Udland

Nye videobeviser i rigsretssagen - oprørere var få meter fra Mike Pence

Den tidligere præsidentkandidat Mitt Romney blev reddet af en snarrådig politimand, der kan have reddet hans liv, siger Jesper Steinmetz.

Under anden dag af rigsretssagen mod Donald Trump viste demokraterne en række videoklip fra stormen på Kongressen, der blandt andet afslører, at demonstranterne kun var få meter fra tidligere vicepræsident Mike Pence.

Optagelserne viser, at Mike Pence og andre kongresmedlemmer bliver eskorteret ned ad en trappe til et sikkert opholdssted.

Uromagerne var kun 30 meter fra Mike Pence, inden en politibetjent i kongresbygningen fik vildledt demonstranterne.

- Hæng Mike Pence

Ifølge anklageren var det langt fra tilfældigt, at den ophidsede folkemængde gik efter vicepræsidenten.

- Pøbelen ledte efter vicepræsident Pence på grund af hans patriotisme. Fordi han havde nægtet at gøre, hvad præsidenten forlangte – at annullere valgresultatet. Trumps tilhængere havde rejst en galge på plænen foran Capitol Hill, lød det fra anklager Stacey Plaskett.

- En gruppe af oprørere råbte: "Hæng Mike Pence", mens de stod i den åbne dør til Capitol. Man kan høre pøbelen råbe, at USA's vicepræsident skal dø.

Derudover blev der under retssagen afspillet optagelser, der viser, hvordan politibetjentene på stedet blev angrebet af de mange demonstranter.

Anklagerne afspillede desuden en lydoptagelse, hvor en betjent indser, at de ikke længere kan holde demonstranterne væk fra kongresbygningen.

- Vores linje er brudt, vores linje er brudt. Alle politienheder skal trækkes tilbage. Træk jer tilbage til øverste dæk hurtigst muligt. Vi er blevet overmandet og har mistet kontrollen, råber betjenten panisk.

Ny video er afgørende bevis mod Trump i rigsretssag. Video: Maiken Kildegaard

Betjent reddede Romney

TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, fortæller, at der også blev vist en overvågningsvideo, der viser, at en betjent i sidste øjeblik måske har reddet senator Mitt Romneys liv:

- Optagelsen viser, at betjenten får Mitt Romney til at løbe tilbage til det sted, han kom fra. Hvis han havde fortsat i den retning, havde han mødt demonstranterne, og så var han måske blevet angrebet – og i værste fald slået ihjel.

De nye optagelser, der blev vist i retten onsdag, underbygger på stærk vis demokraternes sag, mener Jesper Steinmetz:

- Det er skræmmende optagelser, der dokumenterer, hvor forfærdelig en dag hele landet var vidne til. Hvor livsfarlig en dag det var for de mennesker, som er valgt til at udføre et arbejde i Kongressen på vegne af det amerikanske folk.

Optagelserne gjorde et stort indtryk på senatorerne under rigsretssagen, fortæller Steinmetz:

- De sad meget stille og var meget følelsesmæssigt påvirket, men derfra og så til at konkludere, at det var den daværende præsidents skyld. Der er lang vej. Der er stadig et flertal af republikanske senatorer, der ikke er villige til at placere ansvaret hos Trump.

Historisk retssag

For at dømme Trump skal to tredjedele af Senatet, svarende til 67 medlemmer, stemme for det. Demokraterne og republikanerne har hver 50 pladser i kammeret.

Det betyder, at samtlige 50 demokratiske senatorer og 17 republikanske senatorer skal stemme imod Trump, hvis han skal dømmes.

Donald Trump er anklaget for at have opildnet til det oprør, der fandt sted ved Kongressen i Washington D.C. 6. januar.

Han er den første præsident i USA's historie, der to gange er blevet stillet for en rigsret.

Han er også den første amerikanske præsident, der stilles for en rigsret, efter at han har forladt embedet.

Video er afgørende bevis

Kongresmedlem Jamie Raskin indledte tirsdag rigsretssagen med at vise et 13 minutters sammenklip af optagelser fra 6. januar.

Optagelserne viser dels den voldelige indtrængen i kongresbygningen og dels Trumps tale til sine tilhængere kort forinden.

I talen siger Trump blandt andet, at "hvis I ikke kæmper som ind i helvede, har I ikke noget land mere".

Han opfordrer også folk til at marchere op til kongresbygningen og indgyde republikanske politikere mod til at "tage vores land tilbage".

Hans tilhængere indtog Kongressen, netop som de folkevalgte var samlet for formelt at godkende Joe Bidens valgsejr ved præsidentvalget i november 2020.

Fem mennesker døde under stormløbet på Kongressen, heriblandt en politibetjent.

Hvis Trump kendes skyldig, kan han udelukkes fra igen at stille op til et føderalt embede.