Coronavirus

Tegnell ser tegn på, at tredje coronabølge kan være på vej i Sverige

Bekymringen får dog ikke de svenske myndigheder til at fraråde skirejser i de kommende ugers skoleferie.

596.174 personer har siden pandemiens start været smittet med covid-19 i Sverige. Hen over vinteren kunne svenskerne dog begynde at glæde sig over, at smittespredningen så ud til at være på vej i den rigtige retning, da de daglige smittetal begyndte at falde.

Men den tendens ser ifølge sundhedsmyndighederne nu ud til at være stagneret. Og det får den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell til at udtrykke bekymring.

- Det kan være begyndelsen på en tredje bølge. Der er andre lande i Europa, som er i en lignende situation. Så det er meget vigtigt, at vi nu på alle måder bryder smittespredningen så hurtigt, vi kan, siger han til Aftonbladet.

Udmeldingen fra Tegnell kom efter et pressemøde tirsdag omhandlende landets coronastatus.

Et pressemøde, hvor også landets kommende skoleferie var i fokus. Ferien tilbringes nemlig hyppigt på de svenske løjper, og det har myndighederne ikke tænkt sig at lave om på.

- Er det bedre, at alle stockholmere bliver i Stockholm og går i butikscentre, end at de tager til fjeldene og holder afstand? Det er ikke en selvfølge, at det er bedre, at alle bliver i Stockholm. Det er også vigtigt for vores generelle velbefindende, at vi kan bevæge os. Det er et puslespil, og der er ikke lette svar, sagde han på pressemødet ifølge SVT.

Socialminister Lena Hallengren udtrykker bekymring over, hvad ferien kan betyde for smittespredningen. Men hun peger samstemmende med Tegnell på, at det ikke er rejserne og skiløbet, der er problemet, men folks ageren i forbindelse med det.

- Det er, hvordan man rejser, hvad man rejser til, og hvad man gør, når man er der, der spiller en rolle. Man er forhåbentlig meget udendørs. Man er ikke sammen med flere forskellige venner eller en gruppe på tre familier, som man plejer at være, siger hun i et interview i SVTs morgentalkshow.

Derfor opfordres svenskerne i stedet endnu engang kraftigt af både Anders Tegnell og socialministeren til at overholde landets generelle anbefalinger og restriktioner.

Omdiskuteret svensk coronastrategi

Netop de svenske anbefalinger og restriktioner har siden pandemiens start været omdrejningspunkt for debat.

Anders Tegnell har i sin coronarådgivning af regeringen valgt at gå en anden retning end mange andre lande. I stedet for omfattende nedlukninger og forsamlingsforbud har man stolet på, at borgerne ville overholde generelle opfordringer om at holde afstand, blive hjemme ved sygdom og sikre god hygiejne.

Blandt andet valgte Sverige at holde skoler, barer og restauranter åbne, da andre lande i foråret lukkede alt ned.

På trods af klare opfordringer fra Verdenssundhedsorganisationen WHO er Sverige også et af de få lande, der ikke har indført udbredte krav om mundbund.

I december skærpede Sverige dog restriktionerne. Statslige institutioner blev lukket ned, alkoholservering efter 20 forbudt, og et forsamlingsloft på otte personer indført.

Mundbind blev samtidig for første gang introduceret i de svenske anbefalinger. Og fra januar blev de svenske rejsende opfordret til at anvende mundbind i den kollektive trafik i myldretiden, hvis de ikke havde mulighed for at sikre sig en pladsbillet.

Senest har den svenske regering tirsdag foreslået, at antallet af passagerer i den offentlige trafik skal begrænses på baggrund af pandemien.