Menige russere lokkes til at lovprise præsidenten i manipulerede videoer
Efter Navalnyj-protesterne svømmer de sociale medier over med videoer af begejstrede menneskemængder, der hylder Putin.
På videoen ser man en sal fuld af unge kvinder og mænd stå og vugge i takt til lyden af den populære sang ”For dig, moderland” i en version tilegnet heltene i kampen mod covid-19 pandemien.
De studerende på Belgorods institut for Kunst og Kultur var blevet opfordret til at møde op i aulaen under påskud af, at der skulle laves en video til støtte for kampen mod virussen. Resultatet blev i stedet en hyldest til manden, der har styret landet i over 20 år og fået mulighed for at blive på posten på livstid.
Problemet var bare, at slagordene med ”Putin er vores præsident”, og ”Vladimir Vladimirovits, vi er med dig” ikke stammede fra de fremmødte, men var noget, der blev tilføjet bagefter.
Sådan lyder forklaringen fra den Putin-kritiske studenteravis Doxa, der har talt med studerende, som følte, de var blevet narret til at deltage i et propaganda-stunt for den russiske præsident.
Et fænomen
Videoen med de mundbindklædte studerende, som lod armene vugge i takt til den melankolske melodi, er et af mange eksempler på et fænomen, der inden for de seneste dage har sat deres præg på de russiske sociale medier: Flash-mobs med hundredevis af menige russere, der i gennemkoreograferede videoer demonstrerer deres støtte for Vladimir Putin.
I Jekaterinburg, millionbyen i Uralbjergene, var det supermarkedskæden Sima-Lands ansatte, der i hundredevis dansede til den samme sang som de kunststuderende under hashtagget #PutinErVoresPræsident.
I Samara i det sydlige Rusland demonstrerede en gruppe unge deres støtte med et show på byens stadion, og i Bernaul i Sibirien bakkede de ansatte på en fabrik for bremsebelægninger også præsidenten op med glad sang og fyndige slagord.
Bare en uges tid efter at protestbølgen mod fængslingen af oppositionslederen Aleksej Navalnyj skyllede hen over det enorme land, har der tilsyneladende bredt sig en patriotisk stemning til støtte for præsidenten. I hvert fald hvis man tager billederne fra Ural, Sibirien og det sydlige Rusland for pålydende, sådan som den statsejede avis Rossiiskaja Gazeta vælger at gøre:
- Fabriksarbejdere, frivillige, sportsfolk, ansatte i store virksomheder og mennesker, som bare ikke er ligeglade, har optaget videoer med taknemmelige ord tilegnet Vladimir Putin.
Tidligere var det pro-Putin koncerter og massemøder, myndighederne greb til, når der var behov for at stive regimet af. Nu er det flashmobs, som analytikeren Andrei Kolesnikov fra Carnegie-centret i Moskva noterer sig i Moscow Times.
Signalet er klart. Det kan godt være, at gaderne i Skt. Petersborg, Vladivostok og Moskva har været fyldt med protesterende unge, men ”det arbejdende Rusland” holder med præsidenten!
Stemningen er vendt
Faktisk kan den ellers så magtfulde præsident godt bruge al den støtte, han kan få.
Efter at have overlevet forsøget på at slå ham ihjel med nervegiften Novichok, har korruptionsjægeren, netaktivisten og politikeren Aleksej Navalnyj rettet skytset direkte mod præsident Putin, som han konsekvent omtaler som ”den gamle mand i bunkeren”. En henvisning til, at Putin under pandemien tilsyneladende foretrækker at bure sig inde på sit kommando-central-lignende kontor med de kæmpemæssige fladskærme.
Inden Navalnyj vendte hjem til Rusland havde han offentliggjort videoen om ”Putins Palads” - det kæmpestore byggeri ved Sortehavskysten, som Vladimir Putin ifølge Navalnyjs veldokumenterede research har finansieret med korruptionspenge. Videoen er indtil videre blevet vist mere end 110 millioner gange.
En fjerdedel af alle russere har set videoen, og selv om en tredjedel af seerne ifølge en meningsmåling er overbevist om, at det hele er løgn, så betyder det, skriver journalisten Matthew Luxmore fra Radio Free Europe, ”at to tredjedele af de russiske seere sandsynligvis stoler på Navalnyjs beviser, og det må være meget bekymrende for Kreml”.
Mini-Versailles
Reportager om Putins privatliv og ikke mindst hans mulige formue har hidtil været no-go i den russiske presse - også for Aleksej Navalnyj, men nu lægger han altså ikke fingrene imellem længere.
Videoen om præsidentens Mini-Versailles ved Sortehavet med de forgyldte toiletbørster og lap-dance-podiet er intet mindre end en katastrofe for præsidenten. Den har ikke bare undermineret hans autoritet, den har også gjort ham til grin. Resultatet er, at glansen er ved at gå af Vladimir Vladimirovits Putin!
Det forklarer også, hvorfor mange af de studerende, som ufrivilligt har medvirket i Putin-promoverende propaganda-videoer, bagefter har gjort alt for at tage afstand fra dem. Stemningen er vendt!
- Ingen russisk studerende ville tage del i et pro-Putin arrangement, konkluderer Radio Free Europes Matthew Luxmore:
- Som vi har set på reaktionerne mod bloggere, der har postet opslag til støtte for Kreml, så mister du al troværdighed. Årstallet er ikke længere 2015, og Putin er ikke længere på mode, tilføjer Luxmore med henvisning til året, da patriotismen efter annekteringen af Krim fik Putins popularitet til at slå nye rekorder.
Afsløring gav bagslag
Mens Aleksej Navalnyj venter på at blive sendt i fangelejr for at afsone sin straf på to år og otte måneders fængsel, så forsøger Kreml sig altså med en propagandaoffensiv og det på flere fronter.
Ikke nok med at den russiske udenrigsminister i sidste uge gentog påstanden om, at Novichok-forgiftningen måtte være noget Vesten havde fundet på. Hans talskvinde Maria Zakharova supplerede i et interview med telegrambureuet Tass med en påstand om, at det er ”magtfulde kræfter og penge fra Vesten, der står bag Navalnyjs aktiviteter”.
Også det statslige russiske TV, Rossija-1, har forsøgt sig med ”afsløringer” af Navalnyjs formodede liv i sus og dus i Tyskland, hvor han tilbragte et par måneder med at komme til hægterne igen efter giftattentatet.
Et reportagehold fra Rossija-1 fik skaffet sig adgang til den lejlighed i Freiberg i Sachsen, hvor Aleksej og Julia Navalnyj havde lejet sig ind i noget, som reporteren forsøgte at fremstille som en ”luksuslejlighed”.
Bortset fra en opvarmet swimmingpool tilknyttet feriekomplekset, en kaffemaskine, to sofaer og en gratis flaske vin til 3 euro fra Aldi, var det så som så med overdådighederne, fremgår det af reportagen, og nej, toiletbørsten var ikke forgyldt, måtte reporteren konstatere, men et temmelig ordinært udseende eksemplar af slagsen.
Reportage er blevet til grin
I stedet for at blive forarget over Navalnyjs påståede luksuøse boligforhold, gjorde mange russere på de sociale medier grin med reportagen.
En tidligere vice-energiminister, Vladimir Milov, kendt som Kreml-kritiker, fremhævede i sin kommentar, at lejligheden ikke var meget anderledes end det, der er standard for de fleste tyskere.
- Men når 28 procent af boligerne i Rusland ikke har bad og varmt vand, og 21 procent ingen kloak, så kan Navalnyjs bolig i Tyskland selvfølgelig ligne et palads.
Reportagen fra Tyskland blev vist i programmet Vesti Nedeli, stationens vigtigste nyhedsprogram om søndagen. Her blev den ledsaget af en kommentar fra værten Dmitri Kiseljov, som gjorde et stort nummer ud af at afsløre Navalnyjs palads-video som en ”fake dokumentar”, fabrikeret af intet mindre end tre NATO-landes efterretningstjenester:
- Formålet var at skade den nationale leder præsident Putin og selve Rusland.
Som nævnt kan Vladimir Putin lige nu godt bruge al den støtte, han kan få. Også fra de dansende ansatte fra Sima-Land supermarkedet, hvis direktør har afvist, at støttevideoen havde noget som helst med Anti-Putin protesterne at gøre.
- Vi havde bare besluttet at støtte præsidenten, forklarede han internetsitet E1.RU.
Det var dog så som så med frivilligheden, fortæller en anonym medarbejder.
- Vi fik besked på, at 50 procent skulle melde sig. Der var åbenbart ikke der nogen, der ville gøre det frivilligt.