Mars-robot er landet
Den succesfulde landing udløste jubel i kontrolrummet hos NASA.
Torsdag aften landede køretøjet Perseverance succesfuldt på Mars.
Det udløste jubelscener i kontrolrummet hos NASA i Pasadena i Californien.
Kort efter kom det første billede fra køretøjet af planetens overflade, som ses her i artiklen.
Perseverance landede i krateret Jezero Crater på Mars, som robotten også har sendt et billede hjem af.
Missionen til Mars skal forsøge at kaste lys over en række ubesvarede spørgsmål om den røde planet. Blandt andet om der er eller har været liv, og derudover skal robotten forsøge at transportere prøver tilbage til Jorden. Det vil i så fald være første gang, det lykkes.
Øger chance for bemandet mission
Dagens succesfulde landing øger chancen for at få en bemandet mission til Mars. Det vurderer Peter Norsk, tidligere forskningsleder i NASAs rumfysiologiske forskning.
- NASA har en klar tidsplan om at landsætte mennesker på Mars i midten af 2030'erne, og den her landing sandsynliggør, at den tidsplan kan holdes, siger han til TV 2.
Peter Norsk henviser til, at sikkerheden øges for astronauter for hver gang, man har lavet en sikker landing. Hertil kommer de opdagelser, som Perseverance kommer til at lave, og nye informationer om, hvor på overfladen, at der vil være de mest optimale landingssteder for astronauter i fremtiden.
Der er gået et halvt års rumrejse og mange års forberedelser forud for landingen.
11 minutters forsinkelse på signalet
Under selve landingen, der varede syv minutter, holdt NASAs forskere vejret, fordi der var risiko for, at det kunne gå galt.
Der er 11 minutters forsinkelse på signalet mellem Mars og Jorden, så derfor foregik landingen reelt set 11 minutter før, NASA fik signalet.
- Vi ved først, om det er gået godt, når det er sket. Det vil blive filmet, men det ser vi først, når vi modtager signalet, sagde Anja Cetti Andersen, professor og astrofysiker ved Niels Bohr Instituttet, til Ritzau.
Indtil robotten landede på Mars, holdt forskere verden over vejret. Køretøjet skulle nemlig bremses ned fra omkring 20.000 kilometer i timen til almindelig ganghastighed ved overfladen af Mars.
Kun 40 procent succes
Der er gennem tiden sendt et del missioner - alle uden mennesker - til Mars. I 1970'erne landede det første menneskeskabte objekt på Mars, der fungerede i 20 sekunder, inden det gik i stykker. Det var Sovjetunionen, der stod bag.
Fem år senere sendte USA en robot derop, der fungerede et par år. Men i 1997 landede en såkaldt rover, der er en robot, der kan bevæge sig på overfladen, der skulle undersøge Mars' geologi. Det var den såkaldte Pathfinder-mission, som USA stod bag.
De mest kendte rovere, der er landet på mars, er Spirit, Opportunity og Curiosity.
Kun 40 procent af alle missioner til Mars har været succesfulde ifølge NASA.