Coronavirus

Møde i Bruxelles har ikke gjort EU's vrede mod medicinalfirma mindre

EU vil ikke finde sig i, at medicinalfirma leverer markant færre vaccinedoser end aftalt.

Onsdag mødtes EU-Kommissionen med vaccineproducenten AstraZeneca, som EU mener misligholder sin kontrakt om levering af coronavacciner til EU.

Men det tre timer lange møde, der blev beskrevet som "konstruktivt", var ikke i stand til at frembringe en løsning på den dybe konflikt, der er opstået mellem parterne.

- Vi beklager den fortsatte uklarhed om leveringsplanen, skriver EU’s sundhedskommissær Stella Kyriakides i et tweet efter mødet.

Hun tilføjer, at EU har afkrævet medicinalfirmaet en klar og tydelig plan for, hvornår selskabet kan levere de vaccinedoser, som EU har reserveret i årets første tre måneder.

Problemer med produktionen

EU har skrevet kontrakt med det svensk-britiske medicinalfirma om levering af op mod 400 millioner vaccinedoser, hvoraf Danmark bedt om at få 1,9 millioner doser.

Men AstraZeneca er løbet ind i produktionsproblemer. Firmaet har fire fabrikker i Europa – to i Storbritannien og to i EU – og især en fabrik i Belgien har haft problemer med produktionen.

- Sagen er både opsigtsvækkende og tragisk. Det er absolut ikke hverdagskost, at man offentligt ser så stor frustration fra EU's side mod et navngivet firma. Tragisk, fordi dette i sidste ende kan koste menneskeliv, siger TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede.

Ikke nogen slagterbutik

EU har anklaget AstraZeneca for at svigte sine forpligtelser, og dermed bringe EU-landenes vaccineprogrammer i store vanskeligheder.

AstraZeneca forsvarer sig med, at man aldrig har forpligtet sig til at levere et bestemt antal vaccinedoser. Selskabets øverste chef, Pascal Soriot, sagde tirsdag, at man i kontrakten blot har forpligtet sig til at ”gøre sit bedste” for at nå målet.

Den bemærkning har gjort EU rasende, og det gør det ikke bedre, at AstraZeneca siger, at mens man ikke kan levere til EU, skal man nok levere de vaccinedoser til Storbritannien, som der er aftalt.

- Kontrakten med Storbritannien blev underskrevet først, og derfor siger Storbritannien naturligvis, at ”I skal levere til os først”. Det er fair nok, sagde Pascal Soriot tirsdag.

Det betyder, at mens AstraZeneca forventer at kunne opfylde sin aftale med Storbritannien, kan selskabet i årets første kvartal kun levere 25 procent af de lovede vaccinationsdoser til EU.

Selskabets øverste chef, Pascal Soriot, sagde tirsdag, at man i kontrakten blot har forpligtet sig til at 'gøre sit bedste' for at nå målet. De principper for fordelingen afviste EU til gengæld fuldstændigt.

De principper for fordelingen afviser EU til gengæld fuldstændigt.

- Vi afviser logikken om ”først til mølle, først leveret”. Det kan gælde i en slagterbutik, men ikke i kontrakter, og slet ikke i en avanceret leveringsaftale som denne, sagde EU’s sundhedskommissær Stella Kyriakides tidligere i dag.

Mange spørgsmål

Så der var lagt op et skarpt møde mellem parterne i dag, hvor ansvaret for skandalen skulle placeres, siger Lotte Mejlhede og oplister nogle af de spørgsmål, som EU og AstraZeneca nok har brugt mødet på at diskutere:

  • Er det korrekt, at firmaet ifølge kontrakten med EU er forpligtet til at levere fra fire produktionsenheder i Europa? To i Storbritannien og to på Kontinentet?
  • Har EU ret i, at AstraZeneca ifølge kontrakten dermed er forpligtet til at levere vaccine fra for eksempel Storbritannien, hvis det viser sig at et af produktionsstederne i Belgien pludselig ikke kan skaffe det forventede udbytte?
  • Har EU samtidig ret i, at Unionen ikke er blevet advaret af AstraZeneca om, at en ordreplacering i oktober – flere måneder efter at Storbritannien placerede sine ordre hos firmaet – kunne betyde, at firmaet ikke var sikker på at kunne levere til tiden, men blot ville gøre sit bedste?

- Hvis svaret er ja på de spørgsmål, er det primært firmaet, der har forårsaget skandalen. Men er det ikke tilfældet, hvor står vi så? Svaret får vi dybest set kun, hvis kontrakten bliver offentliggjort. Det har EU bedt firmaet om at få lov til. Men det er der endnu ikke kommet et ja til fra firmaets side, siger Lotte Mejlhede.