Udland

Biden kræver svar på Navalnyjs skæbne i samtale med Putin

Ifølge Det Hvide Hus brugte præsident Biden også samtalen til at understrege, at USA vil slå hårdt ned på russiske aggressioner.

USA's præsident, Joe Biden, har haft sin første officielle telefonsamtale med Ruslands præsident Putin.

De to statsledere diskuterede blandt andet Ruslands indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Telefonsamtalen kommer samtidig med, at de to lande skal forhandle en forlængelse af den såkaldte New START-traktat.

Aftalen lægger et loft over, hvor mange atomvåben de to lande må have i deres arsenal.

Diskuterede Navalnyj

Ifølge Det Hvide Hus brugte præsident Biden også samtalen til at understrege, at USA vil slå hårdt ned på russiske aggressioner.

- Hans hensigt var også at gøre det klart, at USA vil handle bestemt for at forsvare nationale interesser som respons på ondsindede handlinger fra Rusland, sagde Det Hvide Hus’ pressesekretær, Jen Psaki, efter telefonmødet.

Ifølge BBC diskuterede Biden og Putin desuden forlydender om, at Rusland skulle have sat dusører på amerikanske soldater under konflikten i Afghanistan.

Endelig krævede præsident Biden svar på Ruslands rolle i attentatforsøget og den efterfølgende anholdelse af oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, som lige nu sidder varetægtsfængslet i Moskva.

En hårdere linje

Ifølge Det Hvide Hus skulle der have været uenigheder på telefonmødet, men det fremgår ikke af de russiske myndigheders udskrift af samtalen, skriver BBC.

Præsident Biden har antydet en mere kontant og hård linje overfor Vladimir Putin end forgængeren Donald Trump, som oftest undgik konfrontationer med den russiske præsident.

USA’s nytiltrådte præsident har ved en tidligere lejlighed kaldt Vladimir Putin for en KGB-bandit.

De russiske myndigheder siger, at Putin gjorde det klart, at en normalisering i forholdet mellem de to stormagter ville være af interesse for begge lande.

Putin har lykønsket Biden

Den russiske præsident lykønskede i sidste måned Joe Biden med sejren ved det amerikanske præsidentvalg i november.

Putin udtrykte håb om, at "vores lande vil kunne sætte sig ud over uenigheder og sammen fremme den globale sikkerhed".

Putin ønskede desuden den kommende amerikanske præsident "al mulig succes".

- For min del er jeg parat til samarbejde og kontakt med dig, hed det ifølge en udsendt erklæring fra Kreml.

I telegrammet fra Putin til Biden hed det også, at "russisk-amerikansk samarbejde baseret på principper om lighed og gensidig respekt vil være i begge landes interesse - og i hele verdens".