Republikansk leder kalder Trump 'moralsk ansvarlig', men stemte for frifindelse
McConnell stemte for at frikende Trump i rigsretssag, men fordømmer hans rolle i stormløb mod Kongressen.
Republikanernes mindretalsleder i USA's Senat, Mitch McConnell, kalder tidligere præsident Donald Trump "praktisk og moralsk ansvarlig" for det dødelige stormløb mod Kongressen den 6. januar.
Det siger McConnell i en udtalelse i Senatet umiddelbart efter, at han som en af 43 republikanske senatorer stemte for at frikende Trump i rigsretssagen. Syv republikanere stemte for at dømme Trump.
Den tidligere præsident var anklaget for at have opildnet til oprør.
Efter afstemningen retter McConnell en svidende kritik mod Trump.
- Der er ingen tvivl om, at præsident Trump er praktisk og moralsk ansvarlig for at fremprovokere begivenhederne den dag, siger den republikanske leder.
- De mennesker, der stormede denne bygning, var overbevist om, at de handlede ud fra deres præsidents ønsker og instrukser.
- De gjorde det, fordi de var blevet fodret med vilde løgne fra den mest magtfulde mand på Jorden. Fordi han var vred. Han havde tabt et valg, siger McConnell.
Mener ikke, man kan dømme fratrådt præsident
Han betegner Trumps handlinger forud for stormløbet mod Kongressen som en "skammelig pligtforsømmelse".
Han siger også, at Trump var "fast besluttet på enten at omgøre vælgernes beslutning eller brænde vores institutioner ned på vejen ud".
Det er første gang, at den indflydelsesrige senator så skarpt tager afstand fra Trumps ord og ikke mindst hans påstand om, at valgsejren var blevet "stjålet" fra ham.
Alligevel stemte McConnell for en frifindelse. Han begrunder det med en juridisk teknikalitet, nemlig at det efter hans opfattelse ikke er muligt at dømme en præsident, der er fratrådt.
Fem døde under uroligheder
Demokraterne, der havde stillet Trump for en rigsret for anden gang på et år, havde brug for stemmerne fra 17 republikanske senatorer for at dømme ham.
Trump var anklaget for at have opildnet til oprør i forbindelse med stormløbet mod Kongressen 6. januar.
Et stort antal af hans tilhængere indtog Kongressen, efter at Trump i en tale havde bedt dem tage til Kongressen og "kæmpe som ind i helvede" for at bevare deres land.
En politibetjent mistede livet under urolighederne, og en af Trumps tilhængere blev skudt af politiet, da hun forsøgte at trænge gennem en smadret dør og videre ind i bygningen.
Yderligere tre demonstranter døde af blandt andet hjertetilfælde.
Siden præsidentvalget 3. november sidste år, hvor Trump tabte til Joe Biden, har han gentagne gange fortalt sine tilhængere, at Demokraterne havde snydt stort ved valget.
Det var med til at opildne hans tilhængere, sagde Demokraterne i løbet af rigsretssagen.