Donald Trump

Donald Trump frifundet for anden gang

Både demokraterne og Trumps advokater har advaret om, at udfaldet af rigsretssagen ville få vigtig betydning for fremtidens USA.

For anden gang er Donald Trump blevet frifundet ved en rigsretssag i USA.

Det ligger fast efter en afstemning i Senatet lørdag aften dansk tid.

Her stemte 57 ud af 100 senatorer for at dømme Trump for at have opildnet til voldeligt oprør i forbindelse med stormløbet mod Kongressen 6. januar i år, mens 43 stemte for frifindelse.

Men da en skyldskendelse kræver to tredjedeles flertal, havde demokraterne ikke nok stemmer til at dømme Trump.

Demokraternes flertalsleder i Senatet rettede efterfølgende en hård kritik af republikanerne, der støttede ekspræsidenten, og sagde, at de for altid vil have deres navn forbundet med Donald Trump i historiebøgerne.

- Det her handlede om at vælge sit land over Trump, og 43 republikanere valgte Trump. Den vægt skal de bære på deres skuldre, sagde Schumer.

Lyn-analyse

Der bliver skrevet historie i USA: Donald Trump er den første præsident nogensinde, der bliver stillet for en rigsret to gange, og begge gange er han nu blevet frikendt. Det er en stor triumf for ham og et tilsvarende stort nederlag for demokraterne og de mange millioner amerikanere, der mente, at det skulle have en konsekvens, at han - ifølge dem - spillede så stor en rolle i begivenhederne 6. januar. De fleste havde regnet med det her resultat, men demokraterne kan lune sig ved, at syv republikanere stemte for, og det var flere, end man havde regnet med.

Vidnekrav udløste kaos

Det var ellers tæt på, at afgørelsen i rigsretssagen kunne blive udskudt i flere uger, da et flertal i Senatet tidligere på aftenen stemte for at tillade vidner i retssagen efter ønske fra demokraterne.

Beslutningen udløste stor forvirring og flere timers kaos, inden parterne blev enige om at droppe vidneindkaldelserne og fortsætte retssagen.

Derfor kunne de demokratiske anklagere og Trumps forsvarsadvokater fremlægge til deres afsluttende bemærkninger, inden Senatet gik til afstemning om ekspræsidentens skyld.

Advarede om farlig præcedens

Begge parter advarede om, at udfaldet af rigsretssagen kunne sætte en farlig præcedens, men af helt forskellige årsager.

Demokraternes anklagere har under rigsretssagen forsøgt at bevise, at Donald Trump var fuldt bevidst om betydningen af sine ord, når han opfordrede sine tilhængere til at "kæmpe", fordi valgsejren var blevet "stjålet" fra ham.

Derudover blev ekspræsidenten beskyldt for ikke at tage klart afstand og gribe ind over for oprørerne, da urolighederne blev voldelige.

- Er det, det USA, vi vil have? spurgte demokraterne.

Til gengæld har Trumps advokater stået fast på, at der ingen konkrete beviser er for, at Trump på noget tidspunkt skulle have opfordret til vold. Tværtimod har demokraterne taget Trumps udtalelser ude af sammenhæng, har det lydt.

Advokaterne har i deres forsvar argumenteret for, at en præsidents politiske ytringer er beskyttet af den amerikanske forfatnings bestemmelser om ytringsfrihed.

Trump takker for støtte

Kort efter afgørelsen i rigsretssagen udsendte Donald Trump en skriftlig udtalelse, hvor han takker sine advokater, sine republikanske støtter og sine tilhængere i befolkningen for deres støtte.

- Det har været endnu en fase i den største heksejagt i vores lands historie. Ingen præsident har måttet gå igennem noget som dette.

Samtidig teaser han for, at vi måske ikke har hørt det sidste til ham.

- I de kommende måneder har jeg meget mere at dele med jer, og jeg ser frem til at fortsætte vores utrolige rejse sammen for at opnå amerikansk storhed for hele vores folk.