Udland

Facebook fjerner alle nyheder fra australske brugeres sider

En strid om et nyt lovforslag i Australien har fået Facebook til at lukke for nyheder på det sociale medie.

Det vil fremover hverken være muligt for privatpersoner eller virksomheder i Australien at læse eller dele mediers nyheder på Facebook.

Det fremgår onsdag af en pressemeddelelse fra det sociale medie.

Beslutningen bunder i en strid om et australsk lovforslag.

Forslaget lægger op til, at sociale medier som Facebook fremover skal betale en del af deres overskud til de etablerede medier.

- Lovforslaget misforstår helt fundamentalt forholdet mellem vores platform og udgivere, der bruger den til at dele nyhedshistorier.

- Det har efterladt os med et svært valg: Enten skal vi efterleve en lov, der ignorerer det forhold, eller også skal vi stoppe med at tillade nyheder på vores tjenester i Australien. Vi har valgt det sidste, skriver Facebook.

Facebook præciserer blandt andet, at private brugere fremover "ikke kan se eller dele australske eller internationale nyheder på Facebook".

Også Google overvejer fremtid i Australien

Ifølge Facebook hjalp det sociale medie sidste år australske udgivere med at tjene omkring 407 millioner australske dollar - knap 2 milliarder kroner - gennem 5,1 milliarder henvisninger til deres hjemmesider.

Lovforslaget har også tvunget Google til at overveje sin fremtid i Australien.

Google har blandt andet truet med at lukke sin søgemaskine i landet for at undgå indholdslove, der er "umulige at arbejde med".

Google har dog tidligere indgået aftaler med nyhedsmedier.

Man ifølge Facebook er Google også forskellig fra Facebook.

- Vores platforme har helt fundamentalt et andet forhold til nyheder. Googles søgemaskine hænger uløseligt sammen med nyheder, og udgivere lægger ikke frivilligt deres indhold frem, skriver Facebook.

- Til gengæld lægger udgivere gladeligt nyhedshistorier op på Facebook, da det fører til salg af flere abonnementer, lyder det.