- Magien er startet, siger israelsk forsker efter massevaccination

16x9
Tomme vaccineampuller i massevis - Israel fik de første vacciner fra Pfizer og BioNTech 19. december. Siden er det gået stærkt med at få trukket væsken ud af ampullerne og skudt ind i armen på israelerne. Foto: Ahmad Gharabli / Ritzau Scanpix

Ifølge ekspert er Israel et eksempel på, at vaccinen også i den virkelige verden virker fantastisk godt.

Israel startede 19. december med at vaccinere landets ni millioner indbyggere mod coronavirus og er det land i verden, der har færdigvaccineret klart flest.

Og nu kan landets vaccineindsats aflæses direkte i smitte- og indlæggelsestallene, når det gælder den ældre del af befolkningen.

Eller som det lyder fra den israelske forsker Eran Segal, der er ansat ved Weizmann Institute i Israel, pĂĄ Twitter:

- Vi siger med forsigtighed – magien er startet.

Ifølge tal fra det israelske sundhedsministerium har der nemlig været et fald på 41 procent i antallet af smittetilfælde i gruppen af personer over 60 år, der som de første modtog vaccinen i landet.

Samtidig har der fra januar til februar været et fald i antallet af indlæggelser på 31 procent.

- Det, vi ser her, er tidlige og meget opmuntrende tegn pĂĄ, at vaccinerne virker i befolkningen, siger Florian Krammer, der er virolog ved Ichan School og Medicine i New York i USA, til tidsskriftet Nature.

Ifølge tal fra World Data har Israel færdigvaccineret 24,05 procent af den israelske befolkning. Til sammenligning har USA, der kommer ind som nummer to på listen, vaccineret 2,72 procent af befolkningen.

Vaccinen gør det godt i den virkelige verden, siger professor

Mens knap en fjerdedel af befolkningen er helt færdigvaccineret, har 90 procent af israelerne over 60 år modtaget den første vaccinedosis.

Til sammenligning har kun lidt over 30 procent af personer på 59 år og under modtaget en vaccine, og her er resultaterne ikke helt så overbevisende, som det er tilfældet med de ældre.

Eksempelvis er antallet af smittetilfælde kun faldet med 12 procent i samme periode.

De foreløbige studier af vaccineudrulningen i Israel er offentliggjort i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal. Der er tale om tidlige resultater og studier, der ikke er fagfællebedømt, men alligevel er resultaterne fantastiske, lyder det fra Hassan Vally, der er professor ved La Trobe Universitet i Melbourne i Australien:

- En af vores bekymringer var, at udrulningen af vaccinen i den virkelige verden har potentiale til ikke at give et lige så godt resultat som ved de kliniske forsøg, der foregår i meget kontrollerede situationer. Hvis noget, viser dette, at vaccinen i den ideelle situation performer fantastisk godt, siger han til det australske medie ABC NEWS.

Lockdown kan forklare noget af faldet

Epidemien har ligesom i resten af verden også raset i Israel, der de seneste uger har været hårdt ramt og siden 8. januar har været i lockdown.

Derfor er vaccinen heller ikke hele forklaringen på, at smitte- og indlæggelsestallene falder drastisk, mener flere eksperter. Men ifølge forsker Eran Segal, der sammen med et team fra Weizmann Institute har analyseret tallene, bærer vaccinen en stor del af nedgangen i tallene.

Årsagen er, ifølge ham og hans kollegaer, at faldet var større og skete tidligere i den ældre vaccinerede aldersgruppe, end det var tilfældet i gruppen af personer under 59 år - som det fremgår af denne illustration.

Samtidig er forskellen i tallene størst i de byer, som i januar hurtigt rullede vaccinen til personer over 60 år ud.

Eran Segal påpeger på Twitter, at samme fald ikke er set under tidligere lockdowns, som Israel har været igennem tre gange indtil videre.

Forsker advarer: Vaccinen er ikke en tryllestav

Der er dog ikke kun lutter gode nyheder fra Israel. For i virkeligheden havde forskerne regnet med at se en effekt af landets massevaccination flere uger tidligere.

Det skete dog ikke, fordi antallet af smittetilfælde steg kraftigt på samme tidspunkt, som udrulningen af vaccinerne blev sat i gang. Samtidig begyndte den britiske og mere smitsomme variant B117 også at husere i landet.

Dvir Aran, der er biomedicinsk dataforsker ved det teknologiske institut i den israelske by Haifa, advarer mod at anse vaccinen som en tryllestav. For indtil videre er der ingen beviser for, at vaccinerede ikke kan give virussen videre til personer, der ikke er blevet vaccineret.

- Mange flere end en tredjedel af befolkningen skal vaccineres for at se et reelt fald i smittetilfælde, siger han.

Langt størstedelen af landets vaccineringer er sket med vaccinen fra Pfizer og BioNTech, fordi Israel har indgået en aftale med medicinalvirksomheden. Aftalen giver medicinalvirksomheden adgang til anonymiserede data om vaccinemodtagerne, herunder alder, køn og andre demografiske detaljer, skriver ABC News.

Alle israelere er ifølge planen færdigvaccineret i maj.

Ifølge Financial Times er verdens øjne nu rettet med USA og Storbritannien - hvornår begynder effekten af vaccinerne at komme til udtryk i tallene?

USA og Storbritannien er nemlig de to store lande, der næstefter Israel har givet flest vaccinedoser per indbygger.