Udland

Strid om mineprojekt fører til ekstraordinært valg i Grønland

Syv ugers valgkamp er nu skudt i gang - grønlænderne skal stemme til tre valg i april.

- Forslaget er vedtaget, og dermed er valget udskrevet, lød det i går aftes efter en timelang debat i det grønlandske parlament Inatsisartut.

Her blev et stort flertal enige om, at der skal være ekstraordinært parlamentsvalg den 6. april.

Det sker efter stor politisk uenighed i regeringen omkring et gigantisk mineprojekt med uran og sjældne jordarter i Sydgrønland.

- Valgperioden er ovre. Det er i utide på grund af forskellige forhold. Men vi skal se fremad, sagde landsstyreformand Kim Kielsen efter afstemningen.

Grønland bliver forurenet, hvis det her projekt kommer i gang

Lena Pedersen, medlem af "Nej tak til uran"

Oppositionspartier gennemtvinger valg

Det er de fire oppositionspartier, Inuit Ataqatigiit, Demokraatit, Partii Naleraq og Atassut, der har gennemtvunget valget et år før valgperioden slutter.

- Landet har brug for at bygge broer, og situationen lige nu er uholdbar. Derfor fremlægger vi dette lovforslag. Vi kan ikke undgå et valg, da den politiske situation er uholdbar, lød det for to dage siden i en pressemeddelelse fra partierne.

Indtil 8. februar var det ene af de fire oppositionspartier, Demokraatit, ellers en del af regeringen. Men de valgte at trække sig ud af regeringssamarbejdet.

Striden handler om Kvanefjeldsminen, et mineprojekt få kilometer fra byen Narsaq i Sydgrønland, som både regeringspartierne og den grønlandske befolkning er dybt splittede omkring.

Tidspunktet for at gå i gang med mineprojektet er det helt rigtige

Jens-Frederik Nielsen, Demokraatit

Uenighed om mine-proces

Den nye partiformand for Siumut, Erik Jensen, meldte nemlig i starten af måneden ud, at han ønskede borgermøderne omkring mineprojektet udskudt på ubestemt tid og dermed udskyde hele processen.

- Den megen modstand, som mineprojektet møder, bør ingen sidde overhørig, lød det fra formanden til den grønlandske avis Sermitsiaq ovenpå borgermøder i flere byer i Sydgrønland.

Det var lidt af en kovending for partiet, der har stået i spidsen for at droppe den såkaldte uran-nultolerancepolitik og presset på for et endeligt go til australsk-kinesiske Greenland Minerals, der ejer projektet.

Derfor smuttede Demokraatit fra regeringssamarbejdet.

- Tidspunktet for at gå i gang (med mineprojektet red.) er det helt rigtige. Der er gode priser på sjældne jordarter. De skal bruges i den grønne omstilling. De er efterspurgte, fordi de sjældne jordarter, som findes i Kuannersuit, kan bruges til magneter i vindmøller og batterier i elbiler, sagde Grønlands nu tidligere minister for Erhverv og Mineralske Råstoffer fra Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen til Sermitsiaq tilbage i januar.

Kræver folkeafstemning

Det afgørende spørgsmål bliver nu, hvordan mineprojektet kommer til at fylde i valgkampen de næste syv uger.

Oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit (IA), som er hård modstander af minen, står i den seneste meningsmåling fra januar til at tage Siumuts titel som Grønlands største parti.

De kræver en folkeafstemning i Sydgrønland om brydning af uran fra Kvanefjeld.

- Jeg tør godt sige, at der i dag er stort flertal imod minen blandt borgerne. Gennem årene har vi fået flere oplysninger. Det står ret klart, at det bliver farligt for os, der bor her i byen, siger Mariane Paviasen, medlem af IA til Politiken.

Bekymring imod atomkraft

Også protestbevægelsen "Nej tak til Uran" vinder opbakning og har udført flere demonstrationer i forbindelse med borgermøderne omkring Kvanefjeldsminen.

Deres bekymring går på de radioaktive stoffer og konsekvenserne for naturen og miljøet i området for mineprojektet.

- Selskabet udlægger sagen, som om det hele er rosenrødt, og at der ikke er noget i vejen med projektet. De udlægger det som om, Grønland skal redde verden med de sjældne jordarter, og det er beskidt. For Grønland bliver forurenet, hvis det her projekt kommer i gang, sagde Lena Pedersen, medlem af protestbevægelsen til Sermitisiaq ved et borgermøde i Qaqortoq.

På grund af den politiske uenighed er høringsperioden for mineprojektet blevet udskudt til juni, hvor det oprindelig lå midt i marts.

Udover parlamentsvalg, skal grønlænderne også stemme til kommunalvalget og menighedsrådene den 6. April.