Udland

Indlægger corona-patient hvert 30. sekund - de er yngre og rigtig syge, siger sygeplejerske

Ambulancerne med coronapatienter holder i kø, fortæller dansk sygeplejerske i London til TV 2.

Storbritannien slår i disse dage nye og triste rekorder.

Torsdag mistede 1826 mennesker livet med coronavirus, og det er det højeste antal døde på et døgn nogensinde.

Samtidig bliver en coronapatient indlagt hvert 30. sekund i landet.

Presset på landets hospitaler er lige nu så stort, at akutmodtagelserne er stuvende fulde af coronapatienter i alle aldre.

Det fortæller den danske ledende sygeplejerske ved et hospital i London Maija Hansen til TV 2.

- Vi har køer af ambulancer med coronapatienter, der holder uden for og venter på at komme ind og få hjælp, siger hun.

Maija Hansen er dansker og ansat som ledende sygeplejerske på et hospital i London.
Den danske sygeplejerske Maija Hansen fortæller fra et hospital i London, at presset er enormt.

Ifølge Maija Hansen er der - set med en sygeplejerskes øjne - særligt én forskel på tilstanden nu og under den første bølge i foråret: Dem, der kommer ind, er betydeligt yngre.

- Jeg har lige så mange 20-, 30- og 40-årige patienter, og de er rigtig syge, siger hun.

En af de patienter er 19-årige David Parrerd. Han er lige nu indlagt med covid-19 og får ilt gennem en maske.

- Det kan ramme enhver. Hvem som helst, siger han fra sin hospitalsseng.

David Perrard er 19 år og indlagt med coronavirus.
Sundhedsvæsenet er under massivt pres. Nu sætter den britiske regering ind for at straffe folk, der ikke overholder reglerne.

Ifølge officielle data fra den britiske regering stiger antallet af indlagte generelt for personer over 45 år, mens det dog fortsat er ældre over 85 år, der primært bliver indlagt.

Kæmper for at holde privatfester nede

I et forsøg på at bremse den udvikling, der har plaget landet voldsomt hele efteråret og vinteren, har regering nu valgt at skrue op for de bøder, briterne kan risikere at få.

Fra næste uge giver det for eksempel en bøde på 800 pund - eller det, der svarer til knap 6700 kroner - hvis man samles flere end 15 personer til en privatfest.

Regeringen vil ikke stå og se til, mens nogle få ødelægger det for alle andre

Priti Patel, Storbritanniens indenrigsminister

Herefter kan bøden fordobles for hver eneste gang, man bliver taget i den samme gerning - helt op til et maksbeløb på omkring 53.000 kroner i bøde.

Sådan lød det fra den britiske indenrigsminister Priti Patel ved et pressemøde torsdag. Hun understregede, at det nu gælder om at nå ud til de briter, der ikke forstår at hjælpe til i den fælles opgave mod at få bremset smittespredningen af blandt andet den britiske coronamutation:

- Regeringen vil ikke stå og se til, mens nogle få ødelægger det for alle andre, sagde hun ifølge BBC.

En kampagne fra det britiske sundhedsvæsen, NHS, skal få folk til at forstå reglerne og holde sig hjemme.

Bøderne kommer, netop som det britiske politi i disse uger kæmper med at holde privatfesterne nede i de større byer. En tendens, der ifølge statistikken har været støt stigende siden denne lockdown begyndte.

Det fortæller politiformand Martin Hewitt:

- Vi har haft flere betjente på målrettede patruljer mod de få, der skuffer alle os andre, lød det fra politiformanden.

Foruden de høje bøder til de festglade, forlyder det i flere britiske medier, at regeringen overvejer at udbetale 500 pund (4100 kroner) til de, der tester positivt for coronavirus.

Det skal motivere folk til at blive hjemme, når de er syge, fordi en tankevækkende undersøgelse har vist, at mange vælger at tage småsyge på arbejde i frygt for at miste sit job. Faktisk viser en undersøgelse ifølge The Guardian, at kun 17 procent af briter med symptomer vælger at blive testet.

Fra Maija Hansen er opfordringen klar: Tag virussen alvorligt.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min 24 år lange karriere som sygeplejerske, siger hun.

I alt har 94.765 personer nu mistet livet med coronavirus i Storbritannien, mens lige over otte procent af den britiske befolkning er blevet vaccineret siden 8. december.