Udland

Frysende skildpadder reddes i tusindtal

Skildpaddecenter i Texas har modtaget 4500 nødstedte havskildpadder siden søndag, samtidig med at strømmen er gået.

Skildpadderne skyller op på stranden eller flyder i vandoverfladen.

De er lammet af kulde, og uden hjælp risikerer de at dø.

Ligesom tusindvis af texanere lider havskildpadderne under en – for den sydlige amerikanske delstat - usædvanlig kulde, der er forårsaget af historiske vinterstorme.

Havskildpadder er koldblodede, så i modsætning til andre havdyr som for eksempel delfiner kan de ikke regulere deres kropstemperatur, når havtemperaturen falder.

Kommer vandet under ti grader, risikerer skildpadderne at gå i en tilstand af hypotermi. Der indtræffer en form for kuldelammelse, hvor de bevarer bevidstheden, men de bliver sløve og mister evnen til at svømme.

Når det sker, flyder de op til havoverfladen eller blive skyllet i land og strander.

Ofre for rovdyr og påsejlinger

Her ligger dyrene helt forsvarsløse, og hvis de ikke bliver reddet hurtigt, vil de ofte dø af chok eller som ofre for rovdyr eller en påsejling, fremgår det af National Park Services hjemmeside.

Heldigvis for skildpadderne arbejder massevis af frivillige for at redde dem.

Myndighederne for park og dyreliv i Texas deltager i redningen af nedkølede skildpadder.

De sejler ud i både og skibe for at hente skildpadderne i land. Eller også henter de dem på stranden og smider dem op på trailere eller ladet af deres trucks, skriver radiostationen NPR. Og der er mange skildpadder at redde.

Dyrene bliver afleveret hos Sea Turtle, Inc., en nonprofitorganisation, der har hjemme på South Padre Island i Den Mexicanske Golf.

For tiden modtager skildpaddecentret hundredvis af nødstedte skildpadder om dagen.

4500 nødstedte skildpadder

Centret er vant til at hjælpe skildpadder, der er lammet af kulden, og træner hvert år sine mange frivillige i, hvordan man redder de nedkølede dyr.

Men ifølge organisationens Facebook-side har der aldrig været så mange kuldelammede havskildpadder i det sydlige Texas som nu.

Frivillige kører nødstedte skildpadder på ladet af deres trucks.

Siden søndag er der kommet næsten 4500 skildpadder ind ifølge direktør Wendy Knight. Den ældste er ifølge hende 150 år og vejer omkring 181 kilo.

- Kærligheden og støtten fra folk, der bare gerne vil hjælpe dyr, som ikke kan hjælpe sig selv, er overvældende, siger hun til NPR.

Men Sea Turtle, Inc. kæmper også en kamp for at hjælpe de mange havskildpadder.

Det lokale byråd har stillet lokaler til rådighed for at kunne opbevare de mange nedkølede skildpadder.
Der tages blandt andet soppebassiner i brug for at kunne opbevare de mange skildpadder.

Onsdag morgen lokal tid var organisationens anlæg fyldt op med 500 skildpadder, som ligger i beholdere på gulvet.

De øvrige omkring 4000 dyr bliver opbevaret i et konferencecenter på South Padre Island, som det lokale byråd stiller til rådighed. Her ligger skildpadderne på presenninger, i kasser og i soppebassiner.

Men pladsmanglen er ikke det eneste problem.

Hjælp fra SpaceX

Vinterstormene har forårsaget store strømafbrydelser og efterladt næsten en halv million texanere uden strøm på tredje døgn – og altså også 4500 havskildpadder.

- Vi er så glade for lokalsamfundets velvilje. Men hele indsatsen vil være forgæves, hvis vi ikke snart får strømmen tilbage til vores faciliter, sagde Wendy Knight mandag i en video på Facebook.

Myndighederne for park og dyreliv i Texas reddede tirsdag 141 havskildpadder op af det kolde vand.

Igen kom lokalsamfundet til hjælp, da frivillige stillede deres egne generatorer til rådighed.

Men den store hjælp kom tirsdag aften fra en berømt nabo til skildpaddecentret.

Fra Sea Turtle, Inc. på South Padre Island kan man se til SpaceX' affyringskompleks i Boca Chica.

For ikke langt fra centret har Elon Musks rumfartsselskab SpaceX et affyringskompleks, og SpaceX donerede en enorm erhvervsgenerator, der kan sikre skildpaddecentret den nødvendige strøm.

Dermed var det dog ikke slut med skildpaddecentrets kvaler. For da strømmen var tilbage, viste det sig, at centrets varme- og køleapparater var gået i stykker under den langvarige strømafbrydelse.

Derfor arbejder centret nu sammen med SpaceX på at finde en midlertidig løsning.

Imens forventer Wendy Knight, at flere skildpadder skal reddes fra det kolde vejr, som ser ud til fortsætte. Derfor forventer direktøren heller ikke, at de første skildpadder er klar til at blive genudsat før søndag.