Coronavirus

OVERBLIK: Vrede skeptikere vil coronarestriktionerne til livs

Det er ikke kun i Danmark, at der er vrede og protester mod myndighedernes coronarestriktioner.

Lørdag demonstrerede op mod 1000 mennesker i København mod regeringens coronahåndtering.

Under demonstrationen blev en dukke i menneskestørrelse, der forestillede statsminister Mette Frederiksen (S), hængt op i en lygtepæl.

Efterfølgende blev der sat ild til dukken, hvilket har udløst harme hos flere partiledere og politikere fra begge fløje. Tre personer er varetægtsfængslet i sagen.

Demonstrationen var arrangeret af gruppen Men in Black, der er en verdensomspændende bevægelse.

De tror ikke på, at coronavirus udgør en trussel mod samfundet, og så mener de, at vaccinerne er farlige.

De føler, at deres frihed krænkes af de mange restriktioner, der er sat i værk for at bremse coronasmitten.

Borgernes utilfredshed og protester mod coronarestriktioner har i månedsvis også ført til demonstrationer i en række andre lande.

Holland

Demonstrationen i Amsterdam blev forsøgt opløst med politiets vandkanoner.

Senest søndag i Hollands hovedstad Amsterdam, hvor flere end 100 personer blev anholdt, efter at deltagerne begyndte at kaste med sten og fyrværkeri mod politiet.

Demonstranterne var gået på gaden i protest over regeringens beslutning om at indføre udgangsforbud efter klokken 21.

Politiet måtte tage vandkanoner og hunde i brug for at opløse demonstrationen.

Tyskland

Vaccine-modstander Maria Schlapper deltog i demonstrationen lørdag.

Lørdag demonstrerede hundredvis af vaccinemodstandere i Düsseldorf i Tyskland. Her talte TV 2s Uffe Dreesen med flere af demonstranterne.

- Jeg stammer fra den tidligere Østblok. Jeg kender til hendes slags, lyder det fra Maria Schlapper bag hendes anti-Merkel-mundbind.

- De vil af med os alle sammen, alle os over 60. De vil have vores penge, vores lejligheder og vores opsparinger.

På landsplan er det kun 67 procent af tyskerne, som ifølge en meningsundersøgelse er parate til at lade sig vaccinere mod covid-19.

Ifølge Bild er to millioner tyskere (ud af i alt 83 millioner) for øjeblikket tilknyttet Facebook-grupper, hvor ”vaccine” og ”corona” bliver sat i forbindelse med ”diktatur” og ”folkemord”.

Frankrig

20. januar demonstrerede franskmændene mod regeringens restriktioner.

Også i Frankrig er der en udpræget skepsis mod coronavaccinerne.

Ifølge en meningsmåling fra december er over halvdelen af franskmændene mere eller mindre uenige i, at de ønsker at blive vaccineret.

Samlet set er i alt 60 procent af franskmændene skeptiske overfor at modtage en coronavaccine.

Paris-forstaden Villeneuve-la-Garenne har siden april jævnligt været ramt af optøjer og protester mod myndighedernes coronarestriktioner. Borgerne i den socialt belastede forstad mener blandt andet, at de rammes hårdere af restriktionerne, da de ofte bor tæt sammen på et lille areal.

Italien

Italienerne har også været på gaden i protest mod regeringens restriktioner. Her fra en demonstration i oktober.

I Italien har der også jævnligt været demonstrationer mod regeringens coronahåndtering.

I oktober kom det til sammenstød mellem politi og demonstranter, da storbyen Napoli igen blev underlagt en række stramme restriktioner for at bremse coronapandemiens anden bølge.

Syv personer blev såret under sammenstødene – herunder flere politibetjente, som blev ramt af demonstranternes røgbomber.

De efterfølgende dage spredte urolighederne sig til en række andre byer i Italien, der har været hårdt ramt af covid-19.

Spanien

I weekenden gik hundredvis af coronaskeptikere på gaden i Madrid.

I september var det så coronaskeptikerne i den spanske befolkning, der havde fået nok af regeringens restriktioner.

Tusindvis af demonstranter samlede sig i hovedstaden Madrid, hvor de krævede, at regionens regering trådte af.

Demonstranterne var utilfredse med, at regeringen havde varslet en række restriktioner, der ville ramme især regionens fattige områder hårdt. Demonstranterne mente, at der var tale om direkte diskriminering af de fattige.

Madrid-regionen har især været hårdt ramt under coronapandemiens anden bølge.

Storbritannien

Coronaskeptikere i Newcastle-upon-Tyne i England demonstrerede i december – alle uden mundbind.

Allerede i april sidste år gik dele af den britiske befolkning første gang på gaden i protest mod coronarestriktionerne i landet.

Storbritannien har været hårdt ramt af coronapandemien, og sygehusvæsnet i landet har flere gange været tæt på kollaps.

Da anden bølge skyllede ind over Storbritannien i efteråret tog protesterne til i styrke, og siden oktober 2020 er 55 personer blevet anholdt i forbindelse med coronademonstrationer.

Flere af de anholdte valgte bevidst at overtræde restriktionerne ved at nægte at bære mundbind og holde afstand. Andre påstod, at covid-19 var et fupnummer, som Boris Johnsons regering havde fundet på.

Der har også været demonstrationer og protester mod coronarestriktioner i en række andre lande som USA, Mexico, Brasilien og Argentina.