Udland

Tidligere nyhedsdirektør får nyt job på TV 2

TV 2 skruer op for udenrigsstoffet og lancerer nyt magasin på TV 2 NEWS.

I sidste uge blev Ulla Pors udnævnt som ny nyhedsdirektør på TV 2, og nu har hendes forgænger, Mikkel Hertz, fundet sin nye rolle på kanalen.

Fra august bliver han Europa-korrespondent for TV 2, hvor han med base i Tyskland får store dele af Europa som sin fremtidige arbejdsplads.

- Som korrespondent med udgangspunkt i Berlin kommer jeg til at krydse mine egne spor, og efter mange år med ansvar for redaktionel ledelse er det for mig en fantastisk attraktiv mulighed. Jeg glæder mig vildt og vil gå til opgaven med både engagement og ydmyghed, siger Mikkel Hertz.

Hertz har tidligere været korrespondent i Berlin og New York for Jyllands-Posten. I 1993 modtog han Cavlingprisen for sin dækning af de samfundsmæssige omvæltninger i Østeuropa og på Balkan.

Siden har han arbejdet for TV 2 i foreløbig 20 år og stod blandt andet i spidsen, da TV 2 etablerede Danmarks første landsdækkende 24 timers-nyhedskanal, TV 2 NEWS. Efterfølgende har Mikkel Hertz været chef for TV 2 Nyhedscenter og senest været stationens nyhedsdirektør gennem fem år, inden han tidligere i år blev sygemeldt på grund af en blodprop.

- Nu er det tilbage til journalistikken på fuld tid. Mere kan en gammel korrespondent ikke drømme om i en tid og en verden, hvor så meget er under forandring, og der er så mange journalistiske historier at fortælle, siger den tidligere nyhedsdirektør.

Nyt udenrigsmagasin

Samtidig med at Mikkel Hertz rykker til Berlin, skruer TV 2 op for ambitionerne på udenrigsstoffet.

Det sker blandt andet med et nyt udenrigsmagasin på TV 2 NEWS og nye korrespondenter rundt i verden.

- Vi oplever en verden i opbrud og konflikt, hvor USA står et nyt sted, og hvor EU er udfordret. Tyskland og EU skal sige farvel til Angela Merkel, Storbritannien er gået i europæisk udbrud, og Asiens rolle har aldrig været mere afgørende for både vores fremtidige sundhed og økonomi, siger TV 2s nyudnævnte nyhedsdirektør, Ulla Pors.

Efter mere end syv år i Bruxelles vender Lotte Mejlhede tilbage til Danmark, hvor hun skal være vært på TV 2 NEWS' nye udenrigsmagasin, som lanceres efter sommerferien.

Ny TV 2-korrespondent i Bruxelles bliver Divya Das, der tager turen over Den Engelske Kanal efter i tre år at have dækket Brexit og andet europastof med base i London.

I USA fortsætter Jesper Steinmetz som TV 2-korrespondent, ligesom Ulla Terkelsen fortsætter som international korrespondent med udgangspunkt i Frankrig. Rasmus Tantholdt fortsætter som krigs- og konflikt-korrespondent, og Steffen Jensen fortsætter med at dække Mellemøsten.

Ulla Terkelsen fortsætter med at dække verden med udgangspunkt fra sin base i Frankrig.

Herudover oprettes en ny korrespondentstilling i Kina, der nu opslås, og hvorfra også det øvrige Asien bliver dækket.

- Kina har de senere år manifesteret sig som en økonomisk supermagt og er også magtpolitisk blevet en stadig mere udfarende spiller i Asien og på verdensplan. Desuden har sundhedskrisen og pandemien rettet blikket mod øst, og dér skal TV 2 selvfølgelig være, siger chefredaktør for TV 2 Udland Jakob Vissing.

Jesper Zølck bliver TV 2s nordiske korrespondent med adresse i Stockholm, Claus Borg Reinholdt dækker Rusland fra Sankt Petersborg, Jeppe Krogager er korrespondent i Spanien, og Eva Ravnbøl rapporterer fra Italien.