Udland

Trump afviste at hjælpe under oprør og endte i telefonskænderi med partifælle, siger kilder

Mens rigsretssagen mod Trump nærmer sig sin afslutning, kommer der nu nye anklager frem om ekspræsidentens ageren under stormløbet på Kongressen.

Da tusindvis af vrede Trump-tilhængere 6. januar brød ind i Kongressen i et voldeligt oprør, fulgte Donald Trump begivenhederne fra Det Hvide Hus.

Her var han i telefonisk kontakt med den republikanske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy.

En samtale, der endte i et ophedet skænderi mellem de to. Det fortæller det republikanske kongresmedlem Jaime Herrera Beutler, der siger, at hun er blevet orienteret om indholdet af telefonsamtalen af McCarthy.

Flere anonyme republikanere siger til de liberale medier CNN og NBC, at de tilsvarende er blevet orienteret om samtalen af den republikanske mindretalsleder.

I telefonsamtalen insisterede Trump i første omgang på, at oprørerne ikke var tilhængere, men en del af den radikale venstrefløjsbevægelse Antifa, forklarer Beutler.

- McCarthy afviste og sagde til præsidenten, at de var Trump-støtter. Det var på dette tidspunkt, ifølge McCarthy, at præsidenten sagde: "Jamen Kevin, så er de her folk nok bare mere oprørte over valget, end du er", fortæller hun på Twitter.

Kommentaren fra Trump udløste, ifølge republikanerne med kendskab til samtalen, en højrøstet diskussion mellem de to mænd, hvor en rasende McCarthy forklarede Trump, at oprørerne var ved at bryde ind på hans kontor gennem vinduerne.

- Hvem fanden tror du, at du taler med? lød det fra Kevin McCarthy ifølge kilderne.

Hvad vidste Trump og hvornår?

Hverken Kevin McCarthy eller nu tidligere præsident Donald Trump har kommenteret oplysningerne.

Men historien bliver gengivet i en lang række amerikanske medier, der enten citerer Jaime Herrera Beutlers udlægning eller oplysningerne fra CNN's kilder.

For selvom CNN er kendt for at have et anstrengt forhold til Donald Trump, kommer historien om telefonsamtalen på et helt centralt tidspunkt, hvor rigsretssagen mod Trump er på vej ind i sin afsluttende fase.

Trump er tiltalt for at have opildnet sine tilhængere til stormløbet mod Kongressen, og demokraterne har anklaget den daværende præsident for ikke at have gjort nok for at stoppe oprøret i tide.

Et centralt punkt i sagen er derfor, hvor meget Trump vidste og hvornår.

Kan blive bedt vidne under ed

Det er endnu ikke afklaret, om der skal indkaldes vidner i rigsretssagen, men både demokraterne og republikanerne har hældet til at udelade vidner for at undgå at trække sagen i langdrag over potentielt flere uger.

Historien om opkaldet mellem McCarthy og Trump har dog fået den demokratiske senator Sheldon Whitehouse til at spekulere i fordelene ved, at man indkalder Kevin McCarthy til at afgive forklaring under ed.

Han nævner også den republikanske senator Tommy Tuberville som et muligt vidne. Tuberville har tidligere forklaret, at han var i telefonisk kontakt med Trump og informerede præsidenten om situationen i Kongressen, og om at vicepræsident Mike Pence var blevet evakueret.

Det er afgørende i forhold til, om Trump var bekendt med Pences situation, da han tweetede, at hans vicepræsident ikke havde modet til at udfordre valgresultatet og derved potentielt gjorde Pence til et mål for oprørernes vrede.

Tubervilles forklaring er blevet afvist af Trumps advokater som "forlydender".

- Så hvordan skal man afklare det? Sæt retssagen på pause og indkald McCarthy og Tuberville under ed og få fakta frem. Bed Secret Service om at fremlægge kommunikationen til Det Hvide Hus om vicepræsidentens sikkerhed under oprøret, skriver Whitehouse på Twitter.

Mulig afgørelse lørdag

Rigsretssagen mod Donald Trump genoptages efter planen lørdag klokken 16.00 dansk tid.

Her er der afsat op til fire timer til at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt der skal indkaldes vidner. Hvis ikke det er tilfældet, går man videre til de afsluttende bemærkninger fra både anklagere og forsvar og derefter afstemningen om, hvorvidt Trump skal kendes skyldig.

Afstemningen kan derfor finde sted allerede lørdag aften dansk tid.

Det kræver et flertal på to tredjedele af Senatets 100 medlemmer for at dømme den tidligere præsident.

TV 2 NEWS transmitterer fra rigsretssagen fra klokken 16. Du kan også følge med i en liveblog her på tv2.dk.