Udland

Nyfundet fossil af dinosaur kan være verdens største

Fossilet menes at være af en dinosaur, der hører til gruppen af langhalsede, firbenede planteædende dinosaurer.

I Neuquén-provinsen i Argentina har man gjort et bemærkelsesværdigt fund.

Palæontologer har fundet fossilet af en dinosaur, som kan vise sig at være verdens største.

- Det er en kæmpe dinosaur, men vi forventer at finde meget mere af skelettet under udgravningen, så vi på den måde kan sige med sikkerhed, at det er verdens største, siger Alejandro Otero, palæontolog ved Argentinas Museo de La Plata, til CNN.

Palæontologerne bag udgravningen vurderer, at dinosauren måler op til 40 meter og havde en vægt på 110 ton.

Stadig usikkerheder

Fossilet menes at være 98 millioner år gammelt og tilhøre arten titanosaur, der hører til gruppen af langhalsede, firbenede planteædende dinosaurer, som også kaldes sauropoder.

Palæontologer ved udgravningen.
Sådan mener forskere ved universitetet i Portsmouth i Storbritannien, at en sauropod kan have set ud.
En palæontolog børster jord og støv væk fra knogleresterne.

Titanosaurer udviklede sig i begyndelsen af Kridttiden for omkring 136 millioner år siden – den sidste del af dinosaurernes tidsalder – og blev meget mangfoldige og bredte sig til alle Jordens kontinenter.

Det forklarer Bent Lindow, palæontolog ved Statens Naturhistoriske Museum i København.

Han kalder fundet bemærkelsesværdigt, men understreger, at det endnu er svært at vide, om det er verdens største dinosaurfossil.

- Der er store usikkerheder omkring længde og vægt på disse enorme dyr, fordi det skal beregnes ud fra ofte meget fragmentariske skeletter, siger han til TV 2.

Flere fund i Sydamerika

Der er især blevet fundet en række forskellige enorme langhalsede dinosaurfossiler med længder på over 35 meter og vægt på omkring 50 ton i Sydamerika.

Men der er også en sammenhæng mellem, hvor man har fundet mange dinosaurskeletter, og hvor der er mange palæontologer, der forsker i dem.

- Især Europa og Nordamerika har været og er kendt for mange fund, men nu er Sydamerika og Kina også kommet godt med. I resten af verden ligger der helt sikkert masser af fossiler af nye dinosaurarter og venter i undergrunden, der skal bare være nogle forskere, der har tid til at tage ud og udgrave dem og undersøge dem videnskabeligt, siger Bent Lindow.

Det hidtil største fossil af en dinosaur menes at være langhalsen Argentinosaurus huinculensis, der levede for mellem 92 og 96 millioner år siden i Argentina. Den kunne måske blive op til 35 meter lang og veje op mod 80 ton.

- Men det er en usikker beregning, for man har kun meget lidt af skelettet bevaret, siger Bent Lindow.

En anden kandidat er langhalsen Mamenchisaurus sinocanadensis fra Kina.

- Her har man et nogenlunde komplet skelet, som også tyder på en længde på 35 meter, siger palæontologen.