Udland

Twitter bandlyser falsk ayatollah-konto for Trump-tweet

Ayatollahen har fået lukket sin iranske Twitter-konto, efter at han har truet tidligere præsident Trump.

OPDATERET KLOKKEN 17.48: Flere medier skrev tidligere fredag, at ayatollah Ali Khamenei var blevet bandlyst fra Twitter for at true Donald Trump. Det viser sig imidlertid, at kontoen var falsk, og at det er derfor, den blev bandlyst. Det skriver Reuters.

Twitter har suspenderet en konto, der tilhører Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, efter et opslag, der tilsyneladende var en trussel mod USA's nu tidligere præsident, Donald Trump.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ali Khamenei har dog flere konti på Twitter, og de øvrige er stadig tilgængelige.

Det er ayatollahens iranske konto, der er blevet bandlyst.

Tweetede golftrussel

Tweetet, som Ali Khamenei blev bandlyst for, blev tolket som en trussel om at slå Donald Trump ihjel.

Ayatollahen delte et billede af en mand, der ligner Trump, som svinger en golfkølle, mens skyggen af et krigsfly nærmer ham.

I teksten til tweetet havde Ali Khamenei skrevet, at hævnen mod Trump var 'uundgåelig', da han stod bag drabet på den iranske generalmajor Qassem Soleimani.

Qassem Soleimani blev i januar 2020 dræbt i et amerikansk missilangreb uden for den internationale lufthavn i den irakiske hovedstad Bagdad.