Udland

Hvor rig er Trump egentlig?

Coronakrisen kan ende med at blive dyr for forretningsmanden Donald Trump. Hans europæiske forretninger mistede over 60 procent af indtægterne i 2020.

I 1984 ringede en medarbejder fra Trump Organization til erhvervsmediet Forbes.

Medarbejderen John Barron, som han introducerede sig selv som, ville gerne fortælle Forbes, hvor rig Donald Trump egentlig var. På den årlige Forbes 400-liste, hvor erhvervsmagasinet listede de 400 rigeste amerikanere, var Trumps værdi nemlig groft undervurderet, mente Barron.

Forbes havde angivet ham til at være god for cirka 200 millioner dollars. I virkeligheden var tallet det femdobbelte, lød det fra Barron.

I dag er navnet John Barron velkendt som et af de aliasser, Donald Trump brugte, når han ringede til journalister. I 2018 besluttede journalisten, der 34 år tidligere havde modtaget opkaldet fra Barron, at lytte til sin båndoptagelse igen og skrev efterfølgende om det i The Washington Post:

- Selvom Trump skiftede lidt i sit tonefald og påtog sig en lidt stærkere New York-dialekt, var det helt klart ham, lød beskrivelsen.

Donald Trumps nye hjem, hans Mar-a-Lago-ressort i Palm Beach i Florida. I 2018 opgjorde Forbes værdien af Mar-a-Lago til cirka 160 millioner dollars, men Trump købte det i 1985 for cirka 10 millioner dollars.

Milliardmanden

Gættelegen, om hvor meget Donald Trump er værd, er hverken speciel ny eller let. Selvom der i løbet af hans tid i Det Hvide Hus løbende er kommet afsløringer frem om hans økonomi, er det svært at sige noget helt nagelfast.

Men i august opgjorde det amerikanske medie Bloomberg Trumps samlede værdi til cirka 2,7 milliarder dollars – godt 16,5 milliarder, hvis man omregner til danske kroner.

Blandt hans største aktiver er ejendomsselskabet Vornado, hans cirka 14 golfressorter rundt om i verden samt de hoteller og ejendomme, han ejer i særligt New York.

I samme ombæring gjorde Bloomberg dog også hans gæld op. 540 millioner dollars eller cirka 3,3 milliarder danske kroner nåede Bloomberg frem til.

Samtidig gjorde de opmærksom på, at hans bygninger er pantsat for mere end en milliard dollars, hvoraf meget af det skal betales af over de næste tre år – og her opstår det måske største problem for forretningsmanden Donald Trump.

Trump på B-holdet

I sidste uge kom det nemlig frem, at Deutsche Bank, der har været Trumps vigtigste forretningsforbindelse siden 90’erne, ikke længere ønsker at have ham som kunde. Inden de kan sparke ham helt ud, er der dog lige ét udestående:

Han skylder fortsat banken i omegnen af, hvad der svarer til 1,8 milliarder danske kroner.

- Det er jo sådan, at hvis du skylder din bank 1000 kroner, så er det dit problem. Men hvis du skylder din bank en milliard, så er det bankens problem, sagde Berlingskes økonomiske redaktør Ulrik Bie, der tidligere har arbejdet i den internationale bankverden, i TV 2-programmet 'Business class'.

Løsningen, lød det fra Ulrik Bie, ville nok være en ny bankforbindelse, der kunne samle skårene op og lade Trump genopbygge sit forretningsimperium.

Men det bliver ikke uden problemer, lød det i programmet. Trump kan nemlig få svært ved at overtale de store og velrenommerede banker til at indgå forretning med sig.

- Som så stor forretningsmand kan man ikke klare sig uden en bank, så Trump skal på jagt efter en anden bank. Blandt de store, internationale banker er der et A- og et B-hold, og Trump skal måske ud og finde sin nye bankforbindelse på B-holdet, sagde Birgitte Erhardtsen, der er journalist på Berlingske Business, i 'Business class'.

Coronakrisen koster

Samtidig træder forretningsmanden Donald Trump ud i en verden, der på mange måder ikke går hans vej, mener Ulrik Bie.

Dels er der coronakrisen, der er overordentlig dyr for hotel- og oplevelsesbranchen, som Trump gør sig i med sine golfressorter og hoteller. Ifølge Forbes kunne Trumps europæiske ejendomme således notere en nedgang i omsætningen på 63 procent i 2020.

Samtidig vil hans mange kontorkvadratmeter i New York formentlig miste værdi, fordi hjemmearbejde bliver mere udbredt, og byen New York er hård ramt.

Der findes flere højhuse rundt om i verden med Trumps navn påskrevet. Men for Trump og The Trump Organization er ingen af dem vigtigere end Trump Tower på 5. Avenue i New York.

Derudover har stormen på Kongressen, hvor Trump står anklaget for at have opildnet til uroligheder, formentlig sværtet hans navn. Det betyder både noget i forhold til, hvem der vil støtte ham, men også hans mulighed for at sælge bøger, lave reality-tv eller foredrag.

- Mange steder vil trække sig fra ham nu. Så det er alle indtægtskanaler, der bliver ramt af forskellige årsager, men på samme tid, sagde Ulrik Bie.

1500 dollars i indkomstskat

Som en yderligere udfordring for den nu tidligere præsident, der er flyttet fra Det Hvide Hus i Washington til sit golfressort Mar-a-Lago i Palm Beach, Florida, er der en række potentielle retssager, der kan komme for en dag, når hans præsidentielle immunitet er udløbet.

Ifølge Emil Friis Lauszus, der er juridisk analytiker ved onlinemediet Kongressen, er der særligt to, der er værd at holde øje med:

I den ene er statsanklageren i New York ved at undersøge, om Trump har begået dokumentfalsk, forsikringssvindel, bedrageri og skattesvindel. Trump betalte således samlet set kun 1500 dollars i indkomstskat i 2016 og 2017.

I den anden er justitsministeriet i New York i gang med at se på, om hele Trump Organization har begået bedrageri.

Ifølge Emil Friis Lauszus er begge sager stadig i den spæde start, men de er opstået ud af myndighedernes samtaler med Trumps tidligere personlige advokat, Michael Cohen:

- Cohen har sagt til anklagemyndighederne, at Trump bruger forskellige tal, når han skal fortælle, hvor meget hans virksomheder og ejendomme er værd. Når han skal have et lån ved banken, siger han et meget højt beløb, men når han skal betale skat, siger han, at det næsten intet er værd.

Mange har vendt Trump ryggen i løbet af hans tid i Det Hvide Hus. Michael Cohen var således Trumps personlige advokat i mere end et årti, før de gik hver til sit.

- Jeg tror, han har en enorm energi og vilje til at komme tilbage

Men hvor efterlader det så præsidenten, der har mistet sit embede?

Ifølge Ulrik Bie kan Trumps tid i Det Hvide Hus meget vel have lukket nogle døre og gjort ham uønsket i dele af det amerikanske forretningsliv. Alligevel er Birgitte Erhardtsen meget forsigtig med at dømme Trump ude:

- Vi har før fejlbedømt ham megameget. Jeg tror, han har en enorm energi og vilje til at komme tilbage, sagde Birgitte Erhardtsen i 'Business class'.

Samtidig er han øjensynligt ikke helt blanket af. Mens Trumps værdi på Bloombergs milliardindeks opgøres til 2,45 milliarder dollars dagen efter, at han har forladt Det Hvide Hus, anslår Forbes ham til at være 2,5 milliarder dollars værd.

Selvom det er langt fra Elon Musk, Jeff Bezos og de allerrigeste i USA, ville en formue på cirka 15-16 milliarder danske kroner være rigeligt til at placere ham i top ti over de rigeste danskere, hvis han var statsborger her i landet.

Derudover er Trump – i hvert fald for nu – sikret en klækkelig præsidentpension på godt 220.000 dollars om året samt rejseudgifter, kontorfaciliteter og personalelønninger for op mod en million dollars om året.

De særlige fordele kan dog muligvis blive taget fra Trump, hvis han bliver dømt ved den rigsretssag, som Kongressen åbnede mod ham i sidste uge.