Langt flere kan være smittet i Sydafrika end hidtil troet
WHO og FN opfordrer til at fokusere på Afrika i vaccinekapløbet. For vores alle sammens skyld.
Sydafrika har hele tiden været det afrikanske land, der har været hårdest ramt af pandemien. De officielle tal siger, at 1,5 millioner er eller har været smittet, og at 48.500 er døde med virussen.
Nu er der statistikere, der betvivler de officielle tal.
Ifølge nyhedsbureauet AFP stammer statistikernes opdagelser fra antistoftests, der kan afsløre, om en person har haft smitten, efter at vedkommende er blevet rask.
Deres undersøgelser baserer sig på lige under 5000 personer. De viser, at mellem 32 og 63 procent af dem har haft smitten. De officielle tal siger mellem 2 og 3 procent.
South African National Blood Service kalder undersøgelsen "ekstremt vigtig for Sydafrika", blandt andet fordi den blev udført mod slutningen af anden bølge i landet i januar og derfor giver et meget aktuelt øjebliksbillede.
Og siger samtidig, at tallet sagtens kan være endnu højere.
Eksperter: Giv Afrika vaccinen først
Forskellen på de nye opdagelser og de officielle tal bekræfter den almindelige antagelse, at mørketallene ikke bare i Sydafrika, men på hele kontinentet, er betydelige. Man har ikke den nødvendige testkapacitet.
På den ene side kan de nye tal tyde på, at Sydafrika nærmer sig flokimmunitet. På den anden side har coronavirussen en tilbøjelighed til at mutere, hvis den mangler en ”vært” at slå ned i og smitte. Det er risikoen nu.
Blandt andet derfor har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, opfordret til at droppe det, som organisationen kalder vaccine-nationalisme. Et begreb, der dækker over rige landes hamstring af vacciner.
I Sydafrika er der opstået en coronavirusvariant, der har spredt sig vidt omkring, blandt andet til Danmark.
De fleste sundhedsfaglige eksperter er enige i, at det ville give god mening at sørge for at vaccinere i Afrika først i et forsøg på at dæmme op for nye varianter, som den vaccine, vi har fået/får i Vesten, intet kan stille op imod.
Det kan med andre ord ende i en situation, hvor at uanset hvor meget vi bliver stukket i Vesten, lige lidt hjælper det, hvis de ikke-vaccinerede afrikanere udvikler nye varianter.
Verden har en ”moralsk pligt”
FN’s sikkerhedsråd har netop i denne uge sagt, at verden har en ”moralsk pligt” til at handle sammen. Generalsekretær Antonio Guterres luftede bekymring over, at 130 lande har ikke stukket nogen i skulderen endnu.
WHO’s generaldirektør, Tedros Ghebreyssus, siger, at vaccinerne skulle bringe håb, men nu har skabt endnu mere ulighed mellem dem, der har, og dem, der ikke har. Han påpeger det urimelige i, at unge i Vesten bliver vaccineret, mens de mest udsatte, sundhedsarbejdere og gamle i de fattige lande ikke bliver.
Afrika har 17 procent af verdens befolkning, men har kun rapporteret 3,5 af verdens smittede. Det kan skyldes manglende rapportering, men også – siger eksperterne – en ung befolkning, klima og immunitet fra tidligere vacciner.
Rwanda er i førertrøjen
I Østafrika er det lille land Rwanda det første, der så småt er begyndt at vaccinere.
Rwanda er et velorganiseret land styret af præsident Paul Kagames meget faste hånd. Landet kom ind på 6.-pladsen i den australske tænketank Lowry Institute’s vurdering af, hvordan verdens lande har håndteret pandemien.
En af betingelserne for at få vacciner under Covax-programmet - det vaccineprogram hos WHO, der skal tilgodese de fattigste lande - er, at man har en national handlingsplan. Det har langtfra alle afrikanske lande.
I Zimbabwe siger præsident Emmerson Mnangagwa, at de første vacciner er modtaget fra Kina, og at vaccinationerne kan begynde allerede nu.
Og så er der Tanzania, der er i en kategori helt for sig selv.
- Gud har stoppet coronapandemien
Landet ledes af præsident John Magufuli, der er en ivrig fortaler for at lade de højere magter ordne paragrafferne. Det er bare et spørgsmål om at bede noget mere til Gud og indtage noget urteekstrakt, siger han.
Han gik så vidt som at erklære pandemien for overstået i Tanzania i juni sidste år – takket være Gud.
Der er ingen restriktioner i Tanzania, og masker er ikke påbudt. Nogle fortæller, at de bliver set skævt til, hvis de alligevel bærer dem.
Nu er en af præsidentens nærmeste toppolitikere, John William Kijazi, død med coronavirus. Det samme er Seif Sharif Hamad, første vicepræsident i Zanzibar, der er en del af Tanzania.
Det har bare fået Magufuli til at opfordre sine landsmænd til at bede endnu mere.