Udland

Midt i pandemi og historisk energikrise rejste Ted Cruz på ferie for at gøre sine døtre glade

Senator Ted Cruz er under massiv kritik, efter hans familie flygtede fra dybfrosne Texas.

I løbet af denne uge er Texas blevet ramt af den måske værste vinterstorm i delstatens historie.

Millioner af hjem har været uden strøm, endnu flere har været eller er uden vand, og i den normalt varme stat har texanerne måttet overleve de rekordsættende temperaturer i dårligt isolerede huse, der ikke er bygget til at modstå sådanne forhold. Noget, der ikke lykkedes for mindst 26 texanere, der har mistet livet til kulden.

I sådan en krisesituation vil mange se på politisk valgte ledere for at få vejledning og inspiration. Men Ted Cruz, den republikanske senator valgt i Texas, gik ikke ligefrem forrest i at føre texanerne gennem krisen og dele deres udfordringer.

I stedet forlod han hjemmet i dybfrosne Houston for at tage med familien til ferieparadiset Cancun i Mexico, hvor der i øjeblikket er mellem 25 og 30 graders varme.

Indså fejltagelse hurtigt

Cruz-familien rejste onsdag, men allerede torsdag var Ted Cruz tilbage i Texas, fordi kritikken haglede ned over ham, skriver New York Times.

- Det her er så kynisk, en politiker kan blive. Han er en politiker, der aldrig har interesseret sig for andre end sig selv, lød det eksempelvis fra Gilberto Hinojosa, der er formand for Det Demokratiske Parti i Texas.

Efter at være landet i Houston igen torsdag, forklarede Ted Cruz, at hans plan havde været at blive i Cancun indtil søndag. Man han indså, at det var "en åbenlys fejltagelse" at tage afsted - en beslutning, han oprindeligt havde truffet for at gøre sine to døtre glade.

- På den ene side har os forældre et ansvar for at tage os af vores børn og vores familier. Men jeg har også et ansvar, som jeg tager meget alvorligt, for at kæmpe for staten Texas, sagde han.

Han havde ellers haft et markant anderledes budskab til Texas' familier så sent som i mandags, hvor han i et radiointerview sagde, at man bør "holde sin familie sikker og bare blive hjemme" under krisen.

Hang borgmester ud for at gøre det samme

På sociale medier er Ted Cruz især blevet hængt ud for et interview, han gav i Cancun, hvor han iført en kortærmet polotrøje sagde, at "det er helt uacceptabelt, det der sker i Texas."

Ikke blot fordi, han selv var flygtet fra delstaten, men fordi han i december havde angrebet demokraten Stephen Adler, der er borgmester i byen Austin, for at gøre stort set det samme. Adler var nemlig rejst til Cabo San Lucas i Mexico, mens han opfordrede indbyggerne til at blive hjemme for at begrænse pandemien.

- Hyklere. Komplette og fuldkomne hyklere. Glem ikke, at borgmester Adler tog et privatfly til Cabo, og MENS HAN VAR I CABO optog en video, hvor han bad indbyggere i Austin om at "blive hjemme, hvis I kan ... dette er ikke tiden til at slappe af", skrev Cruz på Twitter.

Lyn-analyse

"Hjerteskærende: En texaner blev nødt til at rejse 2700 kilometer for at finde varme, vand og el".

Denne hånlige kommentar fra satireprogrammet The Daily Show rammer på fineste vis Ted Cruz' brøler ind.

Det er nok begrænset, hvor meget Cruz reelt kan være til hjælp for borgerne i Texas nu. Og hvem vil ikke gerne være en god far, hvilket Cruz insisterer var bevæggrunden for smutturen.

Men som Woody Allen formulerede det engang, er 80 procent af opskriften på succes, at man møder op. Cruz valgte den modsatte tilgang og hoppede som en moderne solkonge på et fly, mens hans vælgere sidder og fryser.

Vejret er blevet lunere

Krisen er på tilbagetog i Texas, hvor det ifølge CNN nu er 300.000 husstande, der mangler strøm. Det gjaldt 4,5 millioner husstande, da det stod værst til tidligere på ugen. Samtidig er vinterstormen drevet videre og hærger lige nu det nordøstlige USA i stedet. I Texas er der i denne uge solrigt vejr med relativt lune temperaturer.

Efterspillet på krisen er nu så småt gået i gang, og guvernør Greg Abbott lover nu, at han vil få afklaret, hvordan det kunne gå så galt med strøm- og vandforsyningerne.

- Texanerne fortjener svar på, hvordan det skete, og hvordan problemerne vil blive løst. Og de skal få de svar, siger han.

Også mange andre delstater Oregon, Louisiana, Mississippi, Illinois, Kentucky, Ohio, West Virginia, Virginia and North Carolina har været ramt af strømnedbrud i denne uge. Ingen kom dog i nærheden af at være så hårdt ramt som Texas.