USA VALG

Trump har holdt sin sidste tale som præsident: - Hav et godt liv

Den afgående præsident fremhævede sine bedrifter i sin sidste tale.

I et markant brud med traditionerne har den afgående præsident Donald Trump forladt Det Hvide Hus uden at overvære indsættelsen af sin efterfølger, Joe Biden.

Hav et godt liv. Vi ses snart

Donald Trump

Efter en kort flyvetur landede Trump på flyvebasen Joint Base Andrews, hvor han blev mødt af en kanonsalve. Her talte han for sidste gang som præsident til sin familie og politiske støtter.

- Det har været fire fantastiske år, sagde Donald Trump i sin sidste offentlige optræden som præsident.

Opremser bedrifter

På talerstolen opremser Trump alle de mange bedrifter, som han mener, hans administration har opnået i hans præsidentperiode:

Et styrket amerikansk militær, et nyopoprettet Space Force, et genoprettet aktiemarked og en generel sikring af økonomien, før coronapandemien ramte.

- Vi lavede den største skattereform nogensinde i vores lands historie. Jeg håber ikke, de hæver skatterne. Men hvis de gør, så havde jeg advaret jer, siger Trump.

Han mener derfor, at Bidens administration får de bedste forhold til at komme godt fra land.

Har lagt brev til Biden

Den afgående præsident lover, at "vi vil være tilbage i en eller anden form", men uddyber ikke, hvad han mener med det.

- Hav et godt liv, vi ses snart, lyder de allersidste ord fra Trump.

Selvom Donald Trump har valgt at bryde med traditionen om overvære indsættelsen af sin efterfølger, så er der en anden tradition, Trump har valgt at holde i hævd.

Ligesom sine forgængere har Trump efterladt et brev til Joe Biden i Det Ovale Værelse. Det bekræfter Judd Deere, der er talsmand for Det Hvide Hus over for The Washington Post.

Triste tilhængere

Foran flyvebasen møder TV 2s korrespondent Rasmus Tantholdt nogle af Trumps største tilhængere. Flere af dem er synligt kede af det.

- Der er ingen i Det Hvide Hus til at repræsentere os og vores værdier længere, fortæller en af dem til TV 2.

Tirsdag afholdt Donald Trump desuden sin sidste tv-transmitterede tale til nationen som præsident.

Uden at nævne Joe Biden ved navn en eneste gang fik Trump sagt, at han "beder" for, at den nye administration får succes.

Hele talen ligger på Det Hvide Hus' hjemmeside og kan læses i sin fulde længde her.

Opsigtsvækkende benådninger

Som en af sine sidste præsidentielle gerninger har Donald Trump desuden benådet 143 personer tirsdag aften.

Heraf er 73 fuldstændige benådninger, mens 70 andre har fået nedsat deres straf.

En af de mest opsigtsvækkende benådninger er en af Trumps tidligere nære rådgivere, Steve Bannon, som i august 2020 blev sigtet for at have svindlet med indsamlede penge, der skulle betale en del af Donald Trumps grænsemur.

Slår sig ned i Florida

Mens Joe Biden tages i ed i Washington D.C., lander Donald Trump med Air Force One ved sit golfresort Mar-a-Lago i Florida.

Her forventes han og familien at blive boende i det første stykke tid. Flere amerikanske medier har beskrevet, at Trump og familien forventes at slå sig ned permanent i solskinsstaten.