Udland

Portugals sygehuse i knæ – Vil sende coronapatienter til udlandet

Portugals sundhedsvæsen er blevet kørt over af den tredje coronabølge. Og nu beder man udlandet om hjælp for at redde liv.

Portugal vil søge hjælp hos de europæiske nabolande, fordi situationen på de portugisiske hospitaler er kaotiske - hvis ikke decideret kollapset.

Sådan siger den portugisiske sundhedsminister i et interview med det portugisiske publicservice medie RPT.

- I betragtning af den store stigning i nye positive og situationen med overbelægning på mange intensivafdelinger, udelukker vi ikke at bede om international hjælp til at transportere patienter ud af Portugal, lød ordene fra sundhedsminister Marta Temido.

- Vi overvejer alle muligheder

Efterfølgende forsøgte det spanske dagblad La Voz de Galicia at få svar på, om man allerede overvejede at sende portugisiske patienter til Spanien. Hvortil det portugisiske sundhedsministerie svarede:

- Vi overvejer alle muligheder for at sikre, at den portugisiske befolkning kan blive behandlet, siger Marta Temido til La Voz de Galicia.

Men selvom de portugisiske myndigheder ikke officielt vil bekræfte, at situationen nu er så alvorlig, at man allerede arbejder på at få portugisiske coronapatienter behandlet uden for landets grænser, slår formanden for den portugisiske forening af intensivlæger fast, at anmodningen om hjælp allerede er i gang.

- Jeg ved, det er i gang. Og det er fuldstændigt logisk, fordi det er en proces på europæisk niveau, der kan tage flere dage at realisere, og situationen i Portugal tillader os ikke at vente længere, siger Joã Gouveia, formand for intensivlægerne i Portugal til Voz de Galicia.

Formanden for intensivlægerne arbejder selv i frontlinjen og kender derfor landets data for pandemien. Han har kontinuerlig kontakt med det portugisiske sundhedsministerium.

Lissabon-regionen hårdest ramt

Onsdag ramte landet en ny sørgelig rekord med 293 døde på et døgn i et land med omkring 10 millioner indbyggere. Den seneste uge er der 11 patienter i timen, der har mistet livet med covid-19, og der er ikke flere ledige senge på intensivafdelingerne, skriver den store portugisiske avis Observador.

Hovedstadsregionen ved Lissabon er særdeles hårdt ramt af situationen, og i portugisiske medier ses billeder af ambulancer i kø ved intensivafdelingerne, hvor de venter på at komme af med deres patienter.

Over 50 procent af de nyligt smittede er fundet I Lissabon-regionen, og i dag skrev foreningen af praktiserende læger i en udtalelse, at man er nået til bristepunktet.

Man er ikke længere i stand til at øge antallet af pladser på intensivafdelingerne.

- I den oprindelige beredskabsplan havde hospitalerne 100-120 senge til covid-smittede. Nu har det niveau nået 200-300, hvilket betyder, at den oprindelige beredskabsplan, der blev lavet for et par måneder siden, allerede er overskredet, siger Alexandre Valentim Lourenço, der er formand for foreningen, til det portugisiske medie Visão.

Og han fortæller videre, at hospitalerne er begyndt at bruge op mod 60 procent af deres kapacitet på covid-19, og det bekymrer, fordi der også er andre alvorlige sygdomme, der skal behandles.

Fra mirakel til kaos

Under første bølge blev håndteringen af coronasituationen rost af omverdenen og fremhævet som miraklet i Portugal. Men siden jul er situationen bare blevet værre og værre.

Sundhedseksperter i landet kritiserer regeringen for at have slækket alt for meget på restriktionerne hen over julen, hvor man lod portugiserne rejse på tværs af landet, og med dem spredte smitten sig. Dertil beklager mange også, at man har ladet skoler og undervisningssektoren holde åbent på trods af alarmende smittetal.

- Det er uansvarligt og en fejl, vi kommer til at betale dyrt for, siger Carlos Cortes, regionalformand for de praktiserende læger i det centrale Portugal til det regionale dagblad Correio Da Manhã.

Andre sundhedseksperter peger på dårlig planlægning og manglende samarbejde mellem de regionale og centrale sundhedsinstanser.

Uanset hvad, befinder Portugal sig i disse dage i en dramatisk sundhedskrise, som de frygter, at de ikke selv er i stand til at løse.