Udland

Supermodel Naomi Campbell er havnet midt i skandale i Kenya

Hun er blevet udnævnt til landets internationale turistambassadør. Nu er folk sure, fordi hun ikke er kenyaner.

Skal man absolut være fra Kenya for at kunne bestride hvervet som landets internationale turistambassadør, eller magical tourist ambassador, som hun også kaldes her?

Det er der tilsyneladende mange, der synes.

- Det er for dårligt!

- Det er ubetænksomt!

- Det er at tilsidesætte de kenyanere, som kunne have fyldt skoene ud lige så godt!

Sådan lyder de fleste af reaktionerne.

Hvorfor har man ikke valgt for eksempel Lupita Nyong’o, Kenyas Oscar-vindende skuespiller? Eller en anden for den sags skyld. Bare en kenyaner.

Men landets turistminister Najib Balala står fast. Det var den rigtige beslutning, siger han. Naomi Campbell gør det pro bono – altså uden at få noget for det. Ikke at det er begrundelsen for at udpege hende, men ministeren syntes åbenbart, det var vigtigt at slå fast, at Campbell ikke ligger landet til last.

På tide at skubbe stoltheden til side

Ministeren offentliggjorde beslutningen på Twitter i sidste uge, da den tidligere supermodel var på besøg i Kenya. Det 50-årige stilikon og filantropist postede fotos fra besøget på Instagram, hvor hun har 10 millioner følgere.

Knap havde ministeren trykket på Twitter-knappen, før det sociale medie begyndte at koge. Mange var blevet ramt på deres stolthed. Hvordan kunne han gøre det?

Der er dog også dem, der synes, at de mange negative reaktioner er usunde, og at det er på tide at skubbe stoltheden til side.

- Til syvende og sidst handler det om, hvem der kan udføre jobbet. Denne mentalitet er årsagen til nepotisme og stammetænkning… Det bør handle om den bedst egnede kandidat og ikke være sådan en ”en-af-vore-egne” ting, skrev en på Twitter.

- Jeg er lykkeligst i Afrika

Naomi Campbell er af kinesisk-jamaicansk afstamning og voksede op hos sin bedstemor i London. Alligevel siger hun, at hun føler sig lykkeligst, når hun er i Afrika.

- Jeg føler fred, når jeg er på kontinentet. En meget virkelig indre fred, sagde hun til the Guardian i november 2019.

En indre fred, som hun måske kunne have haft brug for de gange, hvor hendes notoriske temperament endte med domme for vold. Fire gange. Hun har kastet en mobil efter sin assistent, en anden mobil blev kastet efter husholdersken, hun har sparket en politibetjent og slået en fotograf med sin håndtaske.

En kolossal opgave

Men Campbell har også gennem årene kæmpet for at få de store modehuses øjne op for potentialet i Afrika. I 2005 skabte hun Fashion For Relief, et catwalk show, der skulle få de velhavende til at hoste op med penge til hendes velgørenhedsprojekter – blandt dem kampen mod den ekstremt dødelige sygdom ebola i Vestafrika.

Lige meget hvad står Naomi Campbell med sin udnævnelse midt i en massiv kritik og med en kolossal opgave.

Turisme udgør næsten ni procent af Kenyas bruttonationalprodukt, og under coronapandemien faldt antallet af turister med 72 procent mellem januar og oktober sidste år. Det gav et hul på en milliard dollars i turistkassen. Ingen har tal på, hvor mange der er blevet arbejdsløse på den konto.

Landet er især attraktivt for folk, der vil på safari og kombinere det med sol på strandene ved Det Indiske Ocean. Alt ligger mere eller mindre dødt nu.