Udland

USA melder sig klar til at mødes med Iran om atomaftale

I et klart skifte væk fra ekspræsident Trumps politik er USA nu villig til at diskutere atomaftale med Iran.

USA oplyser torsdag, at landet gerne vil mødes med Iran og fem andre lande for at diskutere Irans atomprogram.

Udmeldingen udgør et klart retningsskifte i forhold til USA's politik over for Iran under tidligere præsident Donald Trump.

Atomaftalen blev indgået i efteråret 2015 mellem Iran og FN's Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer - Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA - samt Tyskland.

Aftalen indebærer blandt andet, at Iran skulle afvikle centrale dele af sit atomprogram. Til gengæld ville omverdenen udfase en række omfattende økonomiske sanktioner mod iranerne.

Men i 2018 trak Trump USA ud af atomaftalen og indførte siden sanktioner mod landet.

Siden da er også Iran gradvist bakket ud af aftalen.

Denne uge oplyste Iran endda, at det vil mindske samarbejdet med internationale atominspektører.

Nu er der imidlertid åbnet en dør for nye samtaler.

- USA vil acceptere en invitation fra EU's højtstående repræsentant (udenrigschef Josep Borell, red.) om at deltage i et møde med P5+1 og Iran om at diskutere en diplomatisk vej frem, siger Ned Price, som er talsmand for USA's udenrigsministerium, i en meddelelse.

P5+1 er en henvisning til de lande, der indgik atomaftalen.

Det står dog endnu ikke klart, om Iran vil sige ja til nye samtaler.

Flere af de lande, der var med til at indgå aftalen, opfordrede torsdag Iran til ikke at tage "farlige" skridt i en retning, som kan gøre det umuligt at genoplive aftalen.

- Hvis Iran igen strengt overholder sine forpligtelser under JCPOA (atomaftalen, red.), så vil USA gøre det samme og være klar til at deltage i samtaler med Iran om det mål, lød det i en fælles udtalelse fra topdiplomater fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland og USA torsdag.