes et stort brag, og så regnede det med metal.

- Jeg troede først, at det var dele af en UFO, sagde Mary Ellen Sucato til Denver Post.

En stor ring af gråt metal var landet i Kirby Klements' forhave og havde også ramt hans bil. Han havde lidt bedre styr på, hvor det kunne komme fra.

- Jeg vidste med det samme, at det var det forreste af en flymotor, sagde han også til Denver Post.

Den forreste del af flyets motor landede i Kirby Klements' forhave.

Motor eksploderede

Det havde han fuldstændig ret i. Regnen af metal kom nemlig fra et fly fra United Airlines, som 20 minutter forinden var lettet fra Denvers internationale lufthavn med kurs mod Honolulu i Hawaii.

- Der lød et kæmpe brag. Præcis den slags lyd, du ikke har lyst til at høre, når du er på et fly. Jeg kiggede ud af vinduet og blev rimelig skræmt over at se, at motoren på min side af flyet manglede, sagde Travis Loock, en af 231 passagerer på flyet, til CNN.

Han beskrev stemningen på flyet som fuld af frygt, men at folk forholdt sig roligt.

- Mange kunne ikke se motoren, så jeg var nok lidt mere i panik end andre.

Travis Loock var dog ikke mere skræmt, end at han havde overskud til at filme ud af vinduet.

Mary Schiavo, der er transportanalytiker for CNN, beskriver det, der skete, som "bogstaveligt talt, at motoren eksploderer".

- Den slags problem kan opstå ved letning, fordi man skal have så meget kraft ud af motorerne for at komme afsted, siger hun.

Den højre motor på flyet eksploderede.

Ingen meldinger om skader

Det lykkedes for piloterne at lande flyet sikkert tilbage i Denvers lufthavn, og heller ikke på jorden kom nogen til skade af de store mængder faldende metal – et mindre mirakel, lyder det fra flere kanter.

- Vi kunne have haft hundredevis af mennesker her, sagde Rachel Welte, talskvinde for Broomfield Politi, da hun lørdag talte i en lokal park, hvor mange vragdele var faldet.

Dele fra flyet er fundet flere steder i byen.
Flere steder er der spærret af rundt om de nedfaldne dele.

- Det faktum, at vi ikke har nogen meldinger om skader på det her tidspunkt, er helt ufatteligt.

Myndighederne er nu i fuld gang med at indsamle og kategorisere vragdelene, så man kan opklare, hvordan eksplosionen kunne ske. Alle borgere opfordres til at lade delene ligge, da deres placering og rækkefølge i forhold til hinanden kan være af afgørende betydning.

- Man plejer at sige, at det første stykke, der falder af et fly, indikerer, hvor ulykken er opstået. Så opgaven er nu at kigge på vragdelene og se på, hvilke dele der landede først, og hvordan de ser ud, siger Peter Goelz, tidligere direktør for den amerikanske Havarikommission til CNN.

Vragdele spredt ud over den lokale park.

Tabt dør og missil over Danmark

Herhjemme er der også enkelte eksempler på fly, der taber dele fra luften. Dog ingen så dramatiske som en eksploderet motor.

I 2010 fik borgere i Stigs Bjergby på Vestsjælland formentlig en overraskelse, da et passagerfly fra New York på vej mod København tabte en dør over landsbyen fra 11.000 fods højde.

Og i 2012 tabte et F-16 fly den forreste del af et missil under en træningsøvelse i Vestjylland. Det blev dog formentlig tabt i Vesterhavet, så heller ikke i det tilfælde var der nogen, der fik noget i hovedet.