Coronavirus

Millioner af vacciner er forsvundet i USA og frygtes at være gået tabt

USA's vaccineprogram er et rod, mener Biden-administrationen, som vil have optimeret processerne. Men landets nye præsident har travlt.

I USA kan der ikke redegøres for op i omegnen af 20 millioner vaccinedoser. I værste fald kan de være gået tabt.

Og ingen kan tilsyneladende rigtigt forklare hvorfor.

Vaccineprogrammet er i værre forfatning, end vi forventede

Joe Biden, USA's præsident

Ifølge amerikanske medier har Joe Bidens hold af eksperter brugt den første tid efter hans indsættelse på at prøve at komme til bunds i sagen, men indtil videre er det ikke lykkedes.

Faktisk er Biden-folkene blevet overrasket over, hvor stort et rod vaccineudrulningen ser ud til at være.

- Ingen havde fuldt overblik på forhånd. De planer, der blev lagt, blev lavet ud fra en antagelse om, at der ville være mere information tilgængelig, når de kom ind i Det Hvide Hus, siger Julia Morita, der er en del af Bidens overgangshold, til Politico.

Tidligere i denne uge udtalte præsident Joe Biden selv, at "vaccineprogrammet er i værre forfatning, end vi forventede", mens hans stabschef, Ron Klain, har sagt til NBC, at "der slet ikke rigtigt var nogen distributionsplan".

Vacciner kan ligge ubrugt

De seneste tal fra den amerikanske sundhedsstyrelse, CDC, viser, at der er distribueret 49,9 millioner doser covid-19-vaccine ud til delstaterne. Men kun 29,5 millioner doser er endt i armen på en amerikaner.

Biden-administrationen arbejdede med en formodning om, at forskellen i tallene kunne forklares med, at der var forsinkelser i indrapporteringen, men det har vist sig langt fra at være hele forklaringen.

Efter at have fået adgang til de eksisterende data, vurderer Bidens eksperthold, at kun omkring to millioner kan tilskrives forsinkede registreringer, skriver Politico.

Det betyder, at resten af de udsendte vacciner kan ligge gemt væk i kasser eller frysere i en lagerhal. Eller være kasseret, fordi de er udløbet. Eller måske de rent faktisk stadig er derude et sted i distributionskæden og bare ikke er registreret.

Problemet er, at ingen kan redegøre for det.

- Det mest foruroligende ville være, hvis det viser sig, at der er vacciner, som ligger rundt omkring, og folk ikke bruger dem, når andre har brug for dem, sagde den amerikanske regerings øverste sundhedsrådgiver, Anthony Fauci, på et pressemøde i denne uge.

Ineffektiv distribution

At myndighederne ikke kan redegøre for et stort antal vacciner skyldes, at ansvaret for vaccinerne overgår til de enkelte delstaters offentlige sundhedssystemer, så snart vaccinerne er leveret til staterne.

Herefter får de føderale myndigheder først en opdatering, når doserne rent faktisk er blevet givet og registreret.

Men der er ifølge The Daily Beast problemer med ineffektive processer på både by-, amts-, delstats- og føderalt niveau.

- Vi ser lige nu store problemer med ineffektivitet. Der er byer, som aflyser vaccinationsaftaler, samtidig med at data viser, at de stadig ikke har givet en stor del af de vacciner, der er sendt ud til dem. Det er det største problem, siger Craig Spencer, læge ved New York Presbyterian Hospital, til mediet.

Nogle byer har ikke tilstrækkelige systemer til at registrere, hvor vacciner befinder sig, om der er nok fryserplads, eller om doser på hylden er ved at udløbe.

I nogle stater er der problemer med at sikre, at hver gren i forsyningskæden har tilstrækkeligt med vacciner, da flere store byer har deres egne særskilte distributionsplaner og registreringsprocesser.

Og så er der nogle doser, som bliver forsinkede, fordi der hos fragtfirmaerne opstår forvirring omkring, hvor de enkelte forsendelser skal hen, rapporterer The Daily Beast.

Under tidspres

Selvom USA altså er det land i verden, som har givet flest vaccinedoser, og omkring dobbelt så mange per indbygger som Danmark, er det altså en proces, der kan forbedres.

Men det vil tage tid for de amerikanske myndigheder at få strømlinet distributionen af covid-19-vaccinerne. Tid, som Biden-administrationen ikke har.

Joe Biden har flere gange sagt, at hans mål som præsident er 100 millioner doser inden for hans første 100 dage i Det Hvide Hus.

Samtidig holder de amerikanske myndigheder øje med udviklingen i forhold til nye, og mere smitsomme, varianter af coronavirussen, der ventes at sprede sig i USA over de kommende måneder.

Biden-administrationen vil derfor have flest mulige amerikanere vaccineret for at undgå en ny stor smittestigning i foråret.

USA er med sine 26 millioner registrerede smittetilfælde og næsten 440.000 coronarelaterede dødsfald det land, der er værst ramt af pandemien.

Lyn-analyse

”Vores arbejdsbetingelser er meget dårligere end forventet” er den klassiske klagesang, som en ny administration retter imod den afgående. Særligt, når man er kommet sløjt fra start med bekæmpelsen af coronakrisen, som er øverst på den politiske dagsorden. Anthony Fauci, som er chefrådgiver for administrationens corona-indsats, har i øvrigt tilbagevist Biden-lejrens påstand om manglende distributionsplaner. Et godt bud er derfor, at Bidens administration forsøger at få dæmpet forventningerne til vaccinedistributionen ved at pege fingre af Trump, men også ender med at penge fingre mod sig selv.