USA VALG

Nu starter rigsretssagen mod Donald Trump - det skal du vide

En republikaner er den helt store joker i rigsretssagen mod Donald Trump. Få overblikket over sagen her.

Tirsdag aften tager Senatet i USA hul på en ny rigsretssag mod Donald Trump, som dermed er den første præsident i USA's historie, der stilles for en rigsret to gange.

Rigsretssagen indledes med debat og afstemning om, hvorvidt det er forfatningsstridigt at stille Trump for en rigsretssag, da han ikke længere er præsident.

Herefter ventes de to parter onsdag at præsentere deres indledende bemærkninger i sagen.

Hvad er Trump anklaget for?

Trumps demokratiske modstandere beskylder ham for at have begået "den mest alvorlige forfatningsmæssige forbrydelse" i det amerikanske præsidentskabs 232-årige historie.

Det fremgår af et udkast af anklageskriftet, hvor Trump er anklaget for at opildne sine tilhængere til at storme Kongressen 6. januar.

- Den struktur, vi er blevet enige om, er yderst retfærdig. I kraft af den kan retssagen opfylde sit mål: Sandheden og ansvarlighed. Det er det, retssager er beregnet til at gøre, lød det mandag fra demokraten Chuck Schumer, der er flertalsleder i Repræsentanternes Hus.

Trumps demokratiske modstandere beskylder ham for at have begået 'den mest alvorlige forfatningsmæssige forbrydelse' i det amerikanske præsidentskabs 232-årige historie.

Hvad siger Trumps forsvarshold?

Donald Trumps advokater afviser i et sagsresumé, at han skal have opfordret til optøjerne på Kongressen.

Ifølge advokaterne viser FBI's efterforskning, at Trumps støtter havde planlagt stormløbet flere dage før, at Trump talte til dem 6. januar.

Desuden mener advokaterne, at sagen er forfatningsstridig, fordi Trump har forladt præsidentembedet og nu er en civil borger.

I den 78 sider lange indberetning skriver advokaterne, at det er "åbenlyst latterligt at tro, at Trump kunne tryllebinde en forsamling til at begå voldelige forbrydelser, og at de, der angreb Kongressen, gjorde det alene".

Hvem er anklager og forsvarer?

Ni demokratiske kongresmedlemmer vil fungere som anklagere i sagen.

- Vi vil fremlægge en overvældende bevisbyrde, der påviser præsident Donald Trumps opildnen til det voldelige oprør, der fandt sted i og omkring kongresbygningen, siger den ledende anklager i sagen, demokraten Jamie Raskin, i en udtalelse.

Donald Trump har haft problemer med at skaffe advokater.

Hverken Kenneth Starr eller Alan Dershowitz, der begge forsvarede ham i Ukraine-sagen, eller hans personlige advokat, Rudy Giuliani, er med på holdet.

Oprindeligt var topadvokaten Butch Bowers udset til at forsvare Donald Trump. Men efter uenigheder om forsvarsstrategien har Trump nu hyret advokaterne David Schoen og Bruce L. Castor til at lede sit forsvarsteam.

Hvad er sandsynligheden for, at Trump bliver dømt?

Demokraterne kan få svært ved at få dømt Donald Trump.

De 100 sæder i Senatet er fordelt på 50 republikanere, 48 demokrater og 2 uafhængige, som oftest stemmer med demokraterne.

For at Trump kan blive dømt, skal der mere til end et simpelt flertal i Senatet. Ifølge forfatningen kræver det to tredjedeles flertal - altså 67 stemmer.

Det betyder, at 17 republikanske senatorer skal stille sig på demokraternes side og stemme imod Trump.

Skulle Trump blive dømt, vil Senatet derefter holde en afstemning om at forhindre Trump fra at besidde et offentligt embede igen.

Lyn-analyse

En amerikansk rigsretssag er ikke en juridisk, men en politisk proces, hvor politiske hensyn typisk er afgørende for udfaldet. Med andre ord skal det være politisk opportunt for tilpas mange republikanske senatorer at dømme Trump. Det altovervejende flertal af de republikanske kongresmedlemmer er ikke interesseret i at tage opgøret med den tidligere præsident (endnu). Sandsynligvis fordi de frygter de politiske og personlige konsekvenser af selvsamme opgør. Mit bud er, at de kritiske republikanske kongresmedlemmer satser på et stille opgør, hvor Trumps politiske indflydelse visner med tiden.

Hvem afgør, hvordan det ender?

Mitch McConnell, der er mindretalsleder i Senatet, er den store joker.

Han er den mest magtfulde mand i Det Republikanske Parti, og derfor kan han være afgørende for, hvordan andre af partiets senatorer stemmer.

Mitch McConnell bliver den store joker.

Hvis han stemmer nej til at kende Trump skyldig i anklagerne, er det usandsynligt, at mindst 17 republikanere bakker demokraterne op.

Stemmer han omvendt ja, er der carte blanche for andre republikanere til at dømme Trump uden at risikere deres politiske karriere, og det kan ende med et flertal for at kende Trump skyldig.

Efter stormløbet mod Kongressen tog Mitch McConnell afstand til Trump og udtalte sig meget kritisk om præsidenten.

Hvordan er tidligere rigsretssager gået?

Det er blot fjerde gang i USA's historie, at der bliver indledt en rigsretssag - og for anden gang er Trump på anklagebænken.

Den første rigsretssag daterer sig tilbage til 1868, hvor demokraten Andrew Johnson lige nøjagtigt - med én stemme - undgik at blive afsat.

Den anden rigsretssag var i 1998 mod Bill Clinton, der var anklaget for at have løjet om sit seksuelle forhold til praktikanten Monica Lewinsky. Clinton blev frifundet.

Den tredje rigsretssag fandt sted for ét år siden, hvor Donald Trump både var anklaget for magtmisbrug og for at have modarbejdet efterforskningen af sagen. Trump blev frifundet.

Og nu kommer så den fjerde rigsretssag i historien - også mod Trump. Her er han altså anklaget for at have opildnet til stormløbet på Kongressen i Washington D.C.