Udland

Tv-værten Larry King er død

King var på amerikanernes skærm i 25 år og har interviewet alt fra skuespillere til præsidenter.

Den amerikanske journalist og tv-vært Larry King er død.

Det fremgår af hans Twitter-profil. Den legendariske tv-vært blev 87 år gammel.

Det er endnu ikke meldt ud, hvad Larry King er død af, men kort efter nytår blev Larry King syg med coronavirus og indlagt på et hospital i Los Angeles.

King var i forvejen syg med både lungekræft og type 2-diabetes ifølge CNN.

Talkshowvært i 25 år

Siden 1985 har King, som er født og opvokset i New York, været vært på talkshowet Larry King Live, der er det længstlevende talkshow i USA.

Både præsidentkandidater, skuespillere og topatleter har været gæster hos Larry King gennem årene, og alt fra Oprah Winfrey, Lady Gaga og Frank Sinatra har siddet i stolen hos King.

Også flere prominente udenlandske ledere som palæstinenseren Yasser Arafat, Israels senere dræbte premierminister Yitzhak Rabin, den britiske premierminister Tony Blair og sovjetlederen Mikhail Gorbatjov er blevet interviewet af Larry King.

Desuden besøgte Ruslands præsident Vladimir Putin showet i et interview på direkte forbindelse fra Moskva. Derfor var Putin heller ikke sen til at kondolere over tv-værtens død.

- Præsidenten har altid værdsat hans store professionalisme og uantastede journalistiske autoritet, lød det tidligere på dagen fra Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Efter 6000 afsnit af showet takkede værten dog af i 2010 efter 25 år på posten, men allerede to år efter, i 2012, vendte han tilbage med et tilsvarende talkshow Larry King Now.