Coronavirus

Israel åbner samfundet for halvdelen af befolkningen

Israelere, der er fuldt vaccineret, får tildelt et vaccinepas, der giver dem mulighed for at tage til koncert, i fitnesscenter og i svømmehallen.

Israel har vaccineret befolkningen i et langt højere tempo end andre lande.

Sådan ser første stadie ud på vores vej tilbage til vores næsten almindelige liv

Yuli Edelstein, sundhedsminister

Knap halvdelen af indbyggerne har fået det første stik med Pfizer/BioNtech-vaccinen, og over en fjerdedel er allerede fuldt vaccineret.

Og fra søndag bliver den fjerdedel belønnet med et såkaldt "grønt adgangskort", som de kan hente ned på telefonen med en app.

Det bliver tildelt en uge efter det sidste stik, og med det kan de vaccinerede – modsat resten af befolkningen – nyde et hotelophold, tage en tur i svømmehallen, gå i fitnesscenter, til koncert, på stadion eller i kirke, synagoge og andre steder, hvor de kan dyrke deres religion.

Fra marts giver det også adgang til bar- og restaurantbesøg.

- Sådan ser første stadie ud på vores vej tilbage til vores næsten almindelige liv, sagde sundhedsminister Yuli Edelstein, da han præsenterede tiltaget på et pressemøde.

Snyd straffes med bøde eller fængsel

Israelere, der allerede har haft covid-19 eller kan vise en negativ test taget inden for 72 timer, vil få samme privilegier som de vaccinerede.

Det er godt nyt for israelere under 16 år, der ikke kan blive vaccineret.

Der blomstrer dog allerede et sort marked for falske vaccinepas på det sociale medie Telegram, skriver Times of Israel.

Her har over 100.000 brugere meldt sig ind i grupper, hvor falske adgangskort udbydes.

At stemple alle, der ikke er vaccineret, som sygdomsspreder, eller at begrænse deres bevægelsesfrihed, er slag mod menneskerettighederne

Avichai Green

Man skal nemlig ikke nødvendigvis have en app for at kunne fremvise et vaccinepas. Gennem sundhedsministeriet kan man få en printvenlig version, og det pas er blevet kritiseret for at være for nemt at forfalske.

- De, der tror, at det er et spil og printer vaccinepas uden at være vaccineret, vil blive fanget, og deres gerninger kan ende med at give dem en fængselsstraf, lød det fra sundhedsministeren, da han blev forholdt problemet.

Bliver man taget med et forfalsket vaccinepas, giver det som udgangspunkt en bøde på knap 10.000 kroner, skriver The Guardian.

En fjerdedel vil ikke vaccineres

Selvom Israel på rekordtid har vaccineret næsten halvdelen af befolkningen, kan det blive svært at få vaccineret dem alle.

I en undersøgelse lavet af Channel 12 siger 25 procent af de ikke-vaccinerede, at de har i sinde at forblive netop det.

Grundene er frygt for bivirkninger, mistro til vaccinens effektivt og manglende tiltro til regering.

Det gælder for eksempel 32-årige Avichai Green, der fortæller The Guardian, at det grønne adgangskort er et farligt skridt og en glidebane.

- At stemple alle, der ikke er vaccinerede som sygdomsspredere, eller at begrænse deres bevægelsesfrihed er et slag mod menneskerettighederne, siger han til det britiske medie.

I Tyskland har landets etiske råd samme opfattelse. De har rådgivet den tyske regering til ikke at give vaccinerede særlige privilegier, fordi det kan skabe en ”albuementalitet”, der kan føre til uroligheder.

I stedet bør det være op til private virksomheder at afgøre, om kunderne skal have et vaccinepas for at få adgang.

Kan ikke bruges til rejser

I Danmark annoncerede regeringen først på måneden også planer om et digitalt vaccinepas. Men det skal først udvikles – hvilket ifølge finansminister Morten Bødskov (S) tager tre til fire måneder – og så står det endnu ikke klart, hvad det helt præcist skal bruges til.

Men i første omgang er der fokus på udlandsrejser.

Den del lader vente på sig for israelerne. I første omgang blev tiltaget navngivet "grønt pas", men det blev ændret til "adgangskort", så det ikke lød som en billet til udlandet.

Det kan det dog snart blive. Israel har nemlig lavet en foreløbig aftale med Grækenland og Cypern om at udveksle vaccinerede turister. Det forventes at træde i kraft fra 1. april.

- Jeg forventer, at det, vi kommer til at gøre med Israel, vil blive et forsøg på det, vi kan gøre med andre lande, sagde den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, der også har forsøgt at lave aftaler om vaccinepas med flere EU-lande.