Israel havde fuld fart på vaccinerne, men nu kæmper myndighederne mod massiv misinformation
Myndighederne i Israel har oprettet et center, som bekæmper misinformation i døgndrift. Folk er ikke længere så ivrige efter at blive vaccineret.
Nyheden lød glædelig, da den kom tidligt mandag morgen.
Den kom fra Israel, der er blandt de lande i verden, hvor flest borgere er blevet vaccineret mod covid-19.
Og nu kunne landets største udbyder af sundhedsydelser, Clalit, fortælle, at en enorm undersøgelse af 600.000 vaccinerede israelere viste, at coronavaccinen fra Pfizer og BioNTech er lige så effektiv som lovet.
Ifølge tallene fra Clalit giver vaccinen 94 procents beskyttelse mod at udvikle covid-19, når man har fået de to stik i skulderen.
Men de seneste to uger har også budt på andre tal.
Tal som de israelske myndigheder ikke har lige så travlt med at fremhæve.
Indsatsen med at vaccinere den israelske befolkning har nemlig mistet det tempo, der i januar medførte, at mellem 100.000 og 120.000 mennesker blev vaccineret om dagen.
I løbet af den seneste uge har tallet flere gange været nede på 60.000 dagligt viser den offentlige opgørelse over vaccinationer fra de israelske myndigheder.
Et voksende problem
Hos Clalit har man været opmærksom på problemet i et stykke tid, og Kalanit Kaye, der er leder af vaccinationsprogrammet hos Clalit fortalte i sidste uge, at det ikke er lige så nemt at overbevise yngre mennesker om, at de bør lade sig vaccinere, som de ældre og mere sårbare medborgere.
- Desværre gør falske nyheder på sociale medier og i pressen stor skade. Folk er ikke tilstrækkeligt bange for coronavirus, fordi de ikke er fortrolige med, hvad det forårsager, sagde Kalanit Kaye til Times of Israel.
Problemet er ifølge Adi Niv-Yagoda, der er ekspert i folkesundhedsvidenskab ved universitetet i Tel Aviv, at det, der i sin tid var en hård kerne af vaccinemodstandere pludselig når bredt ud til israelerne.
- Vores problem er, at en hel industri har udviklet sig omkring den samme lille ideologiske kerne, sagde han til avisen Haaretz lørdag 13. februar.
Myndighederne ser de falske nyheder som en så stor udfordring, at der netop er blevet oprettet et center, som skal overvåge sociale medier og bekæmpe misinformation i døgndrift.
Centeret har allerede 11 operative medarbejdere, og yderligere syv begynder i løbet af kort tid skriver Haaretz.
Kampen på Facebook
Medarbejderne på centeret skal koncentrere sig om sociale medier, hvor det er målet, at misinformation skal forsvinde få timer, efter det er kommet online.
- Dette er en arena, vi ikke kan forlade. Vi er nødt til at kæmpe på de sociale medier, såvel som at sprede vores egen information på forskellige kanaler, siger Einav Shimron, der er vicechef ved sundhedsmyndighedernes informationskontor til avisen.
Han fortæller, at den israelske stat officielt henvender sig til Facebook, Google, så der hurtigt bliver skredet til handling.
Et af de steder, hvor modstanden mod vacciner stortrives, er hos Israels arabiske befolkning, hvor tilliden til de jødiske magthavere ikke er ret stor.
Ifølge Bishara Basharat, der er læge og bestyrer af en af de arabiske sundhedsorganisationer, er folk "bekymrede".
- Der er masser af propaganda mod vaccinen på sociale medier, fortalte han til Times of Israel i december.
Vaccineret på Valentinsdag
Myndighedernes indsats mod misinformation har også ramt blandt Israels ortodokse jøder, hvor der er en udpræget vaccineskepsis.
For eksempel udsendte de israelske myndigheder søndag 14. februar en offentlig advarsel mod den jødiske rabbi Yuval Hacohen Asherov, der markedsfører sig som alternativ behandler og påstår, at vaccinen mod coronavirus er livsfarlig og skadelig for fertiliteten.
Myndighederne forsøger dog også at opmuntre borgerne.
For eksempel udnyttede Israels sundhedsminister Yuli Edelstein den netop overståede Valentinsdag til at dele en lille film på Twitter.
I videoen giver en mand sin kæreste en lille æske, der ser ud til at indeholde en forlovelsesring.
- Vil du lade dig vaccinere med mig?, spørger han, da æsken åbnes, og i stedet for en ring indeholder den en flaske vaccine.
- Vi vil altid forsøge at beholde den, der er mest dyrebar for os, så tag den du elsker med og bliv vaccineret på Valentinsdag, skriver Yuli Edelstein i ledsageteksten til sit tweet.
Videoen er langt fra det eneste skridt, som sundhedsmyndighederne har taget for at få flere til at lade sig vaccinere.
Myndighedernes andre metoder
Senest er Israels premierminister Benjamin Netanyahu kommet med et lovforslag om, at de israelske myndigheder skal føre register over alle, der ikke er blevet vaccineret.
Regeringen har også foreslået, at samtlige ansatte i erhverv, hvor man omgås mange mennesker, skal vaccineres eller imødese meget hyppige coronatests.
Samtidig diskuterer eksperter i israelsk lov, hvorvidt man kan tvangsvaccinere borgerne.
Det skete i weekendens udgave af Haaretz.
Og der findes faktisk en gammel lov, hvor myndighederne kan fængsle folk, der ikke vil lade sig vaccinere.
Ifølge avisen er loven dog fra dengang, hvor området hed Palæstina og var under britisk overherredømme, og den gamle lov kan derfor formentlig udfordres i landets højesteret.
Om det kommer dertil, har vi endnu til gode at se, men indtil da, kan de mindre skeptiske dele af befolkningen glæde sig over, at vaccinen fra Pfizer ser ud til at virke som den skal.