Udland

Flere tusinde polakker protesterede til det sidste – men abortforbuddet trådte alligevel i kraft

Nu er det ulovligt for en kvinde at få foretaget en abort af et foster med misdannelser. I praksis er der næsten tale om et totalforbud i Polen.

Over hele Polen markerede tusinder af mennesker i går aftes deres modstand mod endnu en stramning i landets abortlovgivning.

Skilte med udsagn som ”fuck af”, ”min krop, mit valg!” og ”det her er krig!” og slagord om revolution fyldte gaderne i mere end 50 byer i forsøget på at få magthaverne til at lytte.

Men det har ikke ændret på, at den nye lovgivning er gældende fra i dag.

Det er et angreb på kvinders helbred

Evelyn Regner, ligestillingsformand i Europa-Parlamentet

Det betyder, at abort kun vil være tilladt i tilfælde af voldtægt og incest, eller hvis morens liv eller helbred er i fare. Læger, der udfører ulovlige aborter, vil få fængselsstraf.

- Det er uacceptabelt. Pludselig har halvdelen af nationen fået frataget deres ret til at tage beslutninger omkring dem selv, siger pensionist Anna Wojniewicz, der var mødt op for at demonstrere.

"Pis off" stod der på en demonstrants skilt under gårsdagens demonstration med reference til Lov og Retfærdighedspartiet (PiS).
Det røde lyn er symbolet på protestbevægelsen mod abortlovgivningen.
De mange polakker valgte at trodse forsamlingsforbuddet for at demonstrere.

Ingen abort på grund af misdannelser

Indtil nu har grunden til de fleste af de få aborter, der sker i Polen, været misdannelser. Men det er altså slut nu.

Det er en afgørelse fra Polens forfatningsdomstol tilbage i oktober, der strammer landets abortlovgivning yderligere. En abortlovgivning som allerede er en af Europas mest restriktive.

- Det er en sørgelig dag for kvinder, en sørgelig dag for demokratiet, en sørgelig dag for Europa, siger Evelyn Regner, der er formand for Europa-Parlamentets udvalg for kvinders rettigheder og ligestilling.

Natten til i dag var en sort nat for kvinder

Krystyna Kacpura, direktør for hjælpeorganisation

Ifølge kritikerne blev spørgsmålet taget op af forfatningsdomstolen efter opfordring fra det stærkt konservative regeringsparti, PiS – Lov og Retfærdighedspartiet, og den katolske kirke.

Det benægter partiet, og lover samtidig at hjælpe forældre med handicappede børn.

En sort nat for kvinder

Natten til i dag blev flere kvinder blev grebet af panik i forbindelse med planlagte aborter, der nu skulle aflyses. Det fortæller Krystyna Kacpura, direktør for organisationen for kvinderettigheder og familieplanlægning i Polen, som har modtaget mange bekymrede opkald i denne uge:

- Natten til i dag var en sort nat for kvinder, ikke bare for kvinder, men også læger. I hjem og på hospitaler var der kvinder, der havde indgreb planlagt i disse dage, for eksempel hvor en ultralydsscanning havde vist misdannelser hos fosteret.

- De her kvinder stivnede i rædsel, de vidste ikke, hvad de skulle gøre.

Også den polske støttegruppe ‘Aborter uden grænser’ modtog omkring midnat mindst 30 opkald fra kvinder i panik.

Gentagende protester

I forbindelse med domstolens afgørelse i oktober var der massive protester. Titusindvis af polakker, særligt kvinder, demonstrerede og strejkede i ugevis.

Derfor udsatte regeringen ikrafttrædelsen, som egentlig skulle være faldet 2. november.

- I øjeblikket har vi alle brug for ro til at diskutere denne afgørelse. Vi har brug for ro fra befolkningen og diskussioner blandt eksperter, lød det dengang fra Piotr Muller, talsmand for regeringen.

Da en stramning af lovgivningen var oppe i oktober, gik titusinder ud og protesterede i ugevis for at stoppe den.
Fuckfinger med polske flags farver fra en demonstrant mod Polens abortlovgivning i oktober.
Protestskilt hvor Jarosław Kaczyński, Partiformand for det polske regeringspart, sammenlignes med Hitler.

Fra EU's side mener man, at ikrafttrædelsen nu er kommet snigende som en tyv om natten.

- Den polske regering lovede at tage loven op igen muligvis revidere den, men det har den ikke gjort, siger ligestillingsformand Evelyn Regner og tilføjer:

- I stilhed og hemmelighed er denne her lov pludselig kommet igennem. Det kom meget pludseligt.

Kvinder vil få ulovlige aborter

Polens afgørelse vil ifølge Evelyn Regner ikke kun ramme kvinder i Polen, men også resten af Europa:

- Det her er ikke en beskyttelse af kvinder, for aborter vil finde sted hvor kvinder er tvunget til at få indgrebet foretaget ulovligt eller i udlandet.

- Det er et angreb på kvinders helbred. Det er et angreb på det juridiske system og selvfølgelig på alle kvinder i Europa, siger formanden for Europa-Parlamentets udvalg for kvinders rettigheder og ligestilling.

Polens abortlov skal nu tages op i Europarådet, lyder det.