Udland

Flere minutters rædsel venter Nasa inden landing på Mars

Nasa vil torsdag lande en rover på Mars, der skal undersøge, om der har været liv på planeten.

Medarbejderne hos den amerikanske rumfartsadministration (Nasa) kommer givetvis til at bide negle torsdag aften dansk tid.

Lige inden klokken 22 skal Nasa-rumkøretøjet Perseverance nemlig endelig lande på Mars, efter at have tilbagelagt seks måneder og næsten 500 millioner kilometer på sin rejse imod planeten.

Den ubemandede mission skal via rumkøretøjet blandt andet undersøge, om der har været liv på planeten.

Men inden det sker, skal køretøjet - der også betegnes som en rover eller robot - først landes på planetens overflade i det store krater Jezero.

"Syv minutters rædsel"

En landing, der ikke er nem. Den varer syv minutter, og den betegnes som "de syv minutters rædsel", fortæller Anja Cetti Andersen, der er professor og astrofysiker ved Niels Bohr Instituttet.

Desuden tager det 11 minutter for signalet at nå ned til jorden, hvilket skaber spændingen.

- Det er fordi, man bare sidder og venter. Vi ved først, om det er gået godt, når det er sket. Det vil blive filmet, men det ser vi først, når vi modtager signalet, siger hun.

Køretøjet skal bremses ned fra omkring 20.000 kilometer i timen til almindelig ganghastighed ved overfladen af Mars.

Undervejs daler det gennem Mars' tynde atmosfære ved hjælp af en faldskærm, inden bremseraketter får den helt ned i fart.

40 procent succesrate

Kun omkring 40 procent af alle missioner sendt til Mars af nogen rumorganisation har været succesfuld ifølge Nasa.

Der er en risiko for, at landingen går galt. Men fordi Nasa lykkedes i 2011 med Mars-roveren Curiosity, tror Anja Cetti Andersen også, at det lykkes denne gang.

- Vi kan være rimelig sikre på, at den lander på Mars. Spørgsmålet er, om den lander så kontrolleret, at den også kan køre, når den er landet. Det er det spændende.

- Det ene er, om faldskærmen folder sig ud, og Mars' atmosfære er kun en tiendedel af jordens atmosfære. Det betyder, at en faldskærm ikke er lige så effektiv til at bremse, siger hun.

Det helt store mål for Nasa er at sende et menneske til Mars, men det kræver, at man er sikker på, at astronauten kan lande blødt, fortæller Anja Cetti Andersen.

- Jeg har i de sidste 25 år sagt: "Det sker inden for 25 år". Men jeg tror nu, det bliver inden for de næste 25 år. Vi har teknologien til, at det kan lade sig gøre, siger hun.

Danmark er repræsenteret

Roveren, der blandt andet er udstyret med 19 kameraer og 2 mikrofoner, er den femte Mars-robot, som Nasa sender til planeten.

Jezero-krateret, hvor den skal lande, antages at have været dækket med vand og er derfor et godt sted at lede efter liv.

Danmark er også repræsenteret på missionen. Et af de 19 kameraer er nemlig udviklet af danske DTU Space.

Kameraet kan eksempelvis analysere klippeformationer og sten, fortæller John Leif Jørgensen.

Han er professor og afdelingsleder på DTU Space og står i spidsen for DTU's bidrag til missionen. Han fortæller, at "hvis alt går godt, og den lander, er det utroligt stort for Danmark".

- Jeg kommer helt sikkert til at bide negle, for der er så mange ting i landingen, der kan gå galt, siger han.

Rettelse: Tidligere fremgik det, at signalet er forsinket i syv minutter. Det er ikke korrekt. Det er 11 minutters forsinkelse. Det hedder dog alligevel "de syv minutters rædsel", fordi selve landingen tager syv minutter.