USA VALG

Nu er Joe Biden USA's præsident: - Dette er Amerikas dag

Præsident Biden overtager embedet i en krisetid. I sin tale opfordrer han amerikanerne til at søge sammenhold og samhørighed.

Med sin venstre hånd på familiens 127 år gamle bibel er demokraten Joe Biden taget i ed som USA's 46. præsident.

Efter en kanonsalve på 21 skud indtog Joe Biden talerstolen på podiet foran Kongressen til militærhymnen 'Hail to the Chief'.

- Dette er Amerikas dag. Dette er demokratiets dag, indledte præsidenten sin indsættelsestale.

Joe Biden overtager præsidentembedet i en historisk svær tid for USA. Flere end 400.000 amerikanere er døde med coronavirus, og landet kæmper stadig med at sikre lighed for minoriteter.

Tage hånd om krise

Joe Biden brugte også store dele af talen på italesætte disse svære udfordringer.

- Hele min sjæl er investeret i at bringe USA sammen og forene dets folk. Jeg beder alle amerikanere om at hjælpe mig med det.

- Vi skal bekæmpe ekstremisme, lovløshed, vold, sygdom, håbløshed. Hvis vi er forenede, kan vi gøre store ting og overkomme virussen. Vi kan genskabe middelklassen og skabe lighed, lød det fra præsidenten.

For 108 år siden kæmpede kvinder for retten til at stemme i USA. Nu har landet den første kvindelige vicepræsident.

Joe Biden hyldede sin makker Kamala Harris, der ud over at være kvinde, også er den første sorte og asiatiske politiker til at indtage det næsthøjeste embede.

- Sig ikke, at ting ikke kan ændres.

Lyn-analyse

Ganske ulig den indsættelsestale, som blev holdt for fire år siden, så understregede Joe Biden alt det gode ved dette land. Alt det mægtige, som USA kan udrette, hvis amerikanerne arbejder sammen - til trods for, om man er rød eller blå, demokrat eller republikaner, fra landet eller byen. Det var meget rørende at høre.

Derudover lagde Joe Biden også vægt på det store folkelige mandat, han fik ved valget, hvor rekordmange amerikanere stemte på ham. Det mandat skal bruges i det arbejde, Biden nu står overfor. 

Slut med løgne

Flere gange i løbet af talen lægger Joe Biden vægt på, at han vil være ærlig og altid fortælle amerikanerne sandheden.

Selvom han ikke direkte nævner sin forgænger ved navn er det en klar afstandtagen til de udokumenterede påstande, som Donald Trump smed om sig i sin embedsperiode.

- Jeg sværger jer en hellig ed. Jeg giver jer mit ord. Jeg vil altid være ærlig over for jer, jeg vil altid forsvare forfatningen, forsvare USA og gøre alt i jeres tjeneste.

- Sammen vil vi skrive en amerikansk historie om håb, ikke frygt. En historie om kærlighed og heling. Lad det være den historie, der inspirerer os. Lad os vise de næste generationer, at sandhed og retfærdighed ikke døde på vores vagt, lød det afslutningsvis fra præsidenten.

To gange før er Joe Biden stillet op til embedet: I 1988 og igen i 2008 mod det, der senere blev hans chef, Barack Obama.