Udland

Billedet af en frossen vindmølle vækker opsigt i USA, men ikke alt er, som det ser ud

Misinformation og beskyldninger om problemer ved vedvarende energi har fået nyt liv, efter en iskold snestorm har lammet dele af USA.

Kritikken har tårnet sig op, efter en historisk vinterstorm har efterladt millioner af indbyggere uden strøm i delstaten Texas i det sydlige USA.

Og særligt én ting får skylden.

For da først, der kom meldinger om, at flere vindmøller ligefrem var frosset fast i kuldegraderne, varede det ikke længe, før modstandere af de grønne energi-alternativer rettede fokus på brugen af vindenergi.

- Det er, hvad der sker, når du tvinger elnettet til delvist at være afhængigt af vind som strømkilde, skriver den republikanske senator Dan Crenshaw på Twitter.

I et senere tweet rejser han spørgsmålet, om man nogensinde kan stole på, at vedvarende energi er i stand til at levere strøm under ekstremt vejr.

- Nej, du har brug for gas eller atomkraft, svarer Crenshaw sig selv.

Den republikanske landbrugskommissær i Texas, Sid Miller, der ifølge The Texas Tribune tidligere har spredt misinformation og konspirationsteorier, skriver på Facebook, at Texas "aldrig bør bygge en vindmølle igen."

Også den kendte Fox News-vært Tucker Carlson har påstået, at den vedvarende energi er skyld i strømproblemerne, og at Texas er "totalt afhængig af vindmøllefarme".

Men kritikken er forfejlet, skriver flere amerikanske medier, heriblandt Wall Street Journal.

Andre energikilder bærer større skyld

Faktisk udgør vindenergi kun syv procent af den samlede elproduktion hos Electric Reliability Council of Texas (ERCOT), der driver elnettet i Texas.

Til sammenligning udgør kul, naturgas og atomkraft omkring 80 procent.

Selvom nogle vindmøller ganske rigtig er frosset til, er fejl på naturgas-, kul- og atomkraftværker skyld i næsten dobbelt så mange af de aktuelle strømafbrydelser som den vedvarende energi. Det oplyste ERCOT på et pressemøde tirsdag.

Tidligere har ERCOT endda oplyst, at de ikke-tilfrosne vindmøller producerede mere strøm end ventet, hvilket dækkede en del af tabet fra de frosne møller.

Billede bruges til misinformation

Andre konservative stemmer har blandet sig i debatten og kritiseret de grønne alternativer for ikke at være så grønne, som de hævder.

På sociale medier har mange delt et billede, der, ifølge manden bag det virale opslag, viser en helikopter afise en tilfrosset vindmølle ved hjælp af kemikalier.

Manden, der arbejder som lobbyist for den fossile brændstof-industri, har siden blokeret den offentlige adgang til sine tweets.

Heller ikke det konservative kongresmedlem Lauren Boebert har holdt sig tilbage fra at fortælle, hvorfor grøn energi ikke er problemfrit.

- Ved du, hvordan man afiser en frossen vindmølle? Ved at sende en helikopter op, som skyder kemikalier ud på vingerne. Du har også brug for brændstof til helikopteren. Husk lige på det, når du tænker på, hvor "grønne" vindmøller er, skriver Boebert på Twitter.

Men billedet af helikopteren er ikke fra Texas. Og der bliver ikke brugt kemikalier.

Det stammer fra en demonstrationsflyvning i Sverige i 2014, og helikopteren brugte varmt vandt til afisningen, hvilket techmediet Gizmodo har afdækket.

Ifølge mediet er det gamle billede flere gange tidligere gået viralt som en del af misinformation om vindmøller.

Newsweek har uden held forsøgt at få en kommentar fra ERCOT, men skriver, at der ingen beviser er for, at der er sprøjtet kemikalier over vindmøllerne i Texas.

Vinterfunktion blev fravalgt i Texas

Overisning af vindmøller er typisk et fænomen, der ses på landmøller på udsatte steder som eksempelvis bjergrige områder, mens der ikke er fare for, at havmøller iser til, da det simpelthen er for varmt.

Beregninger viser ifølge DTU, at en mølle kan miste helt op til 20 procent af sin årsproduktion ved overisning.

Det er muligt at tilpasse vindmøller, så de også er funktionsdygtige i lave temperaturer, men ifølge The Texas Tribune er den funktion sparet væk på møllerne i Texas, da delstaten sjældent oplever så kolde vintre.