Udland

Separatister vandt valget, men der er lang vej til uafhængighed

De catalanske separatistpartier har for første gang fået over halvdelen af stemmerne ved et parlamentsvalg regionen.

Selvom gårsdagens parlamentsvalg skete i Coronapandemiens skygge, så blev det alligevel til en fjer i hatten for de partier i det catalanske parlament, som går ind for uafhængighed.

Separatistpartierne fik 74 pladser ud af parlamentets 135 og udbygger dermed deres flertal i parlamentet.

- Jeg vil gerne sende et signal til Europas myndigheder. Resultatet er klart: Vi, separatistpartierne, har opnået et flertal. Det catalanske folk har talt. Tiden er inde til at drøfte en folkeafstemning om selvbestemmelse, sagde Pere Aragones, spidskandidat for ERC, som blev det største af de tre uafhængighedspartier med godt 21 procent af stemmerne.

Han fik både kys og kram af partiets leder Oriol Junqueras, som var midlertidigt løsladt fra fængslet, hvor han afsoner en straf for sin rolle under løsrivelseskonflikten i 2017.

Separatistpartier kalder valgsejr 'et signal til Europa'. Video: Mie Leonora Heiberg

Socialdemokraterne fik flest stemmer

Samtidig er separatistpartiernes opponent, som ikke ønsker en løsrivelse fra Spanien, dog også kommet stærkt ud af valget. Det socialdemokratiske parti PSC, var det parti, der fik flest stemmer i går.

Med 23 procent af stemmerne sætter partiet sig på 33 pladser i parlamentet - det samme antal som ERC.

De catalanske separatistpartier har for første gang fået over halvdelen af stemmerne ved et parlamentsvalg regionen.

- Det er et valgresultat, som rigtignok giver et bredere fundament for uafhængighedspartierne i parlamentet, siger TV 2's Spanien-korrespondent Jeppe Krogager og fortsætter:

- Men den anden fløj har også fået et stærkt rygstød fra deres vælgere.

Lav valgdeltagelse

Vælgere, der var smittet med covid-19, havde i går også ret til at komme fysisk til valgstederne og sætte deres kryds. Derfor var valget præget af en stærk bekymring for smitte. Blandt andet havde op mod en tredjedel af de valgtilforordnede bedt om at blive fritaget fra tjeneste.

Det tyder også på at have påvirket valgdeltagelsen, som lå på 53 procent, hvor den ved sidste valg lå på 79 procent.

- Legitimiteten ved det her valg er ikke så stor, hverken for separatistpartierne eller deres modstandere, når det kun er omkring halvdelen af de stemmeberettigede, der har stemt, siger Jeppe Krogager.

Derfor vurderer han, at der kan der være langt vej til endnu en folkeafstemning om uafhængighed, som ERC's spidskandidat bringer på banen.

- Med så lav en valgdeltagelse skal politikerne nok passe på ikke at tolke resultatet for firkantet. Både de catalanske separatister såvel som de partier, der ønsker at Catalonien forbliver i Spanien, siger Jeppe Krogager.

ERC på præsidentposten

Partierne skal nu konstituere sig, og socialdemokraternes kandidat - den tidligere spanske sundhedsminister, Salvador Illa - mener, at han bør være regionens nye præsident, eftersom hans parti var det, der høstede flest stemmer.

Men alt tyder på, at den nye præsident for regionen bliver separatistpartiet ERC's spidskandidat Pere Aragones.

- Med separatistpartiernes flertal tyder alt på, at ERC er tættest på at få den regionale præsidentpost, siger Jeppe Krogager.

Grunden til, at catalanerne skulle til stemmeurnerne i går, er, at regionens tidligere præsident, Quim Torra, sidste år blev dømt for at have ladet offentlige bygninger udsmykke med separatistiske symboler i forbindelse med det spanske valg i april.