Hun er deres sidste håb: Finansskandalens ofre mistede alt og beder nu Merkel om hjælp

Nogen har skrevet i hånden, andre har sendt e-mails, alle er de uforvarende blevet viklet ind i de seneste års værste finansskandale i Tyskland.

Se også

Her er årets største skandaler fra erhvervslivet

Ikke så underligt, at vrede og fortvivlelse løber som en rød tråd i henvendelserne til forbundskansler Angela Merkel.

- For mit vedkommende er min pensionsopsparing endegyldigt ruineret, lyder det i et af brevene.

- Jeg er tvunget til at sælge min bil, og da jeg ikke kan betale af på mine lån, kommer min bolig på tvangsauktion, hedder det i et andet.

- Kære fru forbundskansler, jeg har mistet alt, sammenfatter en tredje.

Det er avisen Süddeutsche Zeitung, der har fået adgang til nogle af de bunker af breve og e-mails, som desperate aktionærer har sendt til forbundskanslerkontoret i Berlin.

Avisen anslår, at omkring 250.000 aktionærer kan være ramt af skandalen, der eksploderede sidste sommer. Brevskriverne troede, de havde investeret i en solid tysk succeshistorie, et firma som på et tidspunkt var mere værd end Deutsche Bank, nemlig internetbetalingstjenesten Wirecard med hovedkvarter i Aschheim uden for München.

I stedet blev de ofre for en skandale om svindel i milliardklassen.

3,5 kroner per aktie

For et år siden lå Wirecard-kursen på 1045 kroner, i dag er den nede på 3,5 kroner pr. aktie. Wirecard endte som et mareridt for tusindvis af tyske småsparere, og for mange brevskrivere er det ikke bare penge, men selve tilliden til systemet, der stod på spil.

- Jeg er overbevist om, at retfærdighed er noget meget vigtigt noget i Tyskland og altid vil være det, så derfor beder jeg Dem om at hjælpe, som en af brevskriverne formulerede det.

At der er foregået noget kriminelt, synes hævet over enhver tvivl. Men hvordan det kunne lade sig gøre at føre både myndigheder, banker og aktionærer bag lyset så længe, er noget, som stadig optager tyskerne.

Skandalen trækker tråde til toppolitikere, tvivlsomme forretningsfolk og udenlandske efterretningstjenester.

Den har et persongalleri og et handlingsforløb, der ville være en kriminalroman værdig.

Og en hovedmistænkt, som for længst er over alle bjerge.

Fantomet fra Ashheim

Sidste sommer var hans ansigt overalt.

”Bedrageri i milliardklassen”, stod der på efterlysningsplakater på banegårde, i lufthavne og på undergrundsstationer over hele Tyskland. Wirecard var gået konkurs, efter at det havde vist sig, at et påstået indestående på 14 milliarder kroner var pist væk, og den slipseklædte direktør Jan Marsalek med den høje pande og skægstubbene blev selve billedet på skandalen.

Mens Wirecards øverste chef og storaktionær Markus Braun blev varetægtsfængslet og kun løsladt mod en millionkaution, så er hans kompagnon og næstkommanderende Jan Marsalek stadig på fri fod, ”formentlig med adskillige millioner i bagagen”, som Der Spiegel skrev kort efter konkursen.

Mistanken er, at de to nøglepersoner havde en form for arbejdsdeling.

Mens topchef Braun holdt liv i succeshistorien om den ekspanderende it-virksomhed og sit image som 'Bill Gates fra Østrig', var det Marsaleks opgave at få firmaet til at vokse ved at rejse verden rundt for at opkøbe virksomheder og oprette datterselskaber. Om nødvendigt ”simulerede Marsalek denne vækst med bedrageriske midler”, lyder mistanken ifølge Der Spiegel.

Den dag i dag er det stadig et mysterium, hvor den efterlyste befinder sig. Flygtede Jan Marsalek med privatfly til Hviderusland, bliver han beskyttet af den russiske efterretningstjeneste eller har han gemt sig på Filippinerne? Sporet efter 'Fantomet fra Ashheim', som han er blevet kaldt, er foreløbig endt blindt.

Manden med guldkortet

Mysteriet om 'Fantomet fra Ashheim' blev ikke mindre, da medierne efter hans flugt i juni 2020 opdagede en hidtil ukendt side af Jan Marsaleks liv.

Det viste sig, at han i årevist har plejet kontakter ikke bare med den østrigske efterretningstjeneste, men også med den russiske militære efterretningstjeneste GRU.

I det hele taget havde han en svaghed for Rusland og for krige og kriser, for militær og soldater.

I München plejede han omgang med den dræbte libyske diktator Muammar Gaddafis sønner og drømte om at engagere sig med lejesoldater i den libyske borgerkrig. Han pralede med, at han havde været gæst hos det russiske militær i Palmyra i Syrien, og i sommeren 2018 præsenterede han to værdipapirhandlere i London for et hemmeligt dokument, som bl.a. skulle indeholde formlen til den dødelige gift Novichok. Giften, som blev brugt til at forsøge at tage livet af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj og overløberen Sergej Skripal.

En tidligere medarbejder beskriver Jan Marsalek som ”den mest intelligente fyr, jeg har nogensinde har mødt”. Han var lynhurtig, veltalende og charmerende, og så var han besat af luksus. Den bedste vin, den bedste steak og dyreste natklub blev betalt med det guldkort, han elskede at flashe. Årets højdepunkt var Oktoberfesten, hvor Marsalek lod champagnen skænke i ølkrus.

Den tyske it-gigant

Jan Marsalek var 20 år, da han forlod sin hjemby Wien for at prøve lykken i München.

Det var år 2000, og han kom hurtigt i kontakt med et ambitiøst it-firma, der drømte om at gøre Amazons Jeff Bezos, Facebooks Mark Zuckerberg og Teslas Elon Musk og andre tech-giganter kunsten efter.

Wirecard fra Ashheim forsøgte at slå igennem med en elektronisk betalingsservice og havde hidtil satset på spille- og pornobranchen, men nu skulle resten af verden erobres. Det var her, Marsalek mødte den 11 år ældre it-rådgiver Markus Braun, også tilflytter fra Wien, som var blevet ansat til at sætte skub i firmaet.

Med de to østrigere ved roret indledte Wirecard en aggressiv vækststrategi med Braun som topchef og Marsalek som direktør for Asien-forretningen, som blev kraftigt udvidet med køb af konkurrenter i bl.a. Singapore og Filippinerne, begge vigtige markeder for især gaming-branchen.

Herefter gik det slag i slag.

Det gådefulde selskab

Wirecard blev børsens kæledægge, og selvom kurserne viste kraftige udsving undervejs, så var der masser af risikovillige investorer. Kronen på værket blev, da Wirecard i september 2018 bliver blåstemplet og optaget i den absolutte inderkreds DAX 30, indekset over de 30 største børsnoterede selskaber i Tyskland.

På det tidspunkt var en journalist fra London-avisen Financial Times allerede i gang med at kigge Wirecard efter i sømmene. Det begyndte med en artikel tilbage i april 2015 med den dobbelttydige overskrift: 'The House of Wirecard'. Artiklen begyndte med ordene:

- Wirecard er et ikke særligt kendt tysk teknologiselskab med en børsværdi på 5 milliarder – og samtidig en gåde.

Faktisk havde det i årevis svirret med forlydender om pyntede regnskaber og fiktive overskud, konstaterede Der Spiegel, efter at skandalen kom frem i juli sidste år.

- Ingen ville høre på det, hverken regeringens tilsynsmyndigheder, politikerne eller finansindustrien. For nu havde Tyskland efter årtier endelig en "Global Player”, et firma der kunne spille med på verdensniveau og det endda i den digitale branche.

Wirecard var den længe savnede succeshistorie. Men som tiden skulle vise, så var det tyske it-firma ikke bare en gåde, men i høj grad et korthus.

Banemanden

Der var et tidspunkt, hvor Dan McCrum altid så sig en ekstra gang over skulderen og nogle gange kunne finde på at tage undergrundsbanen i London i den forkerte retning for at ryste eventuelle forfølgere af sig.

McCrum var Financial Times-journalisten og talknuseren, der allerede i 2014 fik et tip om, at noget var galt med den tyske børskomet Wirecard, og som endte med at blive koncernens banemand.

Forinden havde Wirecard-ledelsen med Jan Marsalek i spidsen forsøgt sig med alle mulige benspænd. McCrum blev overvåget, truet og udspioneret, og på et tidspunkt var intet mindre end 28 privatdetektiver beskæftiget med at overvåge McCrum, hans kollegaer og repræsentanter for mulige sladrehanke i forskellige investeringsfonde fra den britiske finansverden.

Allerede i sin første artikel om Wirecard forsøgte den i dag 42-årige McCrum at trænge ind bag facaden bag det gådefulde firma.

- Hvorfor udbetalte firmaet store summer, endnu inden handler var blevet afsluttet? Hvorfor betaler man millioner for kriseramte asiatiske selskaber? Hvorfor stemmer regnskaberne fra Singapore ikke overens med de tal, som bogførtes i Tyskland?, lød nogen af hans spørgsmål.

I dag kender han svaret, forklarede han forleden til Süddeutsche Zeitung:

- Fordi det alt sammen var løgn!

Det mørkeste øjeblik

Selvom Financial Times-journalisten altså allerede i 2014 havde fået færten af, at noget var galt, så skulle der altså gå seks år, inden 'The House of Wirecard' faldt sammen.

Seks år, hvor firmaet igen og igen indkasserede milliarder fra godtroende investorer.

Titusinder af e-mails fra Wirecard-ledelsen, som tyske medier har fået adgang til, viser, hvordan firmaet år efter år brugte millioner af euro på pr-rådgivere, jurister og tidligere efterretningsfolk for at få stoppet kritiske artikler. I juli 2019 blev presset så massivt, at McCrum fik skriveforbud i små tre måneder, mens avisen lod et advokatfirma undersøge sagen.

- Det var en katastrofe, mit mørkeste øjeblik. Vi var lige på nippet til at afsløre Wirecard, og lige pludselig rejste de tyske myndigheder ikke bare sag mod mig, men også mod min arbejdsgiver.

I stedet for at kigge Wirecard efter i sømmene gik myndighederne efter budbringeren. Det var nemlig ikke bare de tyske investorer og adskillige medier, som var overbevist om, at Wirecard var en vaskeægte succes, det samme var de tyske finansmyndigheder, som nu indledte en sag mod Financial Times-journalisten for kursmanipulation.

Som Der Spiegel konkluderede kort efter, at Wirecard-korthuset var faldet sammen sidste sommer, så handler skandalen om de forsvundne milliarder fra Wirecard-fallitten ikke bare om muligt bedrageri i milliardklassen, men også om myndighedernes svigt.

- Indtil videre beskæftiger 35 myndigheder i Tyskland sig med kampen mod hvidvaskning og terrorfinansiering, men ingen gennemskuede, hvor lille og ynkelig denne falske kæmpe inden for finansteknologien i virkeligheden var.

”35 myndigheder og nul anelse”, lød overskriften.

Korthuset falder sammen

En af dem, som tilsyneladende heller ikke anede uråd, var den tyske forbundskansler.

Også hun nåede at blive involveret, inden Wirecard-korthuset faldt sammen.

I forbindelse med et besøg i Kina i september 2019 blev hun af en partifælle overtalt til at lægge et godt ord ind for Wirecard. Det gjaldt jo om at erobre det kinesiske marked med sine 800 millioner internetbrugere!

Forbundskanslerens lobbyarbejde skete på et tidspunkt, hvor beskyldninger om regnskabsfusk, hvidvaskning og markedsmanipulation allerede føg i luften, konstaterer Der Spiegel.

Det endelige dødsstød kom blot en måned senere, i oktober 2019, da Dan McCrum og kollegaen Stefania Palma kunne fremlægge resultatet af deres omfattende research.

20 ud af 34 påståede forretningspartnere fandtes ikke, var insolvente eller havde ikke længere noget med Wirecard at gøre, viste det sig.

Et af de selskaber, som Wirecard angiveligt samarbejdede med, viste sig at være et filippinsk busfirma med en tidligere sømand i bestyrelsen!

14 milliarder var pist væk

Afsløringerne fik bestyrelsen til at hyre en ekstern revisor, som otte måneder senere måtte konstatere, at godt 14 milliarder kroner, som skulle befinde sig på konti i to filippinske banker, aldrig havde eksisteret.

Luften var gået ud af Wirecard-ballonen og dermed drømmen om et digitalt tysk finansfyrskib. Wirecard måtte gå i betalingsstandsning 25. juni 2020, og siden har ingen set skyggen af eksdirektør Jan Marsalek og de milliarder som aktionærerne havde investeret.

Og hvad angår svaret på de mange henvendelser til forbundskansleren, så vil Angela Merkel i de standardiserede svarmails ikke ikke love noget, men henviser til domstolene:

- Efter Deres skildring kan jeg godt forstå, at situationen belaster Dem meget. Tilfældet Wirecard er meget bekymrende.

Tabet efter Wirecard-fallitten er foreløbig gjort op til over 90 milliarder kroner.