Udland

Texas-borgere står i lange køer til rent vand efter vinterkaos

Iskoldt vejr og sprængte rør har gjort rent vand til en eftertragtet ressource i Texas.

Frustrerede borgere i Texas står fredag lokal tid i lange køer for at få adgang til rent drikkevand efter usædvanligt koldt vintervejr.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Søndag sidste uge ramte en storm sydstaten med kolossale mængder sne og hårde frostgrader.

Men Texas kæmper fortsat med eftervirkningerne, efter at millioner blev efterladt uden strøm og rent vand i dage. Mindst 40 menes at være døde i det hårde vejr.

- Alle butikker løber tør for vand

Hos flere er der stor vrede, mens myndighederne kæmper for at få systemerne op at køre igen.

Houston-borgeren Percy McGee siger selv, at han er ekstremt frustreret. Det skriver AFP.

McGee venter fredag på, at det bliver hans tur ved Delmar Stadium, som er blevet lavet om til et distributionscenter for uddeling af rent vand på flaske.

- Jeg har været oppe siden klokken fem. Jeg har været ude på vejene siden klokken seks. Og jeg ved, at klokken er 11.30 nu, men jeg vil sidde her, så længe det kræves. Altså jeg har jo ikke andet valg. Alle butikkerne i mit område er løbet tør for vand, siger Percy McGee til AFP.

- Jeg er meget frustreret. Jeg har sukkersyge. Jeg har en 94-årig, som jeg skal tage mig af. Vi har ikke fået noget medicin. Ingenting. Så jeg er virkelig frustreret mentalt. Men jeg holder sammen på mig selv.

Værre end covid-19

Fredag bevæger det kolde vejrsystem sig langsomt nordøst, og frostgraderne ventes denne weekend at blive afløst af op mellem 10 og 15 grader varme.

Det er en kærkommen nyhed - ikke mindst på hospitaler, hvor dele af sundhedspersonalet ifølge nyhedsbureauet Reuters aldrig har oplevet noget lignende.

Lægen Natasha Kathuria har været udsendt i 11 lande, arbejdet under den voldsomme snestorm i 2014 i Atlanta, hvor hundredvis blev såret, og også covid-19-pandemien. Men intet slår Texas-kulden.

- Vi er overvældede. Langt mere, end vi har været af covid, siger Kathuria ifølge Reuters.

Hospitaler har måttet køre på strøm fra generatorer, og vand er blevet kørt ind for at fylde store beholdere op.

Fredag har flere hospitaler igen fået strøm og vand - men ikke alle.

- Systemfejlen har totalt vendt op og ned på alt på skadestuerne - og i vores hjem, siger Kathuria.