Donald Trump

Demokraterne vidste de ikke ville vinde - men gik efter folkedomstolen

Rigsretssagens slutresultat blev som forventet. I det lange løb står Donald Trump til at vinde slaget og tabe krigen, som er om historieskrivningen.

At se rigsretssager mod Donald Trump er som at se en fodboldkamp, hvor man kender vinderen på forhånd og dermed primært går op i sejrens størrelse. Alligevel sidder man undervejs som analytiker og venter på det uventede; overraskelsesmomentet, der muligvis kan ændre momentum og kampens udfald. Men ligesom under Trumps første rigsretssag sidste år kom dette øjeblik aldrig.

Tilbage står dermed overordnet set et slutresultat, som blev som forventet. Den tidligere præsident blev heller ikke dømt i den her omgang, men frikendt. Trump vandt rigsretssagen, igen. Men samtidig står vi også tilbage med et kampreferat, hvor Trump selvfølgelig vandt slaget, rigsretssagen, men nok kommer til at tabe krigen, som er historieskrivningen om stormløbet mod Kongressen den 6. januar 2021.

Demokraterne prædikede til folkedomstolen

Det var højst usandsynligt, at demokraterne ville kunne overbevise tilpas mange republikanere om at dømme Donald Trump. Det vidste demokraterne selvfølgelig udmærket godt. Af samme årsag var demokraternes strategi tydeligvis bygget op omkring at forsøge at vinde den folkelige opinion i folkedomstolen fremfor at tale til de senatorer, der i sidste instans skulle fælde politisk dom over Donald Trump.

Samtidig måtte det dog gerne også gå stærkt, da demokraterne i realiteten hellere vil bruge tiden på at avancere deres politiske agenda end at tale om Donald Trumps ugerninger.

Denne prioritering blev blandt andet tydeliggjort ved, at demokraterne ikke havde nogen reel interesse i at få efterprøvet - eller prøve kræfter med - at få centrale aktører i tale om stormløbet mod Kongressen og Trumps rolle i selvsamme stormløb. Hverken i Repræsentanternes Hus, hvor man indledte rigsretssagen, eller i Senatet.

Et kæmpe fuck up

Fokusset på at prædike til folkedomstolen in mente var det mildest talt aparte, at demokraterne begik en kæmpe politisk brøler i diskussionen om indkaldelsen af eventuelle vidner. Ærlig talt har jeg sjældent set et så stor politisk fuck up – for nu at bruge et analytikerudtryk - som det, demokraterne lavede der.

Udtalelserne fra det republikanske kongresmedlem Jamie Herrera Butler har været offentligt kendte i over en måned. Allerede i midten af januar fortalte Butler nemlig en lokalavis om samtalen mellem Donald Trump og den republikanske mindretalsleder Kevin McCarthy. Og så sent som i fredags insisterede demokraterne på, at deres anklage mod Trump var mere en veldokumenteret.

Men i sidste ende insisterede demokraterne altså alligevel først på at stemme om og for indkaldelsen af vidner, hvorefter republikanerne tilsyneladende truede demokraterne med at trække rigsretten i et langdrag, der vil have fået Ringenes Herre-trilogien til at fremstå som en pixibog, hvorefter demokraterne trak i land igen.

Biden kan ånde lettet op

Ironisk nok er det alligevel ikke så meget den tidligere præsident Trump, der nu kan ånde et lettelsens suk.

Tværtimod er det i endnu højere grad den nuværende præsident Joe Biden, der nok vil ånde lettet op. Demokraternes studehandel med republikanerne betyder, at tiden nu kan bruges på at få godkendt præsidentens ministerhold og avancere demokratisk politik, fremfor at bruge mere tid på Bidens forgænger.

Med andre ord at fremme verden ifølge Biden fremfor at dvæle ved verden under og efter Trump.

Et historisk resultat

Tilbage står samtidig også, at demokraterne opnåede et historisk resultat. Syv republikanske senatorer stemte for at dømme Donald Trump, deres partifælle og tidligere præsident. Det er et historisk stort antal i en rigsretssag mod en (tidligere) præsident i nyere amerikansk historie.

Til sammenligning var der nul demokratiske partifæller, der stemte for at dømme Bill Clinton i dennes rigsretssag i 1999. Og sidste år var Mitt Romney den eneste republikanske partifælle, der stemte for at dømme Donald Trump.

Med andre ord: Når historien om Donald Trumps anden rigsretssag bliver skrevet i fremtiden, vil demokraternes selvmål på vidnespørgsmålet fylde væsentlig mindre, end det faktum, at vi har været vidne til levende historie. For selvom det typisk er vinderne, der skriver historien, så vil historien dømme rigsretssagens vinder meget hårdt.