Udland

New Zealand træt af turisters ideforladte feriefotos på Instagram

Hvis du vil tage det perfekte Instagrambillede, skal du gøre det personligt og bruge humor, lyder det.

Du kender dem sikkert.

Det klassiske ’jeg fører min kæreste gennem et smukt landskab’-billedet.

Eller ’jeg sidder lige her nyder udsigten fra et boblebad’-billedet.

Men nu vil New Zealand de klichefyldte og uopfindesomme Instagramfotos til livs.

Det er budskabet i en ny turismekampagne, som landet netop har lanceret.

Gør noget nyt

Kampagnevideoen er to minutter lang og følger komiker Tom Sainsbury, der med centervagts-aura opsøger turister på landets mest berømte attraktioner og opfordrer dem til at lade være med at kopiere andres instagram-opslag.

- Der er så mange andre gode billeder, du kan tage, udover de sædvanlige insta-billeder, lyder det fra den frustrerede Tom Sainsbury:

- Tænk ud af boksen. Eller kvadratet.

Instaworthy billeder?

Men hvordan tager man så gode billeder til Instagram uden at kopiere?

Faktisk skal man droppe tanken om det perfekte billede, for ofte gemmer de bedste billeder sig i det uperfekte, siger influencer og tv-personlighed Mascha Vang.

- I stedet for at tage et billede af en blomstereng, så tag billedet af dit lille barn, der er kommet til at plukke blomsterne. For vi vil gerne se det skønne, men også noget ægte, siger hun.

- Jeg gør nok begge dele: Tager klassiske billeder, men jeg prøver også at gøre dem personlige. Et af de opslag, jeg har fået mest respons på, er fra en vinter i New York, hvor vi står på skøjter ved Rockefeller Center, og jeg filmer min kæreste, der to gange falder totalt på røven, siger hun.

Hun opfordrer derfor til at man:

  • Gør sine billeder personlige
  • Bruger humor
  • Finder det skæve i øjeblikket

New Zealand er stadig lukket for turister

Men hvis du drømmer om at rejse til New Zealand og opdatere din Instagramprofil, bliver du nødt til at vente.

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, sagde tirsdag, at New Zealands grænser vil forblive lukket det meste af året, mens coronavirus stadig spreder sig i verden.

- Set i lyset af risiciene i verden omkring os og usikkerheden ved den globale udrulning af vaccinen, vil vores grænser være påvirket, sagde Jacinda Ardern tirsdag.

For at newzealændere og resten af verdens befolkninger igen kan rejse som før, kræver det, at der er bevis for, at vaccinerede ikke kan give smitte med covid-19 videre, eller at en stor nok del af befolkningen er vaccinerede, lød det fra premierministeren.