USA VALG

22-årig løb med opmærksomheden - hun repræsenterer den amerikanske drøm

22-årige Amanda Gorman er den yngste digter nogensinde til at tale ved en præsidentiel indsættelsesceremoni.

Vi har lært, at stilhed ikke altid er fred. At normerne og forestillingerne om, hvad "bare" er, ikke altid er lig retfærdighed.

Og alligevel er daggryet vores, før vi vidste det.

På en eller anden måde gør vi det.

På en eller anden måde har vi forvitret og været vidne til en nation, der ikke er brudt, men simpelthen er ufærdig.

Vi, efterfølgerne til et land og en tid, hvor en tynd sort pige, der nedstammer fra slaver og er opfostret af en enlig mor, kan drømme om at blive præsident kun for at finde sig selv recitere for én.

- Amanda Gorman, indsættelsesdigt 20. januar 2021

Iklædt rødt hårbånd, gul jakke og gyldne smykker indtog Amanda Gorman talerstolen.

Med bløde og svævende håndbevægelser reciterede den blot 22-årige digter med en messende rytme sit digt 'The Hill We Climb' ved indsættelsen af USA's 46. præsident, Joe Biden.

Den unge amerikaner skrev digtet efter 6. januar, hvor Kongressen blev stormet. En begivenhed der, ifølge professor og litteraturekspert Peter Stein Larsen, også tydeligt italesættes i digtet.

- Med nogle fantastiske beskrivelser præsenterer hun den mørke Trump-tid som modsætning til lyse tid, vi nu går i møde med Biden, siger han.

Amanda Gorman beskriver denne udvikling, med blandt andet denne frase:

- Vi kan få en midlertidig forsinkelse af demokratiet, men vi kan aldrig besejre det.

Ifølge Peter Stein Larsen trækker Amanda Gormans digt tråde til store talere såsom Martin Luther King Jr., Abraham Lincoln og nationalpoeten Walt Whitman, der alle har italesat USA som både mulighedernes og forskellighedernes land.

En retorik som den unge digter viderefører.

- For der er altid lys, hvis bare vi er modige nok til at se det, hvis vi bare er modige nok til at være det, lyder den afsluttende frase i digtet.

Blå bog: Amanda Gorman

Navn: Amanda Gorman 

Født: 7. marts 1998 

Kendt som: Digter, forfatter og aktivist

Er opvokset i Los Angles og har studeret på Harvard 

Modtog som den første titlen 'National Youth Poet Laureate' i 2017. En titel der gives i USA til en ung person, der demonstrerer dygtighed inden for kunsten, særligt poesi. 

Inspireret af store talere

Til CNN fortæller hun selv, at hun til sit digt blandt andet har søgt inspiration i de to indsættelsesdigte, der er skrevet af Elizabeth Alexanders 'Praise Song for the Day' fra 2009 og Richard Blancos 2013 'One Today', der blev reciteret ved præsident Barack Obamas indsættelser.

Udover at være inspireret af tidligere indsættelsesdigte og taler trak hendes smykker også nogle helt særlige referencer.

En gylden fugl i bur prydede digterens ene finger, som hun sammen med øreringene havde fået af Oprah Winfrey.

Ringen var en hyldest til den afdøde poet og digter Maya Angelou, der står bag den Pulitzer-nominerede roman 'I Know Why the Caged Bird Sings'.

Den prisvindene digter Maya Angelou fremførte i 1993 et digt ved Bill Clintons indsættelsesceremoni. Også dengang havde Oprah Winfrey en finger med, hvad gjaldt udseendet. Hun forærede nemlig Maya Angelou den jakke, hun havde på til indsættelsen.

Går over i historiebøgerne

Med sine blot 22 år går Amanda Gorman sammen sit indsættelsesdigt over i historiebøgerne som den yngste kunstner til at fremføre indsættelsesdigtet ved den præsidentielle ceremoni.

Hendes unge alder og de stærke billedlige fraser kan være medfaktorer til, at digtet løb med opmærksomheden, siger Peter Stien Larsen.

Han forklarer yderligere, at hendes baggrund som sort kvinde, der sammen med sine to søskende er vokset op i Los Angeles med deres enlige mor, også giver hendes fortælling et ekstra lag:

- Hun repræsenterer på mange måder den amerikanske drøm.

Clinton: - Hun har lovet at stille op som præsident

At digtet har berørt mennesker verden over ses også tydeligt på sociale medier, hvor digterens nyvundne popularitet ikke er til at tage fejl af.

Siden fremførelsen af digtet, som fandt sted onsdag aften dansk tid, er Amanda Gormans følgertal på Instagram eksploderet.

Fra at have omkring 50.000 følgere 19. januar har hun torsdag over 2 millioner følgere.

Samtidigt placerer hun sig også højt på listen over trendende emner på Twitter, hvor flere store profiler deler rosende ord om den unge poet.

Blandt andet fra Hillary Clinton som skriver følgende:

- Var Amanda Gormans digt ikke bare fantastisk? Hun har lovet at stille op som præsident i 2036, og jeg kan ikke vente.

Tilbage i 2017 fortalte den dengang 19-årige Amanda Gorman i et interview med New York Times, at præsidentposten da også står på hendes bucketlist.

Om den 22-årige digter vil stille op til præsident, vil tiden vise, mens vi venter, kan du se eller gense hendes tale her:

Den 22-årige digter Amanda Gorman løb med opmærksomheden, da hun læste et digt på under indsættelsesceremonien.